Bornholm, Bornholm, Bornholm… med børn.
Mange har spurgt om jeg ikke vil dele lidt hvad vi så og lavede da vi var på Bornholm, specielt hvis man er afsted med børn. Og det vil jeg da gerne så det kommer her.
Det første indlæg om Bornholm fra 2018 er skrevet som en dagbog for at jeg kunne huske det hele. Så kan man jo bare plukke lidt ud hvad man finder interessant. Jeg har efter vores ferie i år været inde og opdatere med nogle af de nye steder som vi ikke fik set sidste år. Jeg har stadig også en lille liste med ting vi fik anbefalet men som vi ikke nåede hverken sidste år eller i år.
Vi har begge gange vi har været på Bornholm boet i et feriecenter ved Dueodde Strand i små ferieboliger hvor der både er inde og udendørs pool og legeplads. Husene er en smule nedslidte men pool faciliteterne er helt i top og kun 5 minutter til den mest fantastiske og børnevenlige strand. Der ligger en lille købmand og pizzaria cirka 500 m væk på campingpladsen hvor vi gik ned og hentede morgenmad. Der er også en indendørs svømmehal og stor legeplads til ungerne samme sted. Hvis man ikke er til feriecenter kan man kigge efter at leje et sommerhus i skoven ved Dueodde strand, her er altså helt fantastisk. Alternativt kan man kigge oppe i Gudhjem eller Allinge-Sandvig som også er skønt, men her er ”stranden” selvfølgelig mindre børnevenlig med klipper.
På vores første dag kørte vi til Svaneke hvor vi startede med at gå rundt i de små gader og besøge Bolcheriet, Svaneke Chokoladeri og Johan Bülow lakrids. Derefter kørte vi en tur rundt i Svanekes gader med hestevogn. En fin lille tur med afgang fra torvet som tager cirka 15 minutter. Til frokost spiste vi på Svaneke Bryghus – jeg kan anbefale deres fiskefrikadeller mums. Efter frokosten gik vi ned og besøgte Art Box Bornholm som er et galleri der sælger kunst fra Øen. Virkelig fint sted hvor vi købte et par fine billeder og hvor ungerne fik lov at sidde og tegne og lave kunst i atelieret. Vi sluttede af med en is hos Svaneke is inden vi købte lokale lækkerier som æg, honning og marmelade med hjem fra den gamle Købmandsgaard.





Om mandagen gik turen til Ekko dalen. Naturen der er helt fantastisk og ungerne synes da også det var meget sjovt at stå og råbe ”Ekko, ekko, ekko” og andre finurligheder ud i dalen. Frokosten blev indtaget på Café Genlyd som kan brøste sig af at servere Danmarks vidst nok største tarteletter (500 gr fyld!). Det er helt sikkert et besøg værd. Ungerne spise en krølle-bølle is inden turen gik videre til Gudhjem og en slentre tur i de stejle gade. På havnen i Gudhjem spiste vi endnu en is, en flødebolle soft ice med karamel og peanuts med udsigt udover klipperne. Det var hos Kjærstrup Chokoladeglæde og virkelig god is!




Tirsdag var strand dag på Dueodde strand i masser af solskin inden vi om aftenen tog turen tilbage til Gudhjem for at spise aftensmad på havnen. Vi shoppede lidt i de små lokale butikker (mere honning, et hjemmesnedkeret skærebræt og keramik) og derefter spiste vi aftensmad på Café Klint. Maden eller servicen var ikke verdens bedste, men øllen var kold og der var den fineste udsigt ud over Gudhjem Havn. Efter maden gik vi ned i det lyserøde ishus og købte fire store bornholmer softice i ishuset af samme navn– det kan anbefales.




Onsdag tog vi turen helt op nord på for at se Hammershus. Det var måske ugens varmeste dag så sveden piblede mens vi bevægede os opad. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet og om jeg overhovedet havde troet ungerne ville finde det spændende, men naturen og udsigten var fantastisk og tog pusten fra os alle sammen. Man kunne virkelig føle det historiske vingesus. Den gamle borg ruin var også virkelig imponerende og ungerne syntes det var spændende at høre om hvad der en gang havde været i de forskellige ruiner.



Til vores store glæde viste det sig at Kadeau drengene har åbnet en ny burgerbar ”Bobbabella” i Hammerhus besøgscenter, så vi sluttede besøget af med den mest snaskede burger og fritter. Det var lige noget som kunne bruges og kan helt sikkert anbefales.

Når vi nu var oppe nordpå kørte vi også lige forbi Sandvig Is Kalas i Allinge. Instagram er fuld af de mest fantastiske billeder af is og udsigt af lige netop det her sted og den rabarber og ribs sorbet vi satte til livs skuffede bestemt heller ikke. Jeg har hørt kaffen også skulle være virkelig god.


