Lammekølle med ovnkartofler

Jeg har haft besøg af mine tyske svigerforældre i weekenden som har brugt et par dage på at give vores lille have en kæmpe make-over så vi nu har egne jordbær og tomater – jo jo har da også høstet den første lille røde tomat – håber på mange flere..

Vi har grillet det meste af weekenden men igår tog vejret noget af en drejning, og vi sluttede derfor weekenden af med en lækker lammekølle med ovnkartofler.

Lammekølle med ovnkartofler – 4 personer

1 lammekølle (med eller uden ben)

Lidt smør/olie

Hvidløg (efter smag og behag)

Et par kviste frisk rosmarin

Salt + peber

1 kg kartofler

Start med at trimme køllen for eventuelle sener og gnid den ind i lidt olie samt presset hvidløg og rosmarin. Lad den ligge og trække i en times tid.

Brun køllen i lidt smør eller olie i en dyb pande eller gryde til den har taget farve på alle sider. Flyt den over i et ovnfast fad med lidt olivenolie og sæt den i en forvarmet ovn ved ca. 160 grader (jeg brugte grill/varmluft).

En lammekølle skal have cirka 1 time per kg hvis den er med ben, og 50 minuter hvis den er uden ben – den er færdig når kødet er så mørt at det stort set falder af benet.

Kartoflerne skrælles og de største skæres i halve. Når der er cirka 45-50 minutter tilbage til stegen er færdig hældes kartoflerne ned i det ovenfaste fad sammen med lammekøllen og steger med det sidste af tiden.

Skær lammet i skiver og server det sammen med de sprøde ovnkartofler, en grøn salat og tzatziki + et godt glas rødvin.

Kød – Mos – Ost!

Der har været et par forslag og gode ideer på andre madblogs (specielt hos MissMuffin) til hvordan man bedst får brugt sine rester og undgår madspild så nu vil jeg lige deltage i debatten og give en ide med..

Noget af det vi oftest har tilbage herhjemme er kødsauce/ sauce bolognese eller en mere krydret chili con carne. Heldigvis er der mange dejlige “reste-retter” man kan lave af netop dette. En mulighed er den klassiske pitabrød med salat og andre grønsager, eller måske lækre små empanadas som er små dejpakker som kødsaucen bages ind i.

Denne dag besluttede vi os for at bruge kødsaucen bagt med kartoffelmos på toppen og gratineret med ost. Vi tilsatte også en håndfuld ærter, både for synets skyld (grønt er jo godt for øjet;)) men også for at give lidt ekstra smag.

Kun fantasien sætter grænser når det kommer til at bruge sine rester. Lad os sammen prøve at mindske mængden af mad som vi danskere smider ud. 15-20% af alt det mad vi køber eller omkring 63 kilo mad per person direkte i skraldspanden er bare ALT for meget.

Læs meget mere om brug af rester og om hvor meget mad der egentlig ryger i skraldspanden på Stop Spild af Mads hjemmeside.

Min mors mørbradgryde

Nogle gange skal det bare smage som det altid har smagt. Sådan har jeg det med mørbradgryde.

Denne opskrift er som min mor plejede at lave det da jeg var lille, og sådan kan jeg stadig bedst lide mørbradgryde.

Min mors mørbradgryde – 2-3 personer

1 pudset mørbrad (400-500 g)

Mel

1 løg, hakket fint

1 pakke brune champignon i halve eller kvarte

Bacontern

En pakke cocktailpølser eller brunch pølser skåret i halve.

3 spsk. tomat koncentrat

3 dl. vand

3 dl. fløde

1-2 tsk. paprika

Evt. chilipulver eller cayennepeber (knivspids)

Evt. en spsk. ketchup

Smør

Salt og peber

Gør sådan:

Start med at stege bacontern. Når de har taget lidt farve tilsættes pølserne. Steg begge dele sprøde. Kom dem op i en skål og stil til side.

Brun de hakkede løg i baconfedtet. Når de har taget lidt farve tilsættes brune champignon og eventuelt lidt smør. Steg begge dele et par minutter og kom dem op i en skål og stil til side.

Puds mørbraden og skær den ud i små bøffer. Vend bøfferne i mel blandet med salt og peber og brun dem i en pande. Når de har taget lidt farve kommes løg og champignon tilbage på panden.

Herefter tilsættes først tomat koncentrat og så vand. Til sidst hældes fløden i.

Nu skal der smages til med salt, peber og paprika og eventuelt chili og ketchup. Når det hele er blandet godt rundt skal retten simre i små 15-20 minutter til kødet er mørt. Lige inden servering tilsættes de stegte cocktailpølser og der pyntes med bacon.

Så er den klar til servering med ris, mos eller pomfritter og måske en grøn salat.

Min mors mørbradgryde

Seekh Kebab med oksekød

En af de bedste ting ved vores sidste ferie i Dubai var helt klart MADEN. Jeg æææælllsssskkkeerr mad med et mellemøstlig strejf. Da jeg boede i Paris spiste jeg ofte frokost på den lokale libanesiske restaurent og indisk mad er også blandt mine favoritter idag.

Nedestående er en nem opskrift på Seekh Kebab som jeg har fra et gammel blad. Der er blevet ændret godt på opskriften hen af vejen og jeg tror egentlig jeg foretrækker den med hakket oksekød. Den kan selvfølgelig også laves med hakket lammekød.

Vi spiser Seekh kebab sammen med hjemmelavet tzatziki eller raita (en slas tzatziki med mynte), hummus med hurtig stegt oksekød og spidskommen, bulgur, naan brød og masser af lime.

Seekh Kebab med oksekød

500 g hakket oksekød

1-2 fed hvidløg

1 lille hakket løg

En smule revet ingefær (som en lillefingernegl)

1 spsk. rasp

1 æg

1/2 tsk. salt

1 tsk. spidskommen

1 tsk. garam masala

1 tsk. chilipulver

1 bundt friske koriander

1/2 frisk chili

Bland kød, løg, hvidløg, ingefær, rasp, æg og krydderier. Tilsæt frisk chili og hakket koriander. Form kødet til aflange frikadeller som steges på en pande med olie til de er gennemstegt og har taget farve. Det tager cirka 15-20 minutter.

Seekh kebab med hjemmelavet tzatziki, hummus med hurtig stegt oksekød og spidskommen,bulgur, naan brød og masser af lime.