Street Food og Arancini Di Riso (risottokugler med mozzarella)

2Lørdag eftermiddag var vi et smut forbi det lile Street Food market i Carlsbergbyen som ligger i den gamle Vistaprint bygning. Markedet er lille med måske 5-7 boder men de sælger både mojitos og der er hoppeborg til ungerne – what’s not to like.

Vi spiste lidt af hvert – begrænsningens kunst er ikke noget vi er så gode til hjemme hos os – så den blandede menu bestod blandt andet af Panang curry, vietnamesiske forårsruller, Bao med pulled pork, sweet potato fries, pies og store fadøl mens vores mindste mand gav den gas på hoppeborgen.

Grundet alt den street food sidst på eftermiddagen var vi selvfølgelig ikke særligt sultne da vi nåede til aftensmaden, min kære hubby besluttede sig derfor for at bruge den rest svampe risotto der stod i køleskabet og trille et par Arancini Di Riso – eller risottokugler med mozzarella om man vil på dansk.

Fremgangsmåden er simpel, en god klat kold risotto trykkes rundt om et lille stykke (bøffel)mozzarella. Kuglerne rulles først i mel, derefter æg og til sidst rasp. Når alle kuglerne er klar steges de i en lille gryde fyldt godt op med olie som skal være rygende varm. Jeg vil anbefale kun at stege en eller to af gangen så man undgår at olien bliver kølet for meget ned. Et par minutter i oliebad, dryppes af på et stykke køkkenrulle og så ind i en lun ovn hvor de kan holdes varme indtil de skal spises.

Server dem sammen med en god marinara sauce, det er gode sager og god stop af madspild.

Ps: hvis du mangler en god opskrift på riostto så har jeg en lige her.

Havregryn og grahamsboller

1 2Mandag morgen, efter en ret så lang nat hvor vores mindste-mand har hostet som en lille søløve og vækket sig selv (og sine forældre!) hver gang det lige var lykkedes ham at falde i søvn. Lille stakkel altså.. både ham og hans mor og far :-)

Vi har ellers haft en dejlig weekend som har budt på frokost på Laundromat lørdag (kan stadig virkelig anbefale det sted med børn!), svømmehal, brunch med gode venner og så steak frites med bearnaise og rødvin til at runde weekenden af på. Og nåh ja så selvfølgelig søløvehoste som vi godt kunne have undværet.

Lørdag morgen spiste vi de her hjemmebagte bløde havregryn og grahamsboller. Stadig lune med koldt smør. Det gjorde lykke helt ned i maven. De skal ikke hæve særligt længe så hvis man står tidligt op kan man bage dem lørdag eller søndag morgen. Opskriften kommer her:

Havregryn og grahamsboller – 12 stks.

  • 5 dl lunken vand
  • 50 g gær
  • 50 g olie
  • 1 æg
  • ½ tsk salt
  • 125 g finvalsede havregryn
  • 250 g grahamsmel
  • 500 g hvedemel

Fremgangsmåde:

  1. Smuldr gæren i vandet og rør rundt til det er helt opløst.
  2. Tilsæt olie, æg, salt og havregryn og rør rundt.
  3. Tilsæt grahamsmel og hvedemel og ælt dejen godt. Gerne på en røremaskine.
  4. Lad dejen hæve tildækket i skålen under et viskestykke i 30-45 min.
  5. Form dejen til 12 boller og lad dem efterhæve 20-30 min på en bageplade med bagepapir.
  6. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 12 minutter.
  7. Lad dem køle bare en anelse af inden de nydes med koldt smør, mums.

Bagt camembert

imageBagt camembert med hvidløg rosmarin og timian er simpelthen noget af det bedste der findes når det er koldt udenfor, hvis du spørger mig altså. Samtidig er det super nemt at lave og der er næsten ingen opvask win-win.

Bagt camembert

  • 1 camembert i træ-æske
  • Timian og rosmarin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 baguette
  • Evt. flydende honning

Fremgangsmåde:

  1. Sæt ovnen på 200 grader.
  2. Fjern papiret om osten og stil i den varme ovn i ca. 10 minutter.
  3. Tag ud, skær et hul i osten og vip kanterne op. Stik et fad hvidløg ned i midten og.læg lidt timian og rosmarin ved.
  4. Bag herefter i ca. 10 min mere.
  5. Spis osten med baguette og eventuelt med en smule honning dryppet over. MUMS siger jeg bare!