Skønne skønne porchetta

Søndag aften fik vi denne skønne porchetta fra Cleavers Meat Market i Torvehallerne, til aftensmad. Porchettaen var allerede rullet da vi købte den og fyldt med det lækreste fyld af rosmarin, persille, oregano, laurbær, hvidløg og revet cironskal.

2,5 time i ovnen ved 150 grader efterfulgt af hvile i 10-20 minutter og så var vi klar til at smovse. Uha det var gode sager, og stegen var næsten endnu bedre dagen efter hvor vi skar den tyndt ud og spiste den som pålæg på italiensk ciabatta.

Hvis du vil lave din egen porchetta skal du have fat i et svineslag fra slagteren som krydres med salt og peber og derefter fyldes med hvad fyld man nu har lyst til. Rosmarin, salvie, koriander, persille, oregano, laurbær, hvidløg, brødkrummer, skalotteløg og/eller revet cironskal er populære valg. Rul stegen, snør den stramt sammen og rids eventuelt sværen.

Derefter skal den have cirka 2,5 time i ovnen ved 150 grader hvorefter den skal have lov at hvile i cirka 10-20 minutter.

Svinet kan også sættes på spid og steges på grillen. Den skal så smøres ind i olivenolie og steges i 3-4 timer før den er færdig (ifølge Brdr. Price), hvorefter den skal hvile inden den skæres ud.

Peanut Butter Chocolate Chip Cookies

Puha man skal lige trække vejret en ekstra gang når man siger peanut butter chocolate chip cookies og så har jeg ikke en gang nævnt der også er nødder i. Men gode er de, lækre og chewy mhmmm.

Peanut Butter Chocolate Chip Cookies – 25-27 styks

  • 175  g blødt smør
  • 50 g peanut butter
  • 330 g brun farin
  • 2 æg
  • 300 g mel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. natron
  • 1/2 tsk.salt
  • 250 g hakket chokolade (jeg brugte en mix af hvid og mørk)
  • 100 g nødder (valnødder, hasselnødder, mandler eller peanuts)

Tænd oven på 200 grader.

Start med at piske det bløde smør, peanut butter og brun farin sammen. Når det er blevet til en ensartet masse piskes æggene i. Tilsæt vanilje, mel, natron og salt.

Skær nødder og chokolade i mindre stykker og vend dem i dejen. Lav små toppe af ca. 2 spsk. dej, på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk toppene flade til de har den ønskede tykkelse – det gøres nemmest med håndfladen.

Bag i cirka 8 minutter til kagerne er svagt lysebrune, de skal stadig være bløde når de kommer ud.