Kyllingefrikadeller med hvidløg og persille eller soltørrede tomater og squash.

Sidst der var høstfest i børnehaven havde jeg en skøn vandmelonsalat og to slags kyllingefrikadeller med til fællesbordet. Den ene frikadelle var med hvidløg og persille mens den anden var med revet squash og soltørrede tomater. Begge frikadeller var et stor hit og så er de super nemme at lave også til hverdag derhjemme.

Kyllingefrikadeller med hvidløg og persille eller soltørrede tomater og squash.

  • 400-500 g kyllingefars
  • 1 fed hvidløg, presset
  • Salt og peber
  • ½ tsk tørret timian
  • 1 spsk. soltørrede tomater + ½ fintrevet squash (med skræl)

ELLER

  • 1 spsk. hakket bredbladet persille
  1. Bland det hakkede kyllingekød med hvidløg, salt, peber og timian.
  2. Tilsæt ENTEN 1 spsk. soltørrede tomater + ½ fintrevet squash ELLER 1 spsk. hakket bredbladet persille (man kan godt lave halvt af hver).
  3. Rør farsen godt sammen.
  4. Varm lidt olivenolie på en pande og form frikadeller af farsen.
  5. Steg dem til de er brune på begge sider og gennemstegt i midten.

Vi spiste kyllingefrikadellerne sammen med verdens nemmeste salat. En halv vandmelon skåret i tern og blandet med rødløg i tynde halve skiver, ½ pakke feta skåret i tern, frisk mynte og ristede græskar kerner. Hvis man lyster kan man også tilsætte sorte oliven.

Reklamer

Kyllingesalat Deluxe

image

I går spiste vi denne skønne kyllingesalat til aftensmad. Jeg havde i Føtex fået fingre i de mest lækre økologiske kyllingebryst på tilbud, som blev viklet ind i en skive Parma skinke, krydret med salt og peber og stegt på panden i 8-10 minutter.

Salaten var almindelig grøn salat og feldsalat, avokado og blommetomater, piftet op med verdens bedste dressing a la Meyer. Jeg har tidligere udtrykt min begestring for denne skønne dressing, og du kan finde opskriften her på bloggen.

Salaten blev serveret med et smilende æg på toppen, en smule revet parmesan samt salt og peber – mums.

 

 

 

Kyllinge satay

Jeg elsker satay med lækker dip og lime og helst med en rigtig god peanutsauce. Satay kan laves med både kylling eller gris, min favorit er dog kylling som jeg har brugt i denne opskrift. Marinaden er fra Carsten Kysters asiatiske kogebog Chop Chop (den med de smukke billeder).

Kyllinge Satay

  • 400 g kyllinge filet
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 spsk fiskesauce
  • 2  spsk sojasauce
  • 1 spsk sukker
  • 16-20 grillspyd (som skal ligge i blød minimum 2 timer inden kyllingen steges så de ikke brænder)

Start med at skære kyllingefileten i mindre stykker på ca. 4 x 1 cm.

Rør gurkemeje, fiskesauce, sojasauce og sukker sammen og mariner kødet i minimum 4 timer. Sæt kyllingestykkernepå spyd og steg dem på en pande eller gril i 10-12 minutter til kyllingen er gennemstegt.

Server med diverse dip.

Crunchy kylling med spinatsalat

En skøn sommerret med crunchy kylling og spinatsalat. Opskriften kommer fra et gammel Femina fra 2010.

Crunchy Kylling med Spinatsalat – 2 personer

Spinat Salat:

  • 1 dl. græskarkerner
  • 150 g spæde spinatblade
  • 2 modne avocadoer
  • 1 stort rødløg i tynde ringe
  • 1 håndfuld brøndkarse

Dressing:

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. græskarkerneolie eller solsikkeolie
  • 1/2 spsk. soja
  • 1 lille fed presset hvidløg
  • Saft og skal af 1 limefrugt

Start med at lave alt klar til salaten. Rist græskarkernerne i lidt olie på en pande og drys med havsalt – lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skyl spinaten og skær avocadoerne i terninger. Dryp dem med lidt lime så de ikke bliver brune. Skær rødløget i tynde ringe.

Nu blandes dressingen og piskes godt sammen. Smag til med salt, peber og lime. Smagen skal være kraftig. Når dressingen er færdig stilles den til side. Den skal først hældes over salaten lige inden servering.

Crunchy Kylling:

  • 1 pakke kyllingeinderfilet (260-300 g)
  • 1 æg
  • 2 spsk. rasp – gerne grov
  • 50 g grofthakkede hasselnødder
  • 2 spsk. revet parmesan
  • Salt og peber

Bland rasp, hakkede hasselnødder, revet parmesan samt salt og peber i en skål. Vend først kyllingestykkerne i sammenpisket æg og derefter i raspbandingen.

Steg kyllingen gylden i lidt smør og olie – det tager cirka 10 minutter.

Hæld dressingen over salaten og drys med brøndkarse. Server salaten sammen med kyllingen, frisk lime og sød chilisauce.