Hverdagsboller

Jeg har efterhånden en del opskrifter på morgenboller, men efter min mening er det også noget af det bedste som findes. Denne her opskrift er på en helt traditional hvedebolle, men det skønne ved denne opskrift er at det kun tager 10 minutter at bakse dejen sammen hvorefter den kan holde sig fint i op til 5 dage i køleskabet. Så snupper man bare en smule dej hver dag og kan altså få friskbagte boller hver morgen eller til madpakken fra den samme dej. Se DET er smart.

Hverdagsboller –  ca. 18-20 boller

  • 15 g gær
  • 7 dl koldt vand
  • 1 tsk salt
  • 850 – 900 g hvedemel

Gør sådan:

  1. Opløs gæren i det kolde vand og tilsæt salt og mel.
  2. Rør dejen godt sammen med en stor ske eller på en røremaskine. Den skal være godt klistret.
  3. Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet natten over.
  4. Når bollerne skal bages tændes ovnen på 240 grader varmluft.
  5. Tag dejen ud og skær forsigtigt så meget dej af som skal bruges. Form det forsigtigt til boller som sættes på en bageplade med bagepapir.
  6. Rids et kryds i hver bolle med en skarp kniv og bag dem ved 240 grader i 5 minutter.
  7. Skru varmen ned til 210 grader og bag bollerne yderligere 15-20 minutter indtil de er gyldne.
  8. Lad dem køle af på en rist inden de nydes med koldt smør mhmm…

Luftige Italienske Boller

Denne her opskrift på luftige italienske boller fandt jeg i sin tid på youtube hvor Simon som en gang var med i Nybyggerne (og vidst nok vandt!?) bager bollerne. Det er nogle af de bedste boller jeg har smagt som ikke er lavet på surdej så jeg kan absolut anbefale at prøve at bage dem derhjemme. Det kræver dog at man har en røremaskine til at køre dejen på da der virkelig skal slås til Søren (hø hø!).

Luftige Italienske Boller (ca. 12 stks)

  • 5 dl lunkent vand
  • 20 g gær
  • 2 ½ tsk. Salt
  • 500 g Manitoba mel (kan købes i de fleste supermarkeder) – almindelig hvedemel kan også bruges.
  1. Start med at smuldr gæren ud i det lunkne vand. Rør godt rundt.
  2. Tilsæt salt og mel. Rør dejen godt sammen og lad den så stå i ca. 10 minutter.
  3. Efter 10 minutter, skal dejen røres på røremaskine. Du skal bruge den flade krog og køre dejen ved fuld hastighed i cirka 5 minutter.
  4. Efter 5 minutter skifter du den flade krog ud med dejkrogen og kører igen for fuld hastighed indtil dejen slipper skålens kanter. Det tager ca. 5-10 minutter.
  5. Når dejen er færdig sættes der film på skålen og den sættes til hævning i min. 3 timer.
  6. Ca. 30 minutter før dejen er færdig tændes ovnen på det højeste gerne 250-300 grader. Sæt en bageplade ind i ovnen så den kan blive rigtig godt varm.
  7. Hæld dejen ud på en meldrysset bord og skær den ud i 12 stykker med en flad dejskraber.
  8. Løft forsigtig stykkerne over på den varme bageplade (beklædt med bagepapir) med dejskraberen. Bollerne skal ikke formes.
  9. Bag bollerne i midten af ovnen i cirka 15 minutter. Hold øje med at bagepapir eller boller ikke bliver sorte. Så skruer du bare lidt ned for varmen. Det er vigtigst at de får høj varme de første 5 minutter hvor de ligesom ”popper” det er nemlig det som giver den sprøde skorpe.
  10. Spis dem lune med kold smør.

TIP: Du kan også lade dejen koldhæve i køleskab natten over. Så skal du kun bruge hvad der svarer til en ært af gær. Ellers er fremgangsmåden den samme.

Havregryn og grahamsboller

1 2Mandag morgen, efter en ret så lang nat hvor vores mindste-mand har hostet som en lille søløve og vækket sig selv (og sine forældre!) hver gang det lige var lykkedes ham at falde i søvn. Lille stakkel altså.. både ham og hans mor og far :-)

Vi har ellers haft en dejlig weekend som har budt på frokost på Laundromat lørdag (kan stadig virkelig anbefale det sted med børn!), svømmehal, brunch med gode venner og så steak frites med bearnaise og rødvin til at runde weekenden af på. Og nåh ja så selvfølgelig søløvehoste som vi godt kunne have undværet.

