Søndag aften fik vi denne skønne porchetta fra Cleavers Meat Market i Torvehallerne, til aftensmad. Porchettaen var allerede rullet da vi købte den og fyldt med det lækreste fyld af rosmarin, persille, oregano, laurbær, hvidløg og revet cironskal.
2,5 time i ovnen ved 150 grader efterfulgt af hvile i 10-20 minutter og så var vi klar til at smovse. Uha det var gode sager, og stegen var næsten endnu bedre dagen efter hvor vi skar den tyndt ud og spiste den som pålæg på italiensk ciabatta.
Hvis du vil lave din egen porchetta skal du have fat i et svineslag fra slagteren som krydres med salt og peber og derefter fyldes med hvad fyld man nu har lyst til. Rosmarin, salvie, koriander, persille, oregano, laurbær, hvidløg, brødkrummer, skalotteløg og/eller revet cironskal er populære valg. Rul stegen, snør den stramt sammen og rids eventuelt sværen.
Derefter skal den have cirka 2,5 time i ovnen ved 150 grader hvorefter den skal have lov at hvile i cirka 10-20 minutter.
Svinet kan også sættes på spid og steges på grillen. Den skal så smøres ind i olivenolie og steges i 3-4 timer før den er færdig (ifølge Brdr. Price), hvorefter den skal hvile inden den skæres ud.




