Knækbrød

 

Skønne hjemmebagte knækbrød til den lille sult, morgenmad eller til osten.

Knækbrød

  • 1 dl havregryn
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl græskarkerner
  • 2 dl femkornsblanding (ellers kan du bruge sesamfrø, solsikkekerner mm.)
  • 3,5 dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2,5 tsk. salt
  • 2 dl vand
  • 1,25 dl olie

Start med at røre havregryn og mel sammen med dine forskellige  kerner og frø og tilsæt bagepulver og salt. Hæld vand og olie i dejen og rør godt sammen. Dejen skal være meget våd.

Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet og hæld halvdelen af dejen op på papiret. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå og rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir.  Læg det hele over på en bageplade og fjern det øverste lag papir. Den anden halvdel af dejen laves på samme måde.

Skær dejen ud i lange firkanter med en pizzaskærer, og bag knækbrødene i ca. 15 min. ved 200 grader til de er gyldne. De er en smule bløde når de kommer ud men bliver hårde når de er kølet af.

Surdej igen igen..

 

Hov fik vidst aldrig givet en update på min surdej, men vi klarede den til dag 10 hvor surdejen så endelig var klar og skulle stå sin test. Der blev rørt godt rundt i surdejen inden brug, og så tog jeg cirka 1 dl som blev brugt i min brøddej.

Det første brød jeg bagte med surdejen var flutes fra Meyers bagebog. Der skulle ikke nogen fordej til så det var bare at gå i krig.

Flutesne smagte virkelig skønt og havde en dejlig krumme, men jeg kunne dog godt have ønsket mig at de havde haft en anelse mere farve og været bare en anelse mere sprøde og baguette lignende som i bagebogen. Det var vidst noget med fugt og ovn temperatur som ikke gik helt som planlagt, men så må man jo bare prøve igen.

Efter man har brugt af surdejen er det vigtigt at huske at “fodre” den igen med surdejsopfrisker så den er klar til næste gang.

Med den 1 dl jeg brugte til min dej, friskede jeg op med følgende forhold:

  • 0,75 dl vand
  • 1,5 spsk. hvedemel
  • 2 tsk rugmel
  • 2 tsk grahamsmel

Der blev rørt godt rundt og voila, surdej klar til næste gang.

Take Away – Pasha Kebab på Vesterbro

 

Nu har vi efterhånden boet på Vesterbro i to år, men i dag var første gang vi bestilte take away fra Pasha Kebab på Enghavevej.

Jeg har flere gange fået fortalt at Pasha Kebab har den bedste shawarma på Vesterbro så jeg ved egentlig ikke hvorfor vi aldrig har bestilt mad derfra før for det smager virkelig autentisk og fantastisk lækkert.

Udover durum og pitabrød med enten almindelig eller kyllinge shawarma, så har Pasha Kebab også en stor kulgrill hvor de griller skønne spyd med kalvekød, kylling, lam eller hakket kalvekød. Bestiller man en menu så kommer retterne med pomfritter, ris eller bulgur og med enten humus eller tzatiki.

Vi bestilte en nummer 30 som er Pasha mix ret fra kulgrillen med fire spyd med kalv, kylling og hakket kalvekød serveret med salat og tzatiki – hold op hvor var det lækkert! Kødet var rullet i et skønt madbrød og smagte fuldstændig som den grill kebab vi fik i Dubai da vi var der for et par år siden.

Udover grillretten, fik vi også en nummer 17 som var en almindelig shawarma ret, ligeledes med pomfritter, ris eller bulgur samt en skøn humus.

Kvaliteten af begge retter var helt i top og maden smagte virkelig skønt. Det er bestemt ikke sidste gang vi bestiller fra Pasha Kebab, det er helt sikkert.

Adresse: Enghavevej 57-59, København V – Pasha Kebab

Æblekompot

Lækker æblekompot som kan nydes med ost, på pandekager eller måske på din morgen yoghurt. Kompotten kan også laves med blommer eller fersken.

Æblekompot

  • 3 æbler
  • 1/2 vanillestang
  • 1 spsk honning
  • 2 spsk vand

Skræl æblerne og skær dem i stykker på cirka 1×1 cm. Kom dem i en gryde og tilsæt vand, honning, vanillekorn og den flækkede vanillestang. Kog kompotten op og lad det simre i 5-10 minutter under omrøring.

Kompotten smager fantastisk på pandekager mens den stadig er lun, og ellers kan den hældes på glas og opbevares i køleskabet 1-2 uger.

Hvis man har lyst kan man også tilsætte lidt hakkede mandler til kompotten, det giver ekstra bid. Og hvis man ikke er til super søde kompotter kan man også smage til med en smule ingefær – kun fantasien sætter grænser :-)