Burrata med figner, blommer og pinjekerner

Hjemme hos os er burrata ikke kun noget man spiser om sommeren med tomater og basilikum. Om efteråret, smager det fantastisk med sæsonens frugt og en god balsamico.

Burrata med figner, blommer og pinjekerner

1 burrata

1-2 blommer

1-2 figner

En lille håndfuld pinjekerner

Olivenolie + Balsamico

Et par basilikumblade

Gør sådan:

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande til de har taget lidt farve.

Skær blommer og figner i små både.

Anret burrata på en tallerken og skær den op i midten. Læg blommer og figner ved.

Stænk med en god sjat olivenolie og balsamico og drys med basilikum blade og pinjekerner og eventuelt lidt sort peber.

Spis med godt brød til.

Naanbrød med blåskimmelost og friske figner

Jeg elsker blåskimmelost, der findes næsten ikke noget bedre i min verden. Og sammen med friske figner som er i sæson nu (og som også er super billige), så er nedestående lille haps bare en vinder.

Spis den som forret eller som en lille appetizer med et glas vin, eller også som hovedret med en grød salat med fransk vinaigrette til. Hvis man ikke er til blåskimmelost kan man også sagtens bruge gedeost, det er også en sikker vinder.

Naanbrød med blåskimmelost og friske figner

• Pakke med 2 store naanbrød

• Ca. 100 g cremet blåskimmelost

• 2-3 skiver serranoskinke

• 2 friske figner skåret i tynde skiver

• En håndfuld ruccola

• Friskkværnet sort peber

• Olivenolie

1 Start med at grille dine naanbrød. Jeg lagde mine i et toast grill i et par minutter, alternativt kan man grille dem på begge sider i ovnen.

2 Kom små stykker af blåskimmelost på dine naanbrød. Kom det gerne på lige når naanbrødene kommer ud af grillen eller ovnen og er varme så osten smelter lidt.

3 Riv din serranoskinke lidt i skiver og kom den oven på osten sammen med de friske figner.

4 Kom ruccola på til sidst og krydr med sort peber og en smule olivenolie lige inden servering.

Bagte æg på spinat

En super nem og skøn ret der både kan spises som brunch eller let aftensmad.

Bagte æg på spinat – 2-3 personer.

(Tid ca. 25-30 min).

• 1 kg baby spinatblade eller almindelig spinat (frossen spinat kan også bruges).

• 2 fed hvidløg, hakket fint

• 150 g creme fraiche

• 100 g revet cheddar ost

• 6 æg

• Salt, peber og revet muskatnød.

1 Tænd oven på 200 grader.

2 Vask spinaten god og dryp den af.

3 Kom lidt olivenolie på en pande (som kan tåle at komme i ovnen), og brun hvidløget.

4 Kom spinaten på og vend det rundt indtil det falder sammen.

5 Rør creme fraiche i spinaten og smag til med salt, peber og revet muskatnød.

6 Drys ost ud over spinaten.

7 Lav forsigtigt 6 fordybninger i spinaten og slå æggene ud heri.

8 Stil forsigtigt panden i ovnen og bag spinat og æg i 12-15 minutter intil æggene har sat sig.

9 Server med det samme. Krydr eventuelt med extra peber inden servering.

Grillet sandwich med avokado og mozzarella

Åhh fredag. Solen skinner og himlen er blå og det er weekend. Jeg håber vi får en masse dejlig sol i weekenden. Jeg savner det gode vejr.

Er jeg forresten den eneste som ikke har orket at lave rigtig mad mens det har været så varmt? Vi har levet af grillmad og salater og ellers sandwich.

Denne her grillet sandwich med avokado og mozzarella er en af mine favoritter. Sådan lidt Joe and the Juice agtig (uden at koste en halv månedsløn..!!)

Sandwichene kan enten grilles i en toast/panini grill eller på en pande. Hvis man bruger en pande kan man med fordel lægge en tallerken oven på sandwichene for at trykke dem sammen på panden mens de griller. Så skal de selvfølgelig vendes og grilles på begge side.

For at få lidt ekstra grønt kan man servere lidt gnavegrønt sammen med sin sandwich. Agurker, gulerødder og peberfrugt skåret i stave samt små tomater. De smager rigtig godt sammen med den her dip.

Grillet sandwich med avokado og mozzarella – 2 personer

  • 2 grove eller rug sandwichboller. Rugklappere kan også bruges.
  • 1 avokadoer skåret i skiver.
  • 2 tomater skåret i skiver.
  • 1 bøffelmozzarella skåret i skiver.
  • 2 tsk. pesto
  • Olivenolie
  • Salt og Peber

Gør sådan:

  1. Fyld bollerne med avokado, tomat og mozzarella og dryp med 1 tsk. pesto i hver, lidt olivenolie, salt og peber.
  2. Grill dem på en pande eller i en panini/toaster grill.
  3. Server dem straks, gerne med gnavegrønt og ostedip til.