Henrik Ydes Stir Fry Sauce fra Irma.. & ost!

Fredag aften havde jeg sat min morbror stævne. Vi skulle lave mad. Lave mad og spise ost. Lave mad, spise ost og drikke vin.. Det er så hyggeligt, specielt fordi han bor lige nede om hjørnet.. så er heller ikke så langt hjem når man har lavet mad, spist ost og DRUKKET VIN;)

Planen i fredags var at prøve en af Henrik Yde Andersens nye saucer fra Irma. Henrik Yde er ejer og grundlægger af Michelin restauranten Kiin Kiin i Guldbergsgade hvor jeg har været 2 gange så jeg havde store forventninger til saucen.

Henrik Yde har fremstillet tre thai saucer til Irma. En rød karry, en grøn karry og så stir fry saucen. Alle 3 saucer er færdige saucer som bare skal blandes med kød, kylling, fisk og/eller grøntsager. Pakkerne sælges i 1/2 liter pakker for 39 kr stykket.

Tilbage til madlavningen. Vi prøvede som sagt stir fry saucen med kalvekød og det blev rigtigt lækkert.

Stirfry med kalvekød – 2-3 personer

400 g kalvekød i strimler (vi brugte Irmas Limousine kalvestrimler)

400 g blandede grøntsager (vi brugte friske grøntsager; broccoli, løg, forårsløg, gulerødder, selleri og champignon – men halvt så mange grøntsager samt de frosne af slagsen vil også være helt fint)

1/4 liter Irmas stir fry sauce

Frisk basilikum

Jasminris (ca. 2-3 dl)

Kog risene efter anvisningen på pakken. Husk de skal stå cirka 10 minutter og trække.

Skær alle grøntsagerne i små skiver/strimler/stykker så de er klar til at komme på panden.

Kom olie i en dyb pande eller wok og kom kalvestrimlerne i. Lad dem stege i 1-2 minutter. Kom grønsagerne i og steg dem med i 2 minutter. Kom nu stir fry saucen i og lad det hele koge i cirka  3 minutter. Tag panden af varmen og server straks med ris og basilikum.

Efter en vellykket thai middag skulle der spises ost, og i dagens anledning havde vi indkøbt 5 af slagsen. Alle sammen danske oste. Mad og Vin i Magasin har efterhånden fået et ganske velasorteret udvalg af dansk produceret oste og det vil jeg gerne støtte op om.

Alle ostene smagte fantastisk, men min favorit denne aften var Knuthenlund No. 25 som var en mild 0g blød gedeost, der smagte helt fantastisk.

Og nåh jaa.. vinen smagte også superb:)

Tod Man Pla – Spicy Thai Fish Cakes

Denne opskrift går faktisk tilbage til i sommers hvor jeg for første gang prøvede at lave ‘Tod Man Pla’ eller spicy thai fiskefrikadeller som man måske ville kalde det på dansk.

Jeg elsker thai mad og de her thai fish cakes er rigtig lækre. Sebastian er ikke så stor fan af fiskefars men hvis vi køber frisk fisk og hakker det groft, så kan han godt overtales.

Denne opskrift udspringer fra en af  mine favorit thai kogebøger ‘Chop Chop’ af Carsten Kyster. Det er en super lækker bog med fantastiske opskrifter og de smukkeste billeder. Man bliver helt sulten bare af at kigge bogen igennem. Jeg ændrede et par af ingredienserne da jeg foretrækker forårsløg istedet for long beans og koriander istedet for kaffir lime blade og så kom jeg en hakket rød chili i. Jeg skal helst have chili i alt for lige at få det der lille kick. Faktisk var den røde chili som jeg brugte i farsen fra vores egen lille chiliplante som boede på altanen i vores gamle lejlighed.

Vi spiste fiskekagerne med jasminris, lime, mere koriander og sød chilisauce. Næste gang prøver jeg måske at lave Mira’s Yam dressing fra Kiin Kiin – Den har jeg nemlig fået set mig lidt lun på ♥

Tod Man Pla – Spicy Thai Fish Cakes

400 g friske fiske fillet (jeg brugte laks)

1 æg

3-4 forårsløg

1 spsk. fiske sauce

2 tsk. rød karry pasta

1/2 frisk rød chili

En håndfuld koriander

Hak laksen groft og bland den sammen med alle de andre ingredienser. Rør det godt sammen. Form de små fiskekager med hjælp fra 2 spiskeskeer (som når man laver frikadeller) og steg dem på en varm pande i 4-5 minutter på hver side. Server med det samme.

Tod Man Pla – Spicy Thai Fish Cakes

Rød thai karry med kylling og grønne bønner

Jeg ELSKER thaimad, og denne røde karry er super nem og så kan den varieres med alle slags grønsager og kød eller fisk eller hvad man nu har lyst til.

Karryen kan også  laves med Panang karry.

Rød thai karry med kylling og grønne bønner – 2 personer

2 kyllingebryster skåret i strimler

3-4 spsk rød karry (eller mere hvis man er til stærk mad)

2-3 limeblade eller citrongræs

1 dåse kokosmælk (4dl – jeg brugte en light version)

1 tsk. sukker

1 spsk. fiskesauce

200 g grønne bønner

3-4 forårsløg, skåret i skiver

Hakket koriander

En håndfuld cashewnødder

Serveres med jasmin ris.

Steg den røde karrypasta i lidt olie og tilsæt kyllingen. Lad kyllingen tage farve og tilsæt lime blade/citrongræs samt kokosmælk. Lad retten småkoge i cirka 20 minutter.

Smag til med sukker og fiskesauce og tilsæt forårsløg og bønner. Lad nu retten simre i yderligere 10 minutter. Drys hakket koriander og cashewnødder på toppen og server straks med jasmin ris.

Rød thai karry med kylling og grønne bønner

 

Serveres med jasmin ris