Havregrød inspiration

imageJeg er ret vild med havregrød, specielt i vinterhalvåret når det er koldt udenfor. Så varmer grød altså bare bedre helt ned i maven fremfor et stykke toastbrød med nutella (som man nu heller ikke skal kimse af )

Det at have børn er en god undskyldning for at lave havregrød, specielt min lille dreng spiser det gerne med stor velbehag hver eneste morgen med frugtmos på toppen. Min datter er mest til det i perioder, og så skal det helst smage ligesom risengrød, altså serveret med smørklat og kanelsukker på.

Når jeg laver havregrød til mig selv så får den rigtig gas, og der er næsten ikke det som jeg ikke kan finde på at servere som topping. Generelt så gør frugt, nødder og chokolade sig rigtig godt :-)

Først til selve grøden. Til 1 dl havregryn bruger jeg 2 dl mælk. Man kan også lave den på vand eller bruge halvt mælk og halvt vand. Grøden bliver selvfølgelig mere tyk og cremet jo mere mælk man bruger. Op i en skål, rør rundt og så i mikro-ovnen i 1 1/2 minut. Så er den perfekt. Hvis den koges i en gryde hældes mælk og havregryn i gryden og så røres der rundt indtil grøden har den ønskede konsistens. Det tager et par minutter. Husk endelig ikke for høj varme, brændt havregrød smager af tapetklister.

Nu til det sjove :-)

  • Kog din havregrød sammen med lidt vanilje, 1 spsk. rå kakaopulver eller 1 spsk. kokos. Det bliver den bestemt ike dårligere af.
  • Æble og kanel er altid en vinder.
  • Kokos, banan, peanut butter og agave sirup er heller ikke ringe.
  • Kokos, banan og grofthakket mørk chokolade er mums.
  • Mandler, hindbær, kokos og agavesirup smager sødt og lækkert.
  • Jordbær, blåbær eller abrikoser skal man heller ikke kimse af.
  • Blåbær og lakridspulver er fræk morgenmad.
  • Smørklat og kanelsukker smager af jul.

Kun fantasien sætter grænser, alle slags nødder, chokolade, frugt, flydende honning, frugtmos, skyr, ahorn sirup, karamel eller tørret frugt kan bruges. Det er bare at smage sig frem og finde sin favorit :-)

Dulce de Leche

imageDulce de leche lavet på kondenseret mælk. Der findes næsten ikke noget nemmere at lave og som smager så fantastisk når det er kogt færdigt og blevet til cremet karamel.

Kun fantasien sætter grænser på hvad den lækre dulce de leche kan bruges til, men her hjemme bruger vi den gerne på vafler og pandekager, på is, i havregrød eller i kager.

Sådan gør man:

En dåse sød kondenseret mælk kommes i en gryde og dækkes helt med vand. Vandet bringes i kog, og nu skal dåsen bare ligge og hygge sig under låg og småkoge i 3 timer.

NB: Det er vigtigt at dåsen hele tiden er dækket helt af vand da den ellers kan eksplodere. Hvis noget af vandet fordamper kan man sagtens bare hælde lidt ekstra ved.

Efter 3 timer fiskes dåsen op og den skal nu have lov til at køle af i cirka 1 time. Når den er kold åbnes dåsen og voilá, hjemmelavet karamel.

Hæld karamellen på glas og opbevar den i køleskab. Så kan den sagtens holde sig et par uger.

image

Smørrebrød #7

image image imageModen avocado mast eller skåret i skiver, smilende æg og tomat på en skive rugbrød. Masser af salt og peber på toppen og en smule frisk basilikum.

Det bliver ikke nemmere og det smager så lækkert. Både som frokost eller morgenmad.

Æg med strejf af mellemøsten

image image imageJeg elsker æg og spiser næsten æg hver dag. Jeg elsker æg til morgenmad, til frokost og til aftensmad, ja æg i alle afskygninger.

Lige i øjeblikket er disse æg med et strejf af mellemøsten en favorit herhjemme enten til morgen eller som en let frokost.

Retten i sig selv er super nem. 2 spejlæg drysses med lidt stødt koriander, chili, tabasco og mynte. Hvis man har lidt frisk koriander kan man også drysse det på.

Som dressing røres en smule græsk yoghurt (eller skyr) med et nips havsalt og der hældes lidt over æggene – og det er det!!

Spis æggene på rugbrød eller tyrkiske fladbrød. De smager vidunderligt.