Spaghetti med chili, hvidløg og citron

Jeg er alene hjemme i aften og fik lyst til at lave en enkelt spaghetti ret med chili, hvidløg, citron og persille da jeg allerede havde alle ingredienserne i køleskabet.

Super nem spaghetti ret som tager under et kvarter at lave – så er der ingen undskyldninger.

Spaghetti med chili, hvidløg og citron – 2 personer

  • 250 g spaghetti
  • 1 tørret chili
  • 2 fed hvidløg
  • Citronskal fra en halv citron
  • Citronsaft fra en halv citron
  • 1/2 dl olivenolie
  • En håndfuld revet parmesan ost
  • En håndfuld bredbladet persille, hakket
  • Salt + friskkværnet peber

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Bland citronsaft, revet citronskal, olivenolie og revet parmesan i en lille skål så det er klar til at hælde over spaghettien. Hak chili og hvidløg og brun det på en pande i lidt olivenolie.

Hæld spaghettien over i samme pande sammen med cirka 1/2 dl. af kogevandet. Tilsæt blandingen af citron, olienolie og parmesan og vend det godt sammen. Tilsæt hakket persille og smag til med salt og friskkværnet peber.

Server straks, gerne med lidt ekstra revet parmesan på toppen.

Til dessert har jeg spist et stykke summerbird chokolade med citron fromage – så er det vidst også slut med citron for idag.

Citron Cheesecake

Denne opskrift stammer fra et gammelt ugeblad, Søndag, som jeg fandt i gemmerne hos min mor.

Citron cheesecaken smager super frisk her om sommeren og så gør yoghurten at den ikke bliver for tung. Denne cheesecake skal ikke bages men sætte sig i køleskabet.

Citronen kom fra vores lille citrontræ i haven.

Citron Cheesecake

Bund:
75 g smør
200 g digestivekiks
50 g sukker

Citron Creme:
250 g flødeost (jeg brugte philadelphia)
100 g sukker
3 past. æggeblommer
1½ dl yoghurt (natural)
1 tsk revet citronskal
4 blade husblas
½ dl citronsaft
2 past. æggehvider

Start med at lave bunden. Smørret smeltes i en lille gryde og kiksene knuses til krummer som røres i smørret sammen med sukkeret. Fordel massen i en springform og tryk den lidt op ad siderne. Jeg brugte en springform på Ø 24cm som var lige stor nok. Stil bunden til side så den kan køle helt af.

Til citron cremen røres osten sammen med sukker samt æggeblommer, yoghurt og citronskal.

Udblød husblassen i lidt koldt vand, vrid vandet ud af den og smelt den herefter i en lille gryde sammen med citronsaften. Lad det køle lidt af før det røres i ostemassen.

Pisk hviderne stive og vend dem i oste/citronmassen. Hæld fyldet på bunden, glat overfladen og stil kagen koldt i minimum 2 timer men gerne længere.

Kagen kan være lidt svært at skære ud hvis den ikke har stået længe nok så vær forsigtig når den skal ud af formen.

Citron Cheesecake