Avokado salat med grillet ost

En lækker enkel avokado og tomat salat serveret med grillet ost direkte fra grillen i haven – så bliver det ikke meget bedre.

Hvis man skal grille ost på en grill så er det ikke helt lige meget hvad ost man vælger (med mindre man selvfølgelig har lyst til at spise den smeltet direkte på kullene). Det skal være en ost som er en smule fast i og som ikke smelter eller smuldrer. Man kan idag købe oste som er grilloste og som er fine til formålet, ellers er halloumi et godt valg.

Feta er en anden ost som smager fantastisk grillet men som hurtigt bliver noget griseri hvis man ikke passer på. Er det feta man har lyst til foreslår jeg denne løsning pakket ind i papir.

Og sidst men ikke mindst – så kan man jo kaste sig over en (friture)stegt camembert serveret med list solbær syltetøj..

Citron Cheesecake

Denne opskrift stammer fra et gammelt ugeblad, Søndag, som jeg fandt i gemmerne hos min mor.

Citron cheesecaken smager super frisk her om sommeren og så gør yoghurten at den ikke bliver for tung. Denne cheesecake skal ikke bages men sætte sig i køleskabet.

Citronen kom fra vores lille citrontræ i haven.

Citron Cheesecake

Bund:
75 g smør
200 g digestivekiks
50 g sukker

Citron Creme:
250 g flødeost (jeg brugte philadelphia)
100 g sukker
3 past. æggeblommer
1½ dl yoghurt (natural)
1 tsk revet citronskal
4 blade husblas
½ dl citronsaft
2 past. æggehvider

Start med at lave bunden. Smørret smeltes i en lille gryde og kiksene knuses til krummer som røres i smørret sammen med sukkeret. Fordel massen i en springform og tryk den lidt op ad siderne. Jeg brugte en springform på Ø 24cm som var lige stor nok. Stil bunden til side så den kan køle helt af.

Til citron cremen røres osten sammen med sukker samt æggeblommer, yoghurt og citronskal.

Udblød husblassen i lidt koldt vand, vrid vandet ud af den og smelt den herefter i en lille gryde sammen med citronsaften. Lad det køle lidt af før det røres i ostemassen.

Pisk hviderne stive og vend dem i oste/citronmassen. Hæld fyldet på bunden, glat overfladen og stil kagen koldt i minimum 2 timer men gerne længere.

Kagen kan være lidt svært at skære ud hvis den ikke har stået længe nok så vær forsigtig når den skal ud af formen.

Citron Cheesecake

En frydefuld sommerpakke

En lækker lille pakke som dufter himmelsk når den åbnes. Det er en rigtig sommerret der egner sig godt til en let frokost på terrassen.

Bagt feta med tomat, oliven og krydderurter – 2 personer

1 pakke feta (den pakke jeg havde var 150 g som passer til 2 pakker)

8-10 soltørrede tomater

1 frisk tomat

Et par oliven (sorte eller grønne)

2 kviste frisk timian

Olivenolie

Salt + peber

Start med at klippe to stykker bagepapir som fetaen kan bages i. Stykkerne skal være store nok til at man kan snurre enderne sammen så pakken ikke går op.

Skær fetaen i to stykker og læg et stykke på midten af hvert stykke bagepapir. Pil bladene af timianen og drys det oven på osten. Skær herefter soltørrede tomater og oliven i mindre stykker og skær tomaten i skiver – anret det hele oven på osten med timian. Stænk med en smule olivenolie og krydr med salt + peber.

Snur nu bagepapiret sammen så pakken lukker tæt og bag feta-pakken i ovnen ved 200 grader i cirka 20 minutter. Osten skal ikke smelte men blive blød så den falder lidt fra hinanden når man stikker en gaffel i den.

Server med frisk baguette.

{En Frydefuld Sommerpakke]

Insalata Caprese

Insalata Caprese er nok verdens nemmeste salat men den smager fantastisk, specielt om sommeren når solen skinner. Efter min mening kan salaten spises til ALT og man kan jo altid lave en skål grøn salat ved siden af også.

Det vigtige i en Caprese salat er en god olivenolie og gode tomater. Smukke røde ripped tomatos som virkelig smager af noget. Herhjemme bruger vi ofte blommetomater på stilk, men ellers hvis jeg kan få fat i dem er min favorit den sort som hedder oxehjerte tomater om er store søde tomater der virkelig smager af noget.

Insalata Caprese – 2 personer

Cirka 4 store blomme tomater

1 bøffelmozzarella

Frisk basilikum

En god olivenolie

Salt + friskkværnet peber

Evt. et skvat balsamico – det hører sig normalt ikke til, men det kan vi godt lide hjemme hos os:)

Vask tomaterne og skær dem i skiver. Anret dem på et fad og salt dem godt. Riv bøffelmozzarellaen i lækre bidder og anet dem oven på tomaterne. Drys med friske basilikumblade og hæld et godt skvat olivenolie og balsamico over. Krydr med salt og peber. Spis retten til lækkert kød eller som forret med lidt brød til.

Og nu vi snakker om tomater synes jeg lige jeg vil vise min egen lille tomatplante i haven frem. Den er en gave fra mine svigerforældre og jeg har allerede smagt den første lille tomat med havsalt drysset over. Jeg håber der kommer mange flere af slagsen over sommeren!