Jeg elsker cheesecake og denne her af slagsen smager bare helt rigtigt.
Opkriften stammer fra Nigella Lawsons køkken-show på britisk tv, men jeg har ændret en smule på blandt andet bunden hvor jeg laver dobbelt portion da jeg ellers synes den bliver for tynd til min springform.
Denne cheesecake skal ikke bages men sætte sig i køleskabet.
Cheesecake:
Bund:
- 150 g smør
- 250 g digestivekiks
Cheese Creme:
- 300 g flødeost (jeg brugte philadelphia)
- 60 g flomelis
- ½ tsk citronsaft
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 ml piskefløde
Syltetøj, friske bær eller frosne bær der varmes op som pynt.
Start med at lave bunden. Smørret smeltes i en lille gryde og kiksene knuses til krummer som røres i smørret. Fordel massen i en springform og tryk den lidt op ad siderne. Jeg brugte en springform på Ø 24cm. Det bedste ville være at bruge en springform på Ø 20cm og så kun lave halvt portion af bunden (altså 75 g smør og 125 g kiks) – så bliver forholdet mellem bund og fyld helt perfekt!
Stil bunden til side så den kan køle helt af.
Når ostecremen skal laves piskes cream cheese, flormelis, citronsaft og vaniljesukker sammen. I en anden skål piskes fløden til flødeskum som forsigtigt vendes sammen med osteblandingen. Fordel ostecremen oven på kiksebunden og sørg for at oversiden er helt glat (brug en dejskaber til at glatte ud med).
Stil cheesecaken på køl i mnimum 3 timer så den kan sætte sig. Lige inden kagen spises pyntes den med lækre bær. Jeg brugte en pose frosne skovbær som jeg kogte sammen med lidt flormelis i cirka 10 minutter hvorefter jeg lod det blive helt koldt.
Syltetøjet blev derefter smurt ud på kagen mums.