Lørdag morgen spiste vi de her hjemmebagte bløde havregryn og grahamsboller. Stadig lune med koldt smør. Det gjorde lykke helt ned i maven. De skal ikke hæve særligt længe så hvis man står tidligt op kan man bage dem lørdag eller søndag morgen. Opskriften kommer her:

Havregryn og grahamsboller – 12 stks.

  • 5 dl lunken vand
  • 50 g gær
  • 50 g olie
  • 1 æg
  • ½ tsk salt
  • 125 g finvalsede havregryn
  • 250 g grahamsmel
  • 500 g hvedemel

Fremgangsmåde:

  1. Smuldr gæren i vandet og rør rundt til det er helt opløst.
  2. Tilsæt olie, æg, salt og havregryn og rør rundt.
  3. Tilsæt grahamsmel og hvedemel og ælt dejen godt. Gerne på en røremaskine.
  4. Lad dejen hæve tildækket i skålen under et viskestykke i 30-45 min.
  5. Form dejen til 12 boller og lad dem efterhæve 20-30 min på en bageplade med bagepapir.
  6. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 12 minutter.
  7. Lad dem køle bare en anelse af inden de nydes med koldt smør, mums.

Weekend boller

fullsizerender img_9428De hurtige morgenboller på min blog er en af de mest læste opskrifter – det forstår jeg godt, de er også super gode og så er de så dejlige nemme fordi de ikke skal hæve.

Disse skønne weekend boller bliver bedst af at få lov at hæve af to omgange, alligevel tager de kun 1t30m fra start til slut. Så hvis man lige som mig bliver vækket mellem 5:30-6:00 hver dag når mindstemanden melder klar til at erobre en ny dag, så er der jo masser af tid til lige at smide en dej sammen og lade den hæve af 2 omgange og alligevel have friskbagte morgenboller klar 7:30 når resten af familien står op.

Melet kan mixes hvis man har lyst. Jeg bruger gerne 100 g grahamsmel og hvedemel for resten, men en smule spelt eller rug ville også være lækkert. Som topping drysser jeg som regel bare med mel da mine unger ikke er så meget til ”kerner” som de kalder alt der ligger oven på brød og boller. Men man kan sagtens drysse med både blå birkes sesamfrø eller græskar-kerner i stedet for.

Weekend boller – 12 styks (fryseegnede)

  • 25 g gær
  • 3 dl mælk
  • 100 g smeltet smør
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 500-600 g hvedemel (eller blandet meltyper)
  • 1 æg til pensling
  • Evt. blå birkes sesamfrø eller græskar-kerner

Gør sådan:

  1. Start med at smelte smørret i en gryde og stil det til side.
  2. Lun mælken og hæld det i en skål. Smuldr gæren i mælken og rør rundt indtil den er opløst.
  3. Tilsat salt og sukker og rør rundt.
  4. Tilsæt det smeltede og let afkølede smør og rør godt rundt.
  5. Tilsæt melet lidt af gangen. Der skal mellem 500-600 gram i, måske tættest på 500g for at de færdige boller ikke bliver for bombastiske men dejen må heller ikke være for våd. Prøv dig lidt frem indtil dejen virker tilpas til at arbejde med.
  6. Ælt dejen grundigt. Jeg kører altid brød og boller på en røremaskine, så brug den hvis du har sådan en. Ca. 10 minutter.
  7. Stil dejen til hævning i skålen med et viskestykke over et lunt sted i cirka 30 minutter.
  8. Form 12 boller af dejen og stil dem på en bageplade.
  9. Pisk et æg let sammen og pensl bollerne med det sammenpiskede æg. Drys med mel, birkes eller andre frø og kerner.
  10. Skær et kryds i midten af hver bolle med en skarp kniv. Du må endelig ikke skære for dybt, bare så dampen kan slippe ud.
  11. Still bollerne til hævning igen med husholdningsfilm eller lignende over bagepladen. Dæk til sidst med et viskestykke. De skal hæve ca. 30 minutter.
  12. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i 10-12 minutter, til de begynder at blive gyldne.