4th of July lagkage

imageI morgen er det USAs uafhængighedsdag. Det betyder denne her weekend er 4th of July weekend hvor man må gå all in på alt der er amerikansk og hvidt, rødt og blåt.

Vi fejrer weekenden med at drikke iskaffe og spise lagkage pyntet som det amerikanske flag. Pynten er jordbær skåret i halve skiver og blåbær.

Som fyld i lagkagen har jeg pisket 1/2 l. piskefløde med 2 spsk. vaniljesukker og herefter vendt flødeskummen sammen med en halv pose knuste makroner. Flødeskummen er smurt ud på lagkagebundene og lagt sammen med jordbær og bananer og en smule revet hvid chokolade.

Af andre slags lagkagefyld kan jeg anbefale at vende flødeskum sammen med knuste rutebiler eller knuste daim chokolader i stedet for makroner. En anden favorit herhjemme er smeltet afkølet nougat som røres sammen med flødeskum og pyntes med mandelsplinter let ristet på en tør pande. Endelig kan man koge og blende alle slags bær og blande sammen med flødeskum. Jeg har en forkærlighed for brombær og lakrids som var i knaselagkagen vi spiste til min søns fødselsdag. Her var lagkagebunde erstattet af nøddebunde.

Hvis man er til lidt federe flødeskum kan man røre en halv pose kagecreme i sin flødeskum, det smager fortrinligt. Er man til den lettere udgave kan man i stedet røre sin flødeskum sammen med et par spsk. skyr – det giver en let syrlighed.

Mulighederne er mange, det er bare at prøve sig frem.

Nu vil jeg gå i gang med et par salater til i aften. Hvis vejret holder står menuen på grillet bøf og amerikansk rødvin – det er jo trods alt kun søndag en gang om ugen.

image

> Vi er ret vilde med alt amerikansk herhjemme – her er det første arvingen i gang med at smovse en donut <<

 

Reklamer

Philly Cheese Steak Sandwich

image image

Alle der har været i New York ved at man bliver nødt til i hvert fald en gang at spise en Philly Cheese Steak Sandwich på den lokale deli.

Og jo jo da, måske kan en anden sub (sandwich) også gøre en glad i maven, men hvis man vil være rigtig lykkelig, så skal det altså være Philly sandwichen.

Denne opskrift er faktisk perfekt om sommeren hvor man tit og ofte griller. Tag lige og smid en ekstra steak på, og så er der til den skønneste sandwich dagen efter.

Philly Cheese Steak Sandwich

  • 200 g steak (grillet og skåret tyndt som roastbeef)
  • 1/2 frisk baguette
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg, skåret fint eller hakket
  • 1/2 grøn peberfrugt (hvis ingen grøn, kan rød også bruges)
  • 150 g provolone ost
  • Salt og peber

Skær løget i halve løgringe og peberfrugten i små stykker.

Varm en pande op med lidt olie og karameliser løg og peber på panden. Det tager mellem 5-10 minutter. Smag til med salt og peber. Vend det hakkede hvidløg sammen med løg og peber og giv det cirka 30 sekunder mere. Skub blandingen hen i den ene side af panden.

Steg kødet på panden kort. Det skal kun lige være så det ikke længere er lyserødt. Bland det sammen ned løg blandingen.

Skær osten i mindre stykker og hæld den på panden. Osten skal nu smelte helt sammen med kød, løg, peber og hvidløg, det taget et par minutter. Vend blandingen med en palet så  osten bliver jævnt fordelt. Smag til med salt og peber.

Skær baguetten igennem og anret blandingen på den underste del. Læg overdelen af baguetten på og server med det samme. Mums!

Smørrebrød #6

December_2012 115

December_2012 118

Vi snupper lige et stykke smørrebrød mere, da der bliver spist rigtig meget af den slags mad herhjemme, specielt til frokost i weekenden.

Denne gang er det klassisk steaksandwich, men på rugbrød og så med spejlæg på toppen og masser af karamelliseret løg. Det er nemmest hvis du steger din steak (flanksteak, filet eller hvad du lige har) og bagefter skærer den i skiver inden den kommer op på rugbrødet. Hvis man har lyst kan man smørre med en smule sennep eller barbecue sauce.

Løgene steges i smør i cirka 10-15 minutter til de er bløde, søde og karamelliseret, og så op på steaken og et fint spejlæg øverst samt masser af sort peber.

Cheesecake

image

image

Jeg elsker cheesecake og denne her af slagsen smager bare helt rigtigt.

Opkriften stammer  fra Nigella Lawsons køkken-show på britisk tv, men jeg har ændret en smule på blandt andet bunden hvor jeg laver dobbelt portion da jeg ellers synes den bliver for tynd til min springform.

Denne cheesecake skal ikke bages men sætte sig i køleskabet.

Cheesecake:

Bund:

  • 150 g smør
  • 250 g digestivekiks

Cheese Creme:

  • 300 g flødeost (jeg brugte philadelphia)
  • 60 g flomelis
  • ½ tsk citronsaft
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 250 ml piskefløde

Syltetøj, friske bær eller frosne bær der varmes op som pynt.

Start med at lave bunden. Smørret smeltes i en lille gryde og kiksene knuses til krummer som røres i smørret. Fordel massen i en springform og tryk den lidt op ad siderne. Jeg brugte en springform på Ø 24cm. Det bedste ville være at bruge en springform på Ø 20cm og så kun lave halvt portion af bunden (altså 75 g smør og 125 g kiks) – så bliver forholdet mellem bund og fyld helt perfekt!

Stil bunden til side så den kan køle helt af.

Når ostecremen skal laves piskes cream cheese, flormelis, citronsaft og vaniljesukker sammen. I en anden skål piskes fløden til flødeskum som forsigtigt vendes sammen med osteblandingen. Fordel ostecremen oven på kiksebunden og sørg for at oversiden er helt glat (brug en dejskaber til at glatte ud med).

Stil cheesecaken på køl i mnimum 3 timer så den kan sætte sig. Lige inden kagen spises pyntes den med lækre bær. Jeg brugte en pose frosne skovbær som jeg kogte sammen med lidt flormelis i cirka 10 minutter hvorefter jeg lod det blive helt koldt.

Syltetøjet blev derefter smurt ud på kagen mums.

image