Brombær trifli

For et par uger siden delte jeg en opskrift på Jordbær trifli som er ret populær. Det er altså også bare verdens bedste (og nemmeste) sommerdessert.

Så nu hvor efteråret er om hjørnet og der er masser af brombær i haven kommer her en lignede opskrift på brombær trifli.

Jeg har igen brugt ladyfingers, men man kan også fint bruge makroner. Dryp dem godt med rom og lad dem eventuelt trække lidt så det smager igennem. Det er virkelig mums.

Brombær trifli – 4 personer:

·       400 g brombær

·       8 lady fingers

·       6 spsk mørk rom

·       2 dl piskefløde

·       0,5 dl græsk youghurt eller creme fraiche

·       1 spsk. flormelis

·       1 tsk. Vaniljesukker

 

Gør sådan:

1. Bræk dine lady fingers i mindre stykker og hæld rom over dem. Man kan selvfølgelig bruge mere eller mindre som man lyster.

2. Pisk fløden til skum og rør yourghurt/creme fraiche, vaniljesukker og flormelis i.

3. Vask forsigtigt brombærrene og læg et par stykker fra til pynt.

4. Fordel brombær, ladyfingers og creme i fire glas. Start med brombær, så ladyfingers og til sidst creme. Gentag 3 gange og pynt med brombær på toppen.

 

Stil dine trifli i køleskabet indtil servering, det bliver de ikke dårligere af men de skal helst spises samme dag de er lavet.

Bornholm version 2.0

Der ligger efterhånden en del små guides til Bornholm på nettet da øen umiddelbart er mere populær end nogensinde (og det forstår man jo godt)!

Jeg lavede selv en rigtig fin lille guide sidste år da vi havde været afsted, og den er nu opdateret efter dette års ferie på solskinsøen og lagt ind under ”rejseguides” i menuen så den altid er lige til at finde.

Ellers kan du også finde den lige her.  

Amerikanske Pandekager

Hjemme hos os elsker vi pandekager, store, små, tykke, tynde og dem lige midt imellem, danske, amerikanske, med banan, med blåbær, med kærnemælk, med marscapone, uden mel – ALLE pandekager! Og selvfølgelig med masser af ahornsirup.

Tricket til at få en fin ensartet overflade på alle sine pandekager er ikke at bruge for meget fedtstof når du steger dem. Brug derfor kun smør på panden til den første portion eller dup smørret væk med et stykke papir sådan at panden kun lige er coated.

Amerikanske pandekager med brombær – 15-18 pandekager

  • 3 dl mel
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 3 æg
  • 1/2 dl sukker
  • 3 dl. mælk
  • 1 håndfuld brombær, friske eller frosne (hindbær eller blåbær kan også bruges).
  • Smør til stegning.
  1. Skil æggeblommer og hvider fra hinanden og kom dem i hver sin skål. Rør sukker sammen med æggeblommerne.
  2. Tilsæt vaniljesukker, salt og bagepulver til sukker og æggeblommerne. Pisk godt.
  3. Pisk mælk i dejen og vend melet i.
  4. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen.
  5. Varm en pande op med smør og brug en dyb ske til at hælde pandekagedej på panden. På en stor pande på 24-26 Ø kan man sagtens stege 3 pandekager af gangen.
  6. Læg et par brombær oven på hver pandekage inden du venter dem, de skal have 2-3 minutter på hver side eller til de er gyldne.
  7. Server med masser af ahornsirup og smør på toppen.