Salat med avokado og oliven

Når der grilles om sommeren så skal der lækkert brød og en inspirerende salat til kødet. Det gælder også når vi er på Tenerife, hvor tomaterne bare smager af lidt mere og lidt bedre end herhjemme.

Jeg elsker denne her salat med alle dens forskellige smagsindtryk. I denne her version er salaten bygget om med den egentlige grønne salat nederst og de andre ting ovenpå i mere eller mindre hele stykker. Vi laver også en anden version hvor alt er skåret i mindre stykker og blandet sammen i en stor salatskål. Det smager også skønt.

Salat med avokado og oliven

½ salathoved

1 salatløg

1 avokado

2 store modne tomater

½ agurk

Ca. 10 store oliven

Salt + peber

Olivenolie + hvidvinseddike

Start med at vaske salaten og riv den i mindre stykker som anrettes på et fad.

Skær tomaten i skiver og avokadoen i både og læg dem oven på salaten. Skræl agurken og skær den i skiver og skær løgringe af løget og tilsæt dem i salaten sammen med oliven. Hæld en god sjat olivenolie og hvidvindeddike over og krydr med salt og peber – så har du smagen af sommer!

Denne salat blev spist sammen med store lækre kalvekoteletter med hvidløg og rosmarin samt hjemmelavet hvidløgsbrød med en hvidløgssmør lavet på frisk smør, masser af hvidløg samt bredbladet persille.

Tenerife tapas i billeder ♥

Denne lille lokale spanske restaurant fandt vi lidt oppe i bjergene ikke så langt fra Adeje..

Maden var fantastisk. Da vi forlod restauranten var der kø for at få et bord helt ud på gaden..

Serrano skinke og hvidløgs flutes

Kikærter med flæsk

Chorizo pølser

Tapas

Vagler med grillet peberfrugt

De lækre skinker & andet kød klar til grillen..

Hjemmelavet Creme Caramel

Og endelig Cortado con leche condensada..

MUMS..!!

Bagekartofler med peberfrugt (Patatas al horno)

Disse bagekartofler smagte min svigermor første gang på en lille spansk restaurant på Tenerife hvor de blev serveret sammen med en skinkesteg. Hun blev så glad for dem at hun nu ofte laver dem derhjemme som tilbehør til især BBQ, men de vil nu også være gode til andre ting.  

Bagekartofler med peberfrugt (Patatas al horno)

½ kg bagekartofler (skåret i halve)

1 peberfrugt

1-2 hvide salatløg

½ liter grøntsagsbouillon

Fint køkkensalt

Bland en ½ grøntsagsbouillon efter anvisningen på pakken og hæld det op i en bradepande. Skær salatløg og peberfrugt i ringe eller mindre stykker og læg dem op i grøntsagsbouillon.

Læg nu de halve bagekartofler med den flade side nedad ovenpå salatløg og peberfrugt og grøntsagsbouillon. Drys kartoflerne med masser af fint salt og bag dem i ovnen i cirka 40-50 minutter. De skal være bløde når man stikker i dem med en gaffel.  

 

Grillede rejer med havsalt og hvidløg (Gambas a la plancha)

 

Disse grillede rejer (gambas a la plancha) er en anden Tenerife frokost favorit som er hurtig at lave og ikke fylder så meget i maven. Rejerne er her helt friske og står i lige under 8 euro kiloet hernede. Det er jo lige så man får tårer i øjnene. Så er man jo nød til at spise grillede rejer til frokost i alt fald et par gange på en uge.

Grillede rejer med havsalt og hvidløg – Gambas a la plancha

500 g friske rejer

Et par fed hvidløg

Olivenolie

Havsalt

Forbered rejerne ved at skære hovedet af og fjern den sorte tråd (indvold) som sidder i ryggen. Skær skallen på rejen op helt ned til halen så de er nemmere at pille når de skal spises – det gør det hele lidt sjovere.

Varm olivenolien op på en pande og brun et par fed hvidløg med skræl på. Når olien er helt varm lægges rejerne på panden og overdrysses med havsalt. Efter et par minutter vendes de og drysses igen med havsalt på den anden side. De er færdige når de er helt lyserøde og er begyndt at tage lidt grill farve. Server straks med aioli og baguette.

Gambas a la plancha