Torsdag var vores sidste hele dag hvor vi havde aftalt at mødes med gode venner i deres sommerhus i Boderne. Så om formiddagen tog vi en kort tur indtil Nexø hvor vi besøgte Sommerfugleparken. Det var et virkelig fint lille sted for børn med sommerfugle, papegøjer, skildpadder, klappekaniner og natur legeplads. De har også en virkelig fin lille café hvor man kan få is, kaffe eller en sandwich. Vi havde dog allerede andre planer for frokost og fortsatte ned til Nexø gamle røgeri som ligger helt ned til vandet og med en lille legeplads til ungerne. Her fik vi varmrøget laks, røget rejer og fiskefrikadeller. Virkelig god mad og vi endte da også med at købe lidt med. Deres røget bacon kan virkelig anbefales. På vejen hjem kørte vi endnu en gang forbi Kjærstrup chokoladeglæde, denne gang i Snogebæk, hvor vi fik den skønneste is i deres baghave. Lidt af en optur da de havde ikke mindre end fem forskellige slags guf at vælge i mellem. Favoritten; karamelguf!!







Om eftermiddagen stod den på hygge og badetur med gode venner i Boderne som også er en fantastisk strand. Jeg kan ikke huske tilbage at jeg nogensinde har badet i så varmt vand.


Fredag gik turen tilbage til Rønne med færgen til Ystand gennem sverige og tilbage mod København.
I sommeren 2019 var vi så afsted igen og af gengangere fra året før spiste vi igen på Nexø Røgeri som stadig var helt fantastisk. Vi gentog også successen i Svaneke hvor vi denne gang besøgte det nye pizza sted Bonalâs som virkelig kan anbefales. Bedre pizza skal man lede længe efter. Derudover slog vi et smut forbi vintagebutikken Habengood som ligger lige ved siden af Bornholms Ismejeri. Så kunne mand og unger ose lidt blandt antikviteter mens moderen stod i den virkelig lange iskø. Isen er bestemt køen værd.

Et andet must på vores anden tur til Bornholm var at komme tilbage til Gudhjem og slendre i de stejle gader og købe lidt unika Porcelæn i Galleri Gudhjem. Om aftenen spiste vi i Gudhjem røgeri hvor der var kombineret fiske og grill buffet og dertil live musik. Det var ærligt sådan middel godt. Jeg ville langt hellere en ekstra tur på Nexø røgeri.
Vi gik også ned og så Dueodde fyr denne gang. Mest fordi jeg havde hørt at man kan få Bornholmer Softice i det lyserøde ishus ved siden af haha. Det kan man, og det må være tæt på verdens bedste softice. Fyret var da også meget pænt og det er åbent om tirsdagen hvor man kan komme helt op i toppen og beskue landskabet og den smukke hvide sandstrand.

Et andet fantastisk sted vi ikke nåede sidste gang var Hullehavn og et pitstop på café Syd-øst fra Paradis. Det gjorde vi denne gang og det var sådan et fint sted med verdens bedste stemning. Sommeren lang er der levende musik om aftenen og om dagen kan man købe is, tapas eller kølige drinks og nyde dem enten på terrassen ved den lille café eller tage dem med ned på den lille strand eller klipperne ved siden af. Stranden er super børnevenlig, specielt hvis man har helt små børn, men der er også en rigtig fin udspringer vippe.


Lige ved siden af Hullehavn ligger Svaneke campingplads der har en stor legeplads som især mine unger fik rigtig lang tid til at gå med. Det sted skal vi helt sikkert tilbage til hvis vi kommer til Bornholm igen

Sidst men ikke mindst var vi også en tur i Brændegårdshaven. Og selvom det koster en arm og et ben at komme ind, så var det nok turens højdepunkt for mine unger. Det er simpelthen sådan et fantastisk lille sommerland med både forlystelser, hoppeborge, shows på scenen, klappedyr og eget lille badeland med nogle ret store vandrutsjebaner. Vi brugte en hel dag derinde og jeg ville helt sikkert komme tilbage en anden gang. Jeg vil dog anbefale at tage madkurv eller madpakker med da vi endte med at bruge en mindre formue på noget nogenlunde cafémad hvor vi ventede 40 minutter i kø.
Så endnu en fantastisk ferie på Bornholm, og jeg håber meget at vi ses igen en anden gang ♥
Andre anbefalinger:
Svanereden på Svaneke Havn hvor alt mad laves over brændebål, Hasle Havnebad, Frokost eller aftensmad på Nordlandet eller Kadeau, Middag på gæstgiveren Bornholm når der er koncert, Bådtur fra Hammerhavn, tur på Balka strand – strandtur uden sand da man kan leje liggestole, Naturcenter Bornholm, tur til Christiansø, kagebord på Fru Pedersens Café i Østermarie.
Synes godt om dette:
Like Henter...