Portugisiske egg tarts

Jeg elsker egg tarts, de små sprøde bunde med cremet fyld af æg og vanille mhmmm… Denne her opskrift kommer fra Jamie Oliver og selvom jeg er stor fan af ham må jeg indrømme at kagerne altså ikke blev helt så gode som dem jeg har spist rigtig mange af da jeg boede i Kina eller på besøg i Hong Kong og Macao hvor kagerne oprindeligt kommer fra. Men lækre det er de nu alligevel.

Egg tarts i Macao

Portugisiske egg tarts – 6 styks

  • 1 pakke butterdej
  • 1 æg
  • 125 g creme fraiche
  • 1 spsk. kanel
  • 1 tsk. vanille
  • 5 spsk. sukker
  • 1 appelsin

Start med at rulle butterdejen ud så du har en overflade på ca 20x20cm. Drys med kanel og rul butterdejen sammen så kanelen ender op i midten, inde i rullen.

Skær kanelrullen i 6 skiver og tryk hver af skiverne ned i en muffinform. Dejen skal komme lidt op af siderne. Bag de små forme i ovnen i cirka 10 minutter til de er gyldne.

Herefter laves cremen. Det gøres ved at blande creme fraiche, æg, og vanille sammen med 1 spsk. sukker og revet appelsinskal fra appelsinen. Fyld cremen i tærterne og sæt dem tilbage i ovnen i cirka 8-10 minutter.

Jamie Oliver laver til sidst en karamel med 4 spsk. sukker og saften fra appelsinen som smeltes sammen på en pande og forsigtig hældes over kagerne når de kommer ud af ovnen. Rigtige egg tarts har ikke karamel på toppen men det smager jo meget godt, så længe man ikke kommer for meget på så overfladen ender med at blive stenhård.

Lad kagerne stivne og så er de ellers klar til at blive hapset.

Chokolade ganache med appelsin

Så kommer der lige endnu en favorit ♥ fra Jamie Olivers kogebog “30 Minutes Meals”.  Denne gang en chokolade ganache med appelsin.

På trods af appelsinen må jeg indrømme den var noget tung, næste gang må jeg hellere anrette lidt mindre portioner :-)

Chokolade ganache med appelsin – 2 store eller 3-4 små skåle

100 g god chokolade (70%)

En god klat smør

150 ml piskefløde

1 knivspids havsalt

1 stor økologisk appelsin

Småkager til at dyppe i chokoladecremen – Jamie anbefaler palmiers :-)

Start med at smelte chokoladen i et vandbad. Når den er næsten smeltet tilsættes smør, fløde og havsalt. lad det hele smelte sammen mens du rører rundt. Tilsæt nu revet appelsinskal fra 1 appelsin. Rør rundt igen og hæld chokoladecremen i små glas eller skåle når den begynder at sætte sig lidt.

Server med resten af appelsinen skåret i både og palmiers.

Mint/Appelsin te inspireret af Jamie Oliver

Lækker Mint/Appelsin te inspireret af Jamie Oliver..


En dejlig og nem eftermiddagste som smager dejlig friskt af mint og appelsin.. Den nyder Sebastian godt af på denne søndag, han er nemlig nede med influenza.

Mint/Appelsin te inspireret af Jamie Oliver

En håndfuld mint blade

Saften fra en halv appelsin

Et par skiver appelsin skræl (fra en økologisk appelsin)

1 tsk. honning

Læg mint bladene i en tekande – gerne en glas kande så man kan se de smukke farver. Pres saften fra en halv appelsin over mint bladene og skær et par skræller fra appelsinen og læg ned ned i kanden. Tilsæt honning og hæld over med varmt vand.. mhhmmm dejligt…

Mint/Appelsin te inspireret af Jamie Oliver