
Jeg er så småt begyndt at lave juleknas og konfekt og et af de nye tiltag dette år er flødekarameller.
Disse skønne karameller med saltede pistacienødder er inspireret af Anne au Chocolats lækre karameller lavet på kondenseret mælk. Karamellerne er nemme at lave, kan varieres i det uendelige og så smager de virkelig lækkert. Kondenseret mælk kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder og både Bilka, Føtex og Superbrugsen fører kondenseret mælk fra Neslé som er rigtig lækker.
Næste gang jeg laver karameller tilsætter jeg lidt lakridssirup og en anden portion som skal overtrækkes med tyk mørk chokolade.

Flødekarameller med saltede pistacienødder (30-40 stk.)
- 1 dåse kondenseret mælk (ca. 395 g)
- 120 g smør
- 2 spsk. honning
- 150 g rørsukker
- En håndfuld saltede hakkede pistacienødder
Start med at smelte smør, kondenseret mælk, honning og rørsukker ved svag varme mens du rører konstant med et piskeris så det ikke brænder på. Når blandingen er smeltet sammen og sukkeret er næsten opløst skrues der op for varmen og piskes godt i cirka 10 minutter til massen har fået karamelfarve og er begyndt at tykne. Tilsæt de hakkede pistacienødder og rør rundt en sidste gang.
Hæld karamelmassen i en lille form med bagepapir og stil den i køleskabet indtil karamellen er blevet hård og kan skæres i mindre stykker. Det tager mindst 3-4 timer.
Hvis karamellerne ikke skal spises med det samme kan de pakkes i bage- eller madpapir. Så ser de også rigtig fine ud hvis de skal gives væk :-)

Synes godt om dette:
Like Henter...