Æggewrap

image imageJeg elsker æg. Spejlet, blødkogt, pocheret, scrambled – you name it. Jeg elsker æg i alle afskygninger.

En ny favorit herhjemme er en æggewrap fyldt med gode sager. For mig er æggewrappen ikke en erstatning for brød da jeg gerne spiser brød og også meget af det. Jeg kan bare rigtig godt lide smagen af æggewrap fyldt med friske grøntsager og måske en rest kylling, skinke eller oksekød.

Der er flere måder at lave en æggewrap på. Den helt enkle er bare at bruge et æg pisket med 1 spsk. vand og så op på en pande og stege på begge sider lidt som med en pandekage. Denne type æggewrap kan godt være lidt svær at vende og folde når man har fyldt den, så alternativt kan man tilsætte en ekstra æggehvide i stedet for vand sammen med ægget. Det fungerer fint. Den opskrift jeg bruger mest er nedestående med loppefrøskaller. Der er lidt mere fylde i og så synes jeg den er nemmere at arbejde med.

Til én æggewrap

  • 1 æg
  • 1 spsk. loppefrøskaller
  • 1 spsk. vand
  • Kokosolie eller andet fedtstof til stegning
  1. Pisk det hele godt sammen og kom fedtstof på en pande
  2. Hæld æggemassen på panden og lad den flyde ud så den bliver så tynd som mulig.
  3. Steg den i cirka 2 minutter og vend den forsigtigt med en paletkniv.
  4. Steg den færdig på den anden side.
  5. Læg æggepandekagen på en tallerken og kom fyld på. Fold den forsigtigt sammen over fyldet. Du kan eventuelt komme et stykke smørrebrødspapir eller bagepapir rundt om for at holde på alle de gode sager.
  6. Spis med det samme.

Tip: man kan lave en grøn æggewrap ved enten at hakke basilikum eller spinat fint og røre det i æggemassen inden den kommer på panden. Alternativt kan man blende ægget med spinaten, så bliver wrappen helt grønt.

 

 

En lille bid sommerdessert

imageÅhh hvilken skøn weekend det har været igen rent vejrmæssigt og her på matriklen betyder det mad fra grillen, skønne salater og lækre små sommerdesserter.

I går spiste vi hot dogs med grillspyd. På spyddene var pølser i små stykker, grillost og bacon. Grillet et par minutter og så ind i det grillede brød, pinden ud og løg, ketchup og sennep på toppen, mums.

Til dessert fik vi denne lille og super nemme sommer dessert. Knuste kammerjunker, hindbærkompot og vaniljeflødeskum på toppen.

Jeg har et par opskrifter på kompot liggende på bloggen både lavet i ovn og i gryde men vil da gerne lige nævne opskriften fra i går.

Nem hindbær kompot

  • 300 g hindbær, frosne eller friske (eller alle andre slags bær, rabarber mm.)
  • 3 spsk. sukker – som hovedregel bruger jeg 1 spsk. sukker per 100 g bær, men hvis man vil have en lidt mere syrlig kompot kan man sagtens bruge mindre.
  • Vaniljekorn fra ca. 1/2 vaniljestang
  • Evt. et pift citronsaft

Kom det hele i en lille gryde og lad det simre i ca. 10 minutter til det er blevet tykkere i konsistensen. Sluk og afkøl. Voilá.

Kompotten kan som sagt laves med alle slags bær og smager også skønt på skyr eller youghurt sammen med en sprød granola – det fik vi til morgenmad i dag (:

Til gårdsdagens dessert kom jeg en stor klat kompot oven på de knuste kammerjunker og sluttede af med en blød klat flødeskum som var rørt med vanilje. Super sommer lækkert, og super nemt (:

Bagte avocado

imageBagte avocado. Så nemt og lækkert.

Bare fjern stenen fra avocadoen med en kniv og dryp med lidt tabasco. Kom en æggeblomme i hver halve avocado og så meget af æggehviden som der er plads til.

Drys med revet ost og krydr med salt og peber og eventuelt lidt paprika.

Bag dem i ovnen ved 200 grader i cirka 15 minutter.

Spis dem med det samme eventuelt med lit ristet rugbrød og et par skiver bacon.

Søndag

imageSøndag morgen på Tenerife…

Solen skinner, himlen er blå og vi har spist morgenmad udenfor. Alt er skønt.. – hvis altså lige at mindstemanden gad blive lidt bedre til at sove. Om det er solstik, tænder, separations angst eller om han bare savner sin egen seng derhjemme skal jeg ikke kunne sige men jeg håber godt nok han snart finder ud af at sove lidt bedre igen. Det der natteroderi og at stå op klokken 05:00 hver morgen slår langsomt hans forældre ihjel og der løber vidst snart kaffe i årene på mig.

Nåh men når vi nu alligevel var tidligt oppe kunne vi jo lige så godt brygge en god kop kaffe og lave en omgang French toast. Så klarer vi lige en dag mere.. Fik jeg sagt solen skinner!?!

French Toast

  • 2 skiver franskbrød
  • 1 æg
  • 1 spsk mælk
  • 1/2-1 tsk kanel (efter smag)
  • En smule smør til stegning

Bland og pisk æg, mælk og kanel og dyp franskbrød skiverne i blandingen. Lad dem gerne ligge et stykke tid så de bliver rigtig bløde.

Steg brødskiverne i smør på en pande og server straks gerne med et drys af kanelsukker over.

image