Grillet ananas med is og karamel


Vejret har været fantastisk i weekenden så fredag var grillaften i haven. Vi sluttede af med grillede ananas på grillen som blev spist med hjemmelavet is og karamelsauce – yum ♥

Grillet ananas med is og karamel

En ananas skæres i passende skiver (husk at udhule i midten). Skiverne grilles herefter på grillen i 5-10 minutter til de har taget farve og fået flot grillmønster. Kom en kugle is i midten og anret med karamelsauce.

Profiteroles med is & chokoladesauce

Uhh jeg har en sød tand, og denne her dessert falder lige i min smag med hjemmelavet is, chokoladesauce og friske jordbær. Haps haps siger jeg bare.

Profiteroles med is & chokoladesauce – Cirka 8 stk

1 dl. vand

50 g smør

50 g mel

1 æg

1/s tsk sukker

Varm vand og smør op og tag gryden af blusset så snart det begynder at koge. Tilsæt melet på én gang under konstant omrøring med piskeris. Sæt gryden tilbage på blusset mens du bliver ved med at røre. Gryden skal blive på blusset og under omrøring indtil den har fået en fast konsistens.

Tag gryden af varmen og rør ægget i. Bliv ved med at røre i dejen indtil den er helt glat, rør herefter sukker i.

Beklæd en bageplade med bagepapir og form nu små boller (evt. med hjælp fra 2 skeer) som stilles på en bageplade med god plads imellem.

Bag kagerne ved 200 grader i cirka 20 minutter eller til de er blevet lysebrune. Lad dem køle helt af på en rist.

Chokoladesauce

50 g mørk chokolade

1 dl. piskefløde

Hæld fløden i en gryde og bræk chokoladen ned i. Varm det op under svag varme ved konstant omrøring. Hæld eventuelt chokoladesaucen i en lille kande når den er færdig.

Når kagerne er kølet helt af flækkes de og fyldes med is – vi spiste hjemmelavet marcipan parfait. Den varme chokoladesauce hældes over og profiteroles serveres straks – eventuelt med friske jordbær til mhhmmm….

Vanilje-marcipan parfait is med danske jordbær

Hurra så fandt jeg dem! De første danske jordbær nede i IRMA til 25 dkk bakken. Og ihh hvor de duftede og ihh hvor de smagte.. Livet er altså for kort til trykkede, blege, importerede spanske jordbær som hverken dufter eller smager af ret meget.. Haps, fluks ned i kurven de fløj, og blev spist igår aftes sammen med den vanilje-marcipan parfait is jeg lavede sidste weekend.

Vanilje-marcipan parfait is (4-6 personer)

6 pasteuriserede æggeblommer

80 g flormelis

1/2 stang vanilje

1/2 liter piskefløde

100 g god marcipan

Start med at piske æggeblommerne sammen med vanilje og flormelis – det skal blive til en tyk creme. Riv marcipanen på et rivejern ned i cremen – det gøres bedst hvis marcipanen er kold.

I en anden skål piskes fløden til flødeskum som vendes ned i marcipan/vanilje cremen. Rør forsigtigt rundt og hæld herefter isen i en lufttæt beholder. Stil isen i fryser i mindst 4 timer og server med friske jordbær.

3 x Dessert au Chocolat

Da vi havde venner på besøg i weekenden sluttede vi af med en lækker symfoni af 3 x Dessert au Chocolat. Jeg snød en lille smule og købte chokolade isen men både kagen som er Anne au Chocolat’s berømte chokoladeballade kage og chokolademoussen var hjemmelavet. Det smagte himmelsk.

Anne au Chocolat’s Chokoladeballade Kage

Jeg lavede halv portion i forhold til opskriften på Annes blog, da jeg var bange for vi ellers ville gå chokolade kolde:-)

100 g mørk chokolade

100 g smør

100 g sukker

2 æg letpisket

1 spsk. mel

Smelt chokoladen og smørret  i en lille gryde over et vandbad. Tag gryden af varmen når blandingen er smeltet og rør sukkeret i. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt lidt ad gangen. Til sidst kommes mel i.

Bag kagen i en lille form i 25-30 min ved 180grader. Den skal stadig være lidt blød og “ufærdig” når den kommer ud da den skal sætte sig i køleskabet de næste 12 timer inden de serveres og spises.

Jeg serverede den med et drys flormelis på toppen.

Chokoladeballade kage

Chokolademoussen besluttede jeg at lave med lys orangeknas chokolade for at give en lidt anden chokolade smag til min chokolade symfoni. Jeg prøvede mig lidt frem og det endte med at blive ganske lækkert.

Jeg brugte Marabou da det er Sebastians yndlingschokolade – Er der nogen som kender til andre lækre LYSE orangeknas chokolader der kunne bruges?

Mousse au Chocolat med lys orangeknas chokolade

100 g lys Marabou chokolade med orangeknas

4 past. æggeblommer (altså 2 små bægere)

35 g sukker (ca. 2 spsk. )

250 ml piskefløde

Smelt 2/3 dele af chokoladen over vandbad. Den sidste 1/3 smeltes i den varme chokolade når denne er taget af blusset. Så falder temperaturen en anelse på chokoladen hvilket jeg synes fungerer bedst når det skal blandes med flødeskum.

Mens chokoladen står og smelter piskes æggeblommer og sukker sammen til en hvid og skummende blanding, og i en anden skål piskes fløden til flødeskum – den må endelig ikke være for stiv.

Hæld nu chokoladen ned i æg og sukker blandningen og rør forsigtigt rundt. Vend herefter flødeskummen i blandingen.

Anret i portionsglas og lad den stå i køleskab et par timer inden den serveres eventuelt med chokolade eller revet appelsinskrald på toppen.

Lys Mousse au Chocolat med orangeknas