Jødekager & Vaniljekranse

van

Her kommer den sidste juleopskrift i denne omgang, eller rettere de sidste to opskrifter. Denne gang gælder det jødekager og vaniljekranse.

Vaniljekranse: (ca. 60 stk)

  • 125 g blødt smør
  • 175 g mel
  • 100 g sukker
  • 40 g smuttede, ristede, finthakkede mandler (eller brug hakkede mandler fra pose)
  • 1 tsk vanillesukker

Start med at smutte mandlerne og rist dem på en pande. Hak dem fint.

Bland sukker, vaniljesukker, mel, og finthakkede mandler i en skål. Tilsæt smørret og ælt dejen til den er glat – brug eventuelt en røremaskine.

Lad dejen hvile (overdækket med film) i køleskab i cirka en time. Hvis du har en kødhakker der kan lave vaniljekranse så kør forsigtigt dejen igennem. Ellers rulles dejen ud til lange pølser som skæres i mindre stykker og formes til kranse.

Bag kagerne i en forvarmet ovn ved  200 grader i cirka 10 minutter. De er færdige når de er dejligt lysebrune.

jødekager

Jødekager: (ca. 50-60 stk)

  • 250 g mel
  • 125 g sukker
  • 175 g blødt smør
  • 1 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Revet skal fra en økologisk citron
  • Kanelsukker til drys
  • Mælk til pensling

Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt æg, smør og revet citronskal. Ælt dejen indtil den er blevet glat.

Lad dejen hvile i køleskabet en times tid.

Rul dejen tyndt ud på et meldækket bord og stik runde kager ud med en udstikker eller et glas. Hvis det skal gå hurtigt kan du også rulle små kugler som du i stedet trykker flade på en bageplade. Så bliver de bare lidt mindre runde.

Pensel kagerne med lidt mælk og drys med lidt kanelsukker på toppen.

Bag kagerne i en forvarmet ovn ved  200 grader i cirka 10 minutter. De er færdige når de er dejligt lysebrune.

GOD JUL

Ingen jul uden pebernødder..

pep

I år har jeg fundet den helt rigtige opskrift på pebernødder. De er super nemme at lave og så smager de super skønt. Det er søde Ann-Christine fra Valdemarsro som har opskriften på sin blog og den kan virkelig anbefales.

Opskriften er taget direkte fra Ann-Christines blog, dog har jeg udskiftet frisk ingefær og kardemommekapsler med tørrede stødte krydderier. Du kan se Ann-Christines opskrift her. – Og tag så også lige en kigger på alle hendes andre skønne juleopskrifter eller dejlige hverdagsglimt – det er lige til at blive glad i låget af :-)

Pebernødder – en bageplade fyldt (ca. 125 alt efter hvor store du laver dem)

  • 125 g sukker
  • 125 g blødt smør
  • 1/2 tsk stødt ingefær
  • 1/2 tsk kanel
  • 1/2 tsk friskkværnet peber
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 1/2 dl piskefløde
  • 250 g mel

Start med at piske smør og sukker godt sammen – jeg brugte en køkkenmaskine. Herefter piskes fløden i samt alle de tørre ingredienser. Jeg sluttede af med melet.

Ælt dejen indtil den er fast og  tril derefter dejen ud til lange pølser som skæres ud i passende størrelse (de hæver en smule i ovnen).

Sæt pebernødderne tæt på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 200 grader i omkring 8-10 minutter – De er færdige når de er dejligt gyldne.

julekager

Jule chokolade småkager

chokolade

Disse jule chokolade småkager minder mig altid om min morfar som bagte jordens bedste småkager ♥ Min version kan slet ikke måle sig med hans, men derfor smager de nu godt alligevel.

Jule chokolade småkager – ca. 60 stk

  • 150 g smør
  • 150 g mel
  • 150 g sukker
  • 2 spsk. kakao
  • 1 knsp. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • En håndfuld smuttede og finthakkede mandler

Start med at smelte smøret og lad det køle lidt af.

Bland sukker, mel, bagepulver, kakao og vanilje og tilsæt det smeltede smør oveni.

Del dejen i 3 eller 4 portioner og form den til lange runde pølser. Læg pølserne på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er vigtigt der er gods plads i mellem dem da småkagerne flyder meget ud og bliver helt flade.

Bag kagerne i 10 minutter ved varmluft/150 grader. Efter 10 minutter tages de ud af ovnen og drysses med mandler på toppen.Sæt dem tilbage i ovnen.

Bag kagerne i yderligere 10 minutter og tag dem ud af ovnen når de er blevet helt flade. Skær stængerne i skiver på skrå, mens de stadig er varme.

Opbevar kagerne i en dåse. Haps!

Rødkålssalat med æbler og valnødder

rødkål

Et skønt og sprødt alternativ til den traditionelle rødkål.

Rødkålssalat:

  • Et halv hoved rødkål
  • 4 små pigeonæbler
  • En håndfuld groft hakket valnødder

Snit rødkålen meget fint, skræl æblet, og skær det i tynde skiver. Vend rødkål, valnødder, og æble sammen i en skål.

For at undgå at æblerne bliver brune, og for at give salaten et ekstra pif serverer jeg rødkålsalaten med denne vinagrette.

Vinagrette:

  • 1 del honning
  • 2 del  æblecidereddike
  • 3 dele rapsolie (til overstående salat brugte jeg cirka 2/3 dl rapsolie)
  • Salt + peber

Pisk alle ingredienserne sammen, smag til, og hæld dressingen over salaten.Vend rundt og server med det samme.