Yoghurt is med blåbær

Selvom man ikke skulle tro det når man kigger på vejret, så siger kalenderen sommer og sommer betyder is. Denne lækre yoghurt is fandt jeg på Emily Salomons blog og den smager fantastisk.

Jeg kørte ikke isen på ismaskine men på den gode gammeldags facon i en lufttæt beholder i fryseren og så ud og røre igennem et par gange mens den fryser for at undgå iskrystaller.

Isen skal nok have minimum 4-5 timer i fryseren men efter min mening må den gerne være lidt cremet.

Yoghurt is med blåbær – 4 personer

200 g frosne blåbær (eller andre frosne bær som hindbær eller skovbær)

300 g græsk yoghurt (10%)

1 dl piskefløde

100 g akaciehonning

Kornene fra 1 stang vanille

1 squeeze citronsaft

Blend alle ingredienserne på blenderen indtil du har en tyk cremet masse. Hæld isen i en lufttæt beholder og stil den i fryseren. Den skal som sagt have minimum 4-5 timer og røres igennem cirka en gang i timen.

Yoghurt is med blåbær

Citron Cheesecake

Denne opskrift stammer fra et gammelt ugeblad, Søndag, som jeg fandt i gemmerne hos min mor.

Citron cheesecaken smager super frisk her om sommeren og så gør yoghurten at den ikke bliver for tung. Denne cheesecake skal ikke bages men sætte sig i køleskabet.

Citronen kom fra vores lille citrontræ i haven.

Citron Cheesecake

Bund:
75 g smør
200 g digestivekiks
50 g sukker

Citron Creme:
250 g flødeost (jeg brugte philadelphia)
100 g sukker
3 past. æggeblommer
1½ dl yoghurt (natural)
1 tsk revet citronskal
4 blade husblas
½ dl citronsaft
2 past. æggehvider

Start med at lave bunden. Smørret smeltes i en lille gryde og kiksene knuses til krummer som røres i smørret sammen med sukkeret. Fordel massen i en springform og tryk den lidt op ad siderne. Jeg brugte en springform på Ø 24cm som var lige stor nok. Stil bunden til side så den kan køle helt af.

Til citron cremen røres osten sammen med sukker samt æggeblommer, yoghurt og citronskal.

Udblød husblassen i lidt koldt vand, vrid vandet ud af den og smelt den herefter i en lille gryde sammen med citronsaften. Lad det køle lidt af før det røres i ostemassen.

Pisk hviderne stive og vend dem i oste/citronmassen. Hæld fyldet på bunden, glat overfladen og stil kagen koldt i minimum 2 timer men gerne længere.

Kagen kan være lidt svært at skære ud hvis den ikke har stået længe nok så vær forsigtig når den skal ud af formen.

Citron Cheesecake

Grillet ananas med is og karamel


Vejret har været fantastisk i weekenden så fredag var grillaften i haven. Vi sluttede af med grillede ananas på grillen som blev spist med hjemmelavet is og karamelsauce – yum ♥

Grillet ananas med is og karamel

En ananas skæres i passende skiver (husk at udhule i midten). Skiverne grilles herefter på grillen i 5-10 minutter til de har taget farve og fået flot grillmønster. Kom en kugle is i midten og anret med karamelsauce.

Profiteroles med is & chokoladesauce

Uhh jeg har en sød tand, og denne her dessert falder lige i min smag med hjemmelavet is, chokoladesauce og friske jordbær. Haps haps siger jeg bare.

Profiteroles med is & chokoladesauce – Cirka 8 stk

1 dl. vand

50 g smør

50 g mel

1 æg

1/s tsk sukker

Varm vand og smør op og tag gryden af blusset så snart det begynder at koge. Tilsæt melet på én gang under konstant omrøring med piskeris. Sæt gryden tilbage på blusset mens du bliver ved med at røre. Gryden skal blive på blusset og under omrøring indtil den har fået en fast konsistens.

Tag gryden af varmen og rør ægget i. Bliv ved med at røre i dejen indtil den er helt glat, rør herefter sukker i.

Beklæd en bageplade med bagepapir og form nu små boller (evt. med hjælp fra 2 skeer) som stilles på en bageplade med god plads imellem.

Bag kagerne ved 200 grader i cirka 20 minutter eller til de er blevet lysebrune. Lad dem køle helt af på en rist.

Chokoladesauce

50 g mørk chokolade

1 dl. piskefløde

Hæld fløden i en gryde og bræk chokoladen ned i. Varm det op under svag varme ved konstant omrøring. Hæld eventuelt chokoladesaucen i en lille kande når den er færdig.

Når kagerne er kølet helt af flækkes de og fyldes med is – vi spiste hjemmelavet marcipan parfait. Den varme chokoladesauce hældes over og profiteroles serveres straks – eventuelt med friske jordbær til mhhmmm….