Crunchy kylling med spinatsalat

En skøn sommerret med crunchy kylling og spinatsalat. Opskriften kommer fra et gammel Femina fra 2010.

Crunchy Kylling med Spinatsalat – 2 personer

Spinat Salat:

  • 1 dl. græskarkerner
  • 150 g spæde spinatblade
  • 2 modne avocadoer
  • 1 stort rødløg i tynde ringe
  • 1 håndfuld brøndkarse

Dressing:

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. græskarkerneolie eller solsikkeolie
  • 1/2 spsk. soja
  • 1 lille fed presset hvidløg
  • Saft og skal af 1 limefrugt

Start med at lave alt klar til salaten. Rist græskarkernerne i lidt olie på en pande og drys med havsalt – lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skyl spinaten og skær avocadoerne i terninger. Dryp dem med lidt lime så de ikke bliver brune. Skær rødløget i tynde ringe.

Nu blandes dressingen og piskes godt sammen. Smag til med salt, peber og lime. Smagen skal være kraftig. Når dressingen er færdig stilles den til side. Den skal først hældes over salaten lige inden servering.

Crunchy Kylling:

  • 1 pakke kyllingeinderfilet (260-300 g)
  • 1 æg
  • 2 spsk. rasp – gerne grov
  • 50 g grofthakkede hasselnødder
  • 2 spsk. revet parmesan
  • Salt og peber

Bland rasp, hakkede hasselnødder, revet parmesan samt salt og peber i en skål. Vend først kyllingestykkerne i sammenpisket æg og derefter i raspbandingen.

Steg kyllingen gylden i lidt smør og olie – det tager cirka 10 minutter.

Hæld dressingen over salaten og drys med brøndkarse. Server salaten sammen med kyllingen, frisk lime og sød chilisauce.

 

Forårssalat med Meyers franske dressing

Lækker forårssalat a la mig med dressing fra Meyers salatbog.

Forårssalat med Meyers franske dressing –  2 personer

  • 1romain salat
  • 1 pakke bacon
  • 2 avokado
  • En håndfuld pinjekerner
  • 1 halv baguette (eller andet brød til croutons)
  • 2 fed hvidløg
  • Timian + rosmarin
  • Revet parmesan

Meyers Franske Dressing

  • 2 past. æggeblommer
  • 1/2 spsk. dijonsennep
  • 2 spsk. æble-cidereddike
  • Salt + peber
  • 1/2 tsk. sukker
  • 1 dl. olivenolie
  • 1 knivspids hakket hvidløg

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande og stil dem til side. Steg herefter baconen sprød og lad det dryppe af på et stykke røkkenrulle. Husk at gemme baconfedet på panden da de hjemmelavet croutons skal steges heri.

Skær baguetten i små firkanter og kom dem på panden, halver hvidløgene og lad dem stege med sammen med croutonerne. Drys med masser af timian og rosmarin og rist croutonerne til de er blevet sprøde.

Vask salaten og riv den i mindre stykker. Skær avokadoen i tern og vend den i salaten. Lav nu den franske dressing. Det gøres ved at piske æggeblommer, sennep og eddike sammen med salt og sukker. Herefter piskes olien i, i en tynd stråle. Tilsæt hakket hvidløg og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten. Kom pinjekerner, bacon on croutoner ned i salaten og vend det hele godt sammen. Server straks med lidt revet parmesan på toppen.

Salaten kan også serveres med grillet kyllingebryst eller pocheret æg.

Andebryst på Romainesalat

I går var vi på The Dee Diner i Valby og spise burgers til frokost. Det var en solid burger som mættede godt så vi havde ikke den store appetit til aften.

Vi besluttede derfor at vente med den hjemmelavet lasagne til iaften og lavede andebryst på en romainesalat istedet. Det er Sebastian der er den store kød-steger herhjemme og det gør han altså bare SUPER. Det var så mørt og lækkert.

Andebryst på Romainesalat – 2 personer

1 andebryst

Salt + peber

Merian krydderi

1 romainesalat

Rids andebrystet på skindsiden og krydr med salt, peber og merian. Vend andebrystet om og giv det en gang krydderier på undersiden også.

Steg andebrystet på en meget varm pande i 5 minutter på hver side. Start med skindsiden. Stil herefter andebrystet i ovnen ved 200 grader i ydeligere 10 minutter (kombineret grill/varmluft).

Lad andebrystet hvile indpakket i folie i cirka 10 minutter. Skær ud og server.

Vi serverede som sagt andebrystet på romainesalat, og jeg besluttede at prøve at lave en gammeldags mormor dressing til som jeg havde set på Bites by Bergs blog. Det smagte skønt.

Mormor Dressing

1 dl fløde (kaffe- eller piskefløde)

1-1½ spsk. citronsaft

½ – 1 tsk. sukker

salt samt friskkværnet peber

Pisk alle ingredienserne sammen og hæld dressingen over salaten. Server straks.

Andebryst på Romainesalat