Spaghetti frutti di mare

Selvom det nok mere er sommermad end efterårsmad så var der Spaghetti frutti di mare på menuen til frokost i weekenden.

Spaghetti frutti di mare –  2 personer

250 g spaghetti

Ca. 200-250 gram skaldyr (e.g. venusmuslinger, hjertemuslinger, blæksprutte, jomfruhummer, rejer, kammuslinger)

2-4 fed hvidløg (efter smag)

1/2 frisk rød chili (uden kerner) som hakkes fint eller lidt tørret chili-flakes

1 selleri

En håndfuld bredbladet persille, hakket

Olivenolie

1/2 glas hvidvin

1 dl. fiskeboullion/fond

Salt + friskkværnet peber

Kog spaghettien som anvist på pakken.

Vask og skrub de forskellige muslingerne. Frasortér de muslinger som er åbne og smid dem ud hvis de ikke lukker sig når man banker let på dem. Stil de rensede muslinger til side. Rens og pil resten af skaldyrene (jomfruhummer, rejer, kammuslinger mm.) og skær dem i mindre stykker.

Varm olien op i en gryde og svitz hakket hvidløg og chili til det begynder at tage farve. Skræl sellerien og skær den i små stykker. Hæld muslingerne, selleri og den hakkede persille ned i gryden. Hæld hvidvin og fiskefond over muslingerne og  læg låg på gryden. Lad det stå i cirka 5 minutter mens muslingerne bliver dampet. Når du tager låget af skal muslingerne have åbnet sig – smid de muslinger ud som stadig er lukket.

Mens muslingerne dampes brunes rejer, jomfruhummer og kammuslingeer på en separat pande i lidt olie og smør. De skal ikke have mere end et par minutter da de ellers bliver tørre.

Hæld nu muslingerne og de andre brunede skaldyr sammen med den kogte spaghetti og tilsæt eventuelt en smule af det kogte spaghetti vand hvis vin og fond har kogt for meget ind. Krydr med salt + friskkværnet peber og måske lidt ekstra hakket bredbladet persille på toppen. Server med det samme ♥

Andre skønne pastaretter:

Tagliatelle med rejer og tomat

Tagliatelle med rejer og tomat – ca. 4 personer

  • 500 g friskkogte store rejer
  • ½ dl. hvidvin
  • ½ dl. vand
  • 2-4 fed hvidløg (efter behag), hakket eller skåret i små skiver
  • 1 dåse hakkede tomater
  • En knivspids chiliflager
  • salt + peber
  • En håndfuld hakket bredbladet persille
  • 400-500 g tagliatelle

Kog tagliatellen efter anvisningen på pakken.

Pil rejerne og stil dem til side. Varm en spsk. olie op i en dyb pande eller gryde og brun chili og hvidløg. Tilsæt herefter rejerne og hæld vinen over. Lad det stå et minut eller to til det begynder at koge og tilsæt så vand og derefter de hakkede tomater. Lad saucen koge i et par minutter og tilsæt så den hakkede persille.

Hæld vandet fra tagliatellen og hæld den ned i tomat saucen sammen med rejerne. Vend det hele godt sammen og smag til med salt og peber – server straks.

Frisk pasta med svampe og rucola

Selvom vejret måske kalder på lidt tungere retter end pasta og spaghetti så havde vi denne lækre pastaret på menuen i mandags. Opskriften er inspireret af Louisa Lorang.

Frisk pasta med svampe og rucola – 2 personer

  • 250 g frisk pasta
  • 1 bakke brune champignon
  • 1 dl piskefløde
  • 1 håndfuld pinjekerner
  • 1 håndfuld rucola
  • Salt + peber
  • Revet parmesan

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Rist pinjekernerne på en tør pande til de har taget lidt farve, Stil dem til side. Rens champignonerne og skær dem i tykke skiver. Brun dem i lidt smør på en pande.

Når pastaen er al dente hældes den over til champignonerne sammen med 1-2 spsk pastavand. Herefter tilsættes fløden og det hele koges sammen i et par minutter. Smag til med salt + peber.

Anret pastaen på en tallerken og server med rucola, ristede pinjekerner og revet parmesan på toppen.

 

Spaghetti med pancetta, svampe og cherrytomater

Puha i aften trænger jeg til noget let og lækkert som ikke dufter af hverken and eller flæskesteg, det kunne meget vel blive denne her skønne spaghetti ret som jeg lavede for et par uger siden.

Spaghetti med pancetta, svampe og cherrytomater – 2 personer

  • 250 g spaghetti
  • En håndfuld pancetta (bacon i tern kan også bruges)
  • 6-8 cherrytomater
  • En halv bakke brune champignon
  • En håndfuld rucola
  • 1/2 dl. fløde
  • Salt + frikkværnet peber
  • frisk revet parmesan

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Steg pancettaen prød på en pande. Skær cherrytomaterne i halve og lad dem stege med sammen med baconet i et minut eller 2. Tag tomater og bacon af panden og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skær de brune champignon i skiver og brun dem på panden. hæld fløden ved og lad det koge op. Tilsæt pancetta og cherrytomater og hæld herefter spaghettien ned i flødeblandingen. Lad det koge sammen og smag til med salt + peber. Vend en smule rucola i spaghettien lige inden servering og drys med masser af revet parmesan og lidt friskkværnet sort peber på toppen.