Rocky Road

Julens måske nemmeste konfekt der kan varieres i det uendelige så man kan få lige præcis de smage man allerbedst kan lide.

Min favorit er med Dumle, skumfidus og peanuts men man kan bruge stort set alle chokolader som fyld (jeg tænker faktisk daim ville være lækkert med sit knas), tørrede frugt, marcipan og nødder. Overtræk med hvid, lys eller mørk chokolade og drys eventuelt med lidt havsalt på toppen.

Rocky Road – 16-20 stykker

– 300 g lys mælkechokolade

– 6 store skumfiduser eller 10 små

– 8 Dumle chokolade

– 2 spsk. peanuts

Gør sådan:

1. Skær Dumle i tre stykker og klip eller skær skumfiduserne i små stykker. Hak dine peanuts i mindre stykker.

2. Smelt mælkechokoladen i mikroovn eller vandbad og rør alt slikket i. Hæld blandingen i et lille fad. Spred den godt ud i hjørnerne med en kniv.

4. Pynt toppen med et par slik stykker af fyldet og drys eventuelt med en smule havsalt (særligt hvis du bruger mørk chokolade)

5. Sæt fadet i køleskabet i 2 timer til chokoladen har sat sig og skær derefter din Rocky Road ud i mundrette bidder.

Chokoladetærte med havsalt

Denne her chokolade sag har været på min ”to-do” liste siden jeg fandt den i et blad for mange år siden. Opskriften var oprindeligt med hasselnødder på toppen, men efter min mening så er mørk chokolade og havsalt altså en suveræn kombination.

Kagen skal stå i køleskab indtil den skal spises, så kan den fint holde sig et par dage.

Chokoladetærte med havsalt:

Tærtedej:

  • 150 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • 100 g smør
  • 1 æggeblomme

 

Chokoladecreme fyld:

  • 300 g mørk chokolade
  • 3 dl piskefløde
  • 40 g smør
  • Havsalt (ca. ½ tsk)

 

Gør sådan:

  1. Sigt hvedemel og flormelis ned i en skål og smuldr smørret i. Kom æggeblommen i og saml dejen til en kugle.
  2. Pak dejkuglen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i cirka 30 minutter til den er helt kold.
  3. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Den skal passe i en tærteform på ca. 22 cm.
  4. Læg forsigtigt den udrullet dej ned i en smurt tærteform og skær det overskydende dej af ved kanten.
  5. Prik tærtebunden med en gaffel og bag den i en forvarmet ovn ved 200 grader i cirka 15 minutter til den er lysebrun.

 

Mens bunden er i ovnen laves chokoladecremen:

  1. Hak chokoladen fint og kom det op i en skål.
  2. Varm fløden op i en lille gryde til lige under kogepunktet. Hæld det over den hakkede chokolade og rør rundt til chokoladen er smeltet.
  3. Kom smørret i og rør godt rundt igen. Fordel cremen på den forbagte kagebund og drys med havsalt.
  4. Sæt tærten i køleskabet min. 2 timer indtil cremen har sat sig helt.

 

PS: Den smager fantastisk med vaniljeis!!

Mandelkage med blåbær og mælkechokolade ganache

Egentlig burde man jo bage æblekage og æbletærter på denne tid af året, men det er mine børn desværre ikke så meget til. Derfor bliver weekendens kage tit uden frugt eller i det mindste så med bær som mine unger gerne spiser.

Denne her kage er hurtig at bage og får et lille lækkert løft af den skønne mælkechokolade ganache.

Mandelkage med blåbær og mælkechokolade ganache

Mandelkagen:

• 100 g blødt smør

• 100 g sukker

• 2 æg

• 50 g hvedemel

• 50 g mandelmel

• ½ tsk bagepulver

• ½ tsk vaniljesukker

• 100 g blåbær (+ lidt ekstra til pynt)

Ganache:

• 200 g mælkechokolade, hakket fint.

• 1 dl piskefløde

Gør sådan:

1 Tænd ovnen på 180 grader.

2 Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen. Kom æggene i et af gangen og pisk godt.

3 Vend mel, mandelmel og bagepulver i.

4 Vend blåbærrene i kagen

5 Hæld dejen i en springform (Ø20 cm) beklædt med bagepapir og bag kagen i ca. 30 minutter. Mærk efter at kagen er færdigbagt med en kødnål.

6 Ganachen laves ved at hakke chokoladen fint og komme den i en skål.

7 Varm forsigtigt fløden op og hæld den over chokoladen.

8 Lad det stå i et par minutter inden chokolade og fløde røres godt sammen med en ske.

9 Stil ganachen i køleskabet i ca. ½ time og smør den derefter på den afkølede kage.

10 Pynt med flere blåbær eller nødder og spis samme dag.

Chokolade trøfler med kaffe

6 dage til jul. Så der er stadig tid til at få lavet lidt lækkert til juledagene. Og ellers så kan jeg anbefale at lave disse nemme og virkelig lækre chokoladetrøfler med kaffe til nytår. Rul dem i spiseligt glimmer, så er de helt perfekte sammen med champagne.

Chokoladetrøfler med kaffe – 12-14 stykker

  • 1 dl piskefløde
  • 1 spsk smør
  • 2 spsk stærk kaffe
  • 125 g hakket mørk chokolade (brug en god chokolade)
  • Glimmer (eller andet) til at rulle dem i.
  1. Varm fløde, smør og kaffe i en lille gryde mens der røres rundt. Tag det af varmen lige inden det koger.
  2. Hæld den varme blanding ud over den hakkede mørke chokolade og rør rundt til det hele er ensartet.
  3. Stil chokolade ganachen i køleskabet i en skål med husholdningsfilm tæt over (for at undgå der dannes kondens)
  4. Lad ganachen køle ned i køleskabet i minimum 30-45 minutter.
  5. Når ganachen er helt kold formes små runde kugler, som derefter trilles i fint glimmer.
  6. Opbevar de små trøfler på køl indtil de skal spises da de hurtigt bliver bløde uden for køleskabet.