Klassiske Sprøde Vafler

Så gik julen på hæld og det betyder æbleskiverne så småt er på tilbagetog. Det betyder også vi skal finde på en anden eftermiddagshygge og her er sprøde vafler helt eminente. Faktisk er jeg mere til vafler end klassiske æbleskiver, måske fordi de er nemmere at lave og så kan man spise dem med en masse andet end bare flormelis og syltetøj. Hos os er nutella og saltkaramel en favorit.

En anden lækker ting er at man kan forberede dejen til vafler på forhånd og have den stående i køleskabet. Her kan den sagtens holde sig i 1-2 dage så man kan altså forberede en himmelsk morgenmad aftenen før så vaflerne kun skal steges når man står op og det at stege dem er jo faktisk en del af hyggen.

Sprøde Vafler – 10 stk.

125 g smeltet smør

1 æg

1 spsk sukker

2 dl mælk

2,5 dl vand

225 g hvedemel

2 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

Revet skal fra en økocitron (kan udelades)

Knivspids salt

Gør sådan:

1. Pisk alle ingredienser – undtaget smør – godt sammen i en skål.

2. Hæld forsigtigt det afkølet smør i og pisk godt.

3. Stil dejen i køleskabet i ca. 30 minutter. Hvis du er VIRKELIG vaffel trængende NU! Kan du godt springe dette trin over :-)

4. Varm et vaffeljern op og kom en smule smør på. Hæld dej på og bag din vaffel.

5. Når din vaffel er færdig så tag den forsigtigt ud og læg den på en rist. Så bliver den mest sprød.

6. Læg dine vafler ved siden af hinanden i stedet for oven på hinanden da de ellers bliver bløde.

Server vaflerne klassisk med syltetøj og flormelis eller med saltkaramel og nutella.

Juletræ med nutella

Små 14 dage til jul og som det er sket alle tidligere år er vi denne weekend nedlagt af sygdom. Det er mest moderen som er ramt men jeg drikker en masse te, pudser næse og spiser søde sager og så håber jeg at være på benene igen snarest.

I dag har vi bagt denne skønne juletræskage med nutella. Eller kage er måske så meget sagt. Det er bare to ruller butterdej smurt med nutella og skåret ud som juletræ. Men hvem elsker ikke noget som er lækkert OG nemt… og nutella for den sags skyld.

Juletræ med nutella

  • 2 ruller færdig butterdej.
  • Nutella efter behag – vel sådan cirka 100 gram.
  • Ét æg.

Gør sådan:

  1. Rul den ene rulle butterdej ud på en bageplade og smør den med nutella.
  2. Læg den anden rulle butterdej ovenpå.
  3. Skær formen på et juletræ. Gem det du skærer fra. Det kan bruges som en stjerne til juletræet eller bare bages og spises.
  4. Skær siderne i stænger ind til midten og sno dem som grangrene.
  5. Pensl juletræet med et pisket æg og bag det ved 180 grader i 15-20 minutter. Det er færdigt når det “puffer” og er gyldent.
  6. Pynt eventuelt med glasur eller drysset flormelis eller spis det som det er.

Klassisk Millionbøf

Denne ret falder helt sikkert ind i kategorien ”grim brun mad” som det er svært at tage billeder af.

Men det smager altså noget så skønt og så er det også super hurtige at lave og børnevenligt.

Millionbøf – 3-4 personer

  • 500 g hakket kød
  • 3 løg, hakket
  • 3 fed hvidløg, hakket
  • Fem laurbærblade
  • ½ tsk. sort peber
  • 3,5 dl vand
  • En boullionterning med smag af kalv eller okse
  • Maizena jævning – ca. 1 spsk.
  • Salt
  • Olie til stegning

 

Gør sådan:

  1. Hak løg og hvidløg fint og svits i olie til de er bløde og gennemsigtige.
  2. Tilsæt kødet og svits det indtil det er helt brunet.
  3. Kom peber, laurbær, vand og boullionterning i gryden og lad det småsimre i ca 25-30 min.
  4. Jævn saucen med maizena og smag til med salt.
  5. Server med kartoffelmos og eventuelt persille på toppen.

 

TIP: Man kan tilsætte 1 spsk tomatkoncentrat hvis man er til det når kødet er brunet, inden man hælder vand over. Jeg synes dog det smager bedst uden.

Man kan også tilsætte en smule kulør til sidst hvis man gerne vil have den helt rigtige brune millionbøf farve 😊  

Halloween treats

Halloween er kun et par timer væk, men hvis du stadig mangler lidt lækre sager vil jeg lige dele to super nemme opskrifter på (u)hyggelige ”treats” som du kan nå at have klar på en lille time.

Halloween Spøgelser – 12 spøgelser

  • 3 æggehvider (1 dl.) – jeg bruger past. æggehvider
  • 150 g sukker
  • Smeltet chokolade eller chokolade glasur (flormelis med kakaopulver) til at male ansigt.

Gør sådan:

  1. Pisk æggehviderne stive og hæld sukkeret i lidt af gangen mens du stadig pisker.
  2. Kom din marengs i en sprøjtepose og sæt 12 toppe på bagepapir på en bageplade.
  3. Bag dine marengs midt i ovnen ved 100 grader i 1. time
  4. Lad dem køle helt af og tegn herefter ansigt på de små marengs så de kommer til at ligne spøgelser.

 

Oreos Edderkopper

  • En pakke almindelige oreos.
  • En pakke lakrids eller jordbær snørre (slik).
  • Hvid glasur og chokolade glasur (flormelis med kakaopulver) til at male øjne.

Gør sådan:

  • Klip dine slik snørre i mindre stykker på ca. 5 cm.
  • Skil forsigtigt dine oreos ad og læg 3 slik snørre ind imellem så de stikker ud på begge sider som ben.
  • Læg forsigtig oreoen sammen igen. Pas på, de knækker nemt, så vær forsigtig.
  • Tegn øje på med hvid og chokolade glasur og lad dem tørre.