En heldig mexicaner kartoffel

Noget af det bedste ved at spise retter er at det er hurtigt mad når man kommer sent hjem og at man får brugt de varer man allerede har indkøbt. Men det allerbedste er nok når rester slet ikke smager af rester eller måske endda smager endnu bedre end første gang man spiste det.

Noget af det vi tit har tilbage er en rest kødsauce. Nu er det heldigvis noget af det som er nemmeste at lave noget lækkert med, men bliver alligevel begejstret når man finder på nye måder at bruge kødsaucen på.

Denne ret er inspireret af Foodfanatic. Kødsaucen er lavet til chili med kidneybønner, frisk chili og tabasco og serveres i bagte bagekartofler med creme fraiche og lidt revet cheddar på toppen.

Kartoflerne skal hav cirka en time i ovnen efter de er skrubbet rene, prikket med en gaffel og blevet pakket ind i sølvpapir. Husk at mærke efter de er møre inden du åbner dem op og kommer chili i.

Du kan finde en lækker opskrift på chili hos Nadia på foodfanatic hvis du ikke lige har en rest kødsauce tilovers.

Reklamer

Dip it!

For et par uger siden havde vi et par venner på besøg til Mexicansk Fiesta og så skal der jo “dyppelse” til.  Her kommer mine bedste opskrifter på guacamole og salsa. Hvor meget krydderi der skal i er selvfølgelig en smagssag så man må prøve sig lidt frem.

Guacamole

3 meget modne avocadoer

1/2 finhakket rødløg

1 stor tomat eller 2 blommetomater

1 fed hvidløg, presset

1 tsk spidskommen

En knivspids chilipulver

En knivspids cayennepeber

Saften fra 1/2 citron

Del avocadoerne i to og tag stenen ud. Skrab kødet ned i en skål og mas det med en gaffel. Det må gerne være lidt groft. Skær tomaten i småstykker og bland den sammen med avocadoen. Tilsæt citronsaft, hakket rødløg, krydderier og hvidløg og rør guacamolen godt sammen. Smag eventuelt til med flere krydderier. Spis samme dag så den ikke bliver kedelig.

Salsa

1 dåse hakkede tomater

1 finhakket rødløg

1 spsk rødvinseddike

1-2 hakkede jalapenos

1 knivspids cayennepeber

1 knivspids spidskommen

eventuelt lidt salt

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt rundt. Det er en god ide at tilsætte jalapenos lidt efter lidt så man kan styre styrken på salsaen – det kan godt blive hot! Salsaen kan holde et par dage i køleskab.