Koldhævede morgenboller

image

Denne opskrift er simpelthen bare så nem. 5 minutter tager det at køre ingredienserne sammen på en røremaskine og så skal dejen bare “sove” i køleskabet natten over lige indtil næste morgen hvor den er klar til at blive formet til boller og bagt i ovnen.

Og voilá, friske morgenboller til morgenmaden. Så enkelt man endda kan bage dem i hverdagen.

Nedestående opskrift giver 10 boller, men hvis man vil kan man lave en ekstra stor portion og opbevare dejen i køleskabet. Så kan man tage lidt hver dag til friske boller. Dejen kan holde sig 4-5 dage på køl.

Skide smart!

Koldhævede morgenboller – 10 styks

  • 25 g gær
  • 3.5 dl vand
  • 1 tsk salt
  • Ca. 450 g mel – (jeg brugte cirka 100 g rugmel og ellers hvedemel for resten)
  1. Opløs gæren i vandet og rør salt og mel i dejen.
  2. Ælt dejen godt sammen, eventuelt på en røremaskine. Dejen vil være ret klistret. Sådan skal den være.
  3. Dæk din skål (med dejen i) med plastfilm og stil dejen i køleskabet natten over.
  4. Næste morgen forvarmes ovnen helt op til 240 grader.
  5. Form dejen til 10 boller og sæt dem på en bageplade.
  6. Bag bollerne ved 240 grader i 5 minutter. Skru herefter varmen ned til 210 grader og bag dem i yderligere 15-20 minutter til de er lysebrune.
  7. De er færdige når de lyder hult når du banker under dem.
  8. Lad bollerne køle lidt af inden de nydes med koldt smør.

French toast kanel stænger

image image

Sidste weekends søde indslag var french toast, og denne søndag er ingen undtagelse. Søde og sprøde french toast kanel stænger, mums.

French toast kanel stænger (12 styks)

  • 3 skiver dag gammelt brød eller toast
  • 2 æg
  • 1/2 dl mælk
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk farinsukker
  • 1 tsk vaniliesukker

Til servering: ahornsirup, flormelis, kokos og friske bær.

Start med at skære hvert brød i fire stænger.

Pisk æggene sammen med mælk, kanel, farin og vanillesukker og dyp brødstængerne heri.

Smelt lidt smør på en pande. Brun brødstængerne cirka et minut på hver side og server straks med ahornsirup, flormelis, kokos og frisk frugt som jordbær og blåbær.

image

Peanut butter og banan french toast

image

Jeg elsker søndags morgenmad, der må man gerne forkæles lidt ekstra og denne peanut butter og banan french toast er helt rigtig som det søde indslag.

Peanut butter og banan french toast (én person – gang op til flere)

  • 2 skiver dag gammelt brød
  • 1/2 banan
  • peanut butter
  • 1 æg
  • 1 spsk mælk
  • 2 spsk appelsinjuice
  • 1/2 tsk kanel

Til servering: Ahornsirup, flormelis, kokosdrys, evt. et par bananskiver

Start med at smøre brødet med peanut butter og læg et par bananskiver på. Læg brødet sammen til en sandwich.

Pisk ægget sammen med mælk, appelsinjuice og kanel og dyp begge sider af sandwichen heri.

Smelt lidt smør på en pande. Brun sandwichen cirka et minut på hver side og server straks med ahornsirup, flormelis, kokos og ekstra bananskiver.

Chokolade smørepålæg

image image

Det er verdens nemmeste ting at lave sit eget chokolade smørepålæg, og så imponerer det altid lidt hvis man nu har gæster til brunch.

Chokolade smørepålæg

  • 200 g god chokolade (gerne 100 g mælkechokolade og 100 g mørk chokolade).
  • 2 dl mælk
  • 75 g koldt smør skåret i tern
  1. Start med at hakke chokoladen groft og kom den i en skål.
  2. Varm mælken op i en gryde. Lige inden det koger tages det af varmen og hældes over chokoladen.
  3. Rør i mælk og chokolade med et piskeris indtil chokoladen er helt smeltet.
  4. Tilsæt det kolde smør lidt af gangen og pisk med piskeriset indtil smørret er smeltet.
  5. Pisk chokoladesmørret blank og hæld det på et glas.
  6. Lad det stivne i køleskabet – det tager minimum 3-4 timer.

Chokolade smørepålæget kan holde sig på køl i 1-2 uger.

Prøv også at bruge chokolade med nødder, kaffe, chili eller karamel. Det giver dejlig smag til chokoladesmørret.