Skønne sommer rystebær

Det er ved at være sidste udkald for sommerbær så det er nu der skal smovses inden de er væk og vi må vente ni måneder på atter at sætte tænderne i danske skønne bær.

Rystebær

500 g sommerbær (jordbær, hindbær, blåbær, ribs mm.)

1 dl sukker

Skyl bærrene og skær dem eventuelt i mindre sukker hvis der er større jordbær imellem. Bland dem med sukkeret og rør forsigtigt rundt.

Hæld bærrene på et patentglas og opbevar dem i køleskabet. De kan holde sig 3-4 dage.

Spist dem på din morgen yoghurt, på pandekager, i kager eller som tilbehør til kød mhmmm……

Dip it!

For et par uger siden havde vi et par venner på besøg til Mexicansk Fiesta og så skal der jo “dyppelse” til.  Her kommer mine bedste opskrifter på guacamole og salsa. Hvor meget krydderi der skal i er selvfølgelig en smagssag så man må prøve sig lidt frem.

Guacamole

3 meget modne avocadoer

1/2 finhakket rødløg

1 stor tomat eller 2 blommetomater

1 fed hvidløg, presset

1 tsk spidskommen

En knivspids chilipulver

En knivspids cayennepeber

Saften fra 1/2 citron

Del avocadoerne i to og tag stenen ud. Skrab kødet ned i en skål og mas det med en gaffel. Det må gerne være lidt groft. Skær tomaten i småstykker og bland den sammen med avocadoen. Tilsæt citronsaft, hakket rødløg, krydderier og hvidløg og rør guacamolen godt sammen. Smag eventuelt til med flere krydderier. Spis samme dag så den ikke bliver kedelig.

Salsa

1 dåse hakkede tomater

1 finhakket rødløg

1 spsk rødvinseddike

1-2 hakkede jalapenos

1 knivspids cayennepeber

1 knivspids spidskommen

eventuelt lidt salt

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt rundt. Det er en god ide at tilsætte jalapenos lidt efter lidt så man kan styre styrken på salsaen – det kan godt blive hot! Salsaen kan holde et par dage i køleskab.

Chili olie som på en sharwama bar

Jeg elsker stærkt mad, specielt chili, og jeg elsker den chili olie man altid får når man køber sharwama på et pizzaria.

Jeg har nu fundet en opskrift som sidder lige i skabet.. Og det allerbedste.. man kan lave så stor en portion som man vil, så er der altid chili nok.

Chili Olie

2 spsk. chiliflager

1 lille dåse tomat koncentrat

1 fed hvidløg

1/4 tsk kanel

salt + peber

1-1/2 dl. olie (det må ikke være olivenolie – jeg brugte rapsolie)

Kom de tørrede chiliflager i en gryde og tilsæt en smule vand. Kog blandingen op under omrøring indtil alt vandet er fordampet, gentag 2-3 gange mere indtil chiliflagerne er blevet til grød.

Tilsæt nu tomat koncentat, hvidløg, kanel samt salt og peber og kog blandingen op igen. Når det har kogt, hældes grøden på et glas og olien hældes over.

Smager super  lækkert med både oksekød og kylling.

Chili olie som på Sharwama bar..