Sommer trifli

image image

Når det er sommer spiser man skønne jordbær, rabarber og gerne rigtig meget af det. Denne skønne sommer trifli er lavet med både jordbær og rabarber men man kan selvfølgelig også vælge kun at bruge den ene eller anden eller andre bær.

Til 2 store glas (eller fire små) kogte jeg 5 store rabarber til kompot med vanilje og sukker, du kan eventuelt se hvordan her.  Lad kompotten køle af.

I bunden af glasset kom jeg jordbær skåret i halve som var vendt i lidt citronsaft og sukker. Jeg brugte cirka en halv bakke jordbær (200-250 g) i alt. Oven på jordbærrene kom knuste makroner som havde ligget i lidt brandy og så skyrcreme. Skyrcreme er egentlig bare 1/4 piskefløde pisket til flødeskum og smagt til med 3 spsk. skyr og 2 tsk vaniljesukker, lækkert!

Ovenpå skyrcremen kom rabarberkompotten og så endnu et lag makroner og skyrcreme. På toppen blev der pyntet med flere jordbær og knuste makroner. Sommer i et glas.