Nogle gange skal det bare smage som det altid har smagt. Sådan har jeg det med mørbradgryde.
Denne opskrift er som min mor plejede at lave det da jeg var lille, og sådan kan jeg stadig bedst lide mørbradgryde.
Min mors mørbradgryde – 2-3 personer
1 pudset mørbrad (400-500 g)
Mel
1 løg, hakket fint
1 pakke brune champignon i halve eller kvarte
Bacontern
En pakke cocktailpølser eller brunch pølser skåret i halve.
3 spsk. tomat koncentrat
3 dl. vand
3 dl. fløde
1-2 tsk. paprika
Evt. chilipulver eller cayennepeber (knivspids)
Evt. en spsk. ketchup
Smør
Salt og peber
Gør sådan:
Start med at stege bacontern. Når de har taget lidt farve tilsættes pølserne. Steg begge dele sprøde. Kom dem op i en skål og stil til side.
Brun de hakkede løg i baconfedtet. Når de har taget lidt farve tilsættes brune champignon og eventuelt lidt smør. Steg begge dele et par minutter og kom dem op i en skål og stil til side.
Puds mørbraden og skær den ud i små bøffer. Vend bøfferne i mel blandet med salt og peber og brun dem i en pande. Når de har taget lidt farve kommes løg og champignon tilbage på panden.
Herefter tilsættes først tomat koncentrat og så vand. Til sidst hældes fløden i.
Nu skal der smages til med salt, peber og paprika og eventuelt chili og ketchup. Når det hele er blandet godt rundt skal retten simre i små 15-20 minutter til kødet er mørt. Lige inden servering tilsættes de stegte cocktailpølser og der pyntes med bacon.
Så er den klar til servering med ris, mos eller pomfritter og måske en grøn salat.
Wow, hvor ser det lækket ud. Det ryger da lige på to-do-listen :-) Jeg kan forestille mig at det er rigtig godt…
Mange hilsner
Birthe