Frisk pasta med svampe og rucola

Selvom vejret måske kalder på lidt tungere retter end pasta og spaghetti så havde vi denne lækre pastaret på menuen i mandags. Opskriften er inspireret af Louisa Lorang.

Frisk pasta med svampe og rucola – 2 personer

  • 250 g frisk pasta
  • 1 bakke brune champignon
  • 1 dl piskefløde
  • 1 håndfuld pinjekerner
  • 1 håndfuld rucola
  • Salt + peber
  • Revet parmesan

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Rist pinjekernerne på en tør pande til de har taget lidt farve, Stil dem til side. Rens champignonerne og skær dem i tykke skiver. Brun dem i lidt smør på en pande.

Når pastaen er al dente hældes den over til champignonerne sammen med 1-2 spsk pastavand. Herefter tilsættes fløden og det hele koges sammen i et par minutter. Smag til med salt + peber.

Anret pastaen på en tallerken og server med rucola, ristede pinjekerner og revet parmesan på toppen.

 

Spaghetti med pancetta, svampe og cherrytomater

Puha i aften trænger jeg til noget let og lækkert som ikke dufter af hverken and eller flæskesteg, det kunne meget vel blive denne her skønne spaghetti ret som jeg lavede for et par uger siden.

Spaghetti med pancetta, svampe og cherrytomater – 2 personer

  • 250 g spaghetti
  • En håndfuld pancetta (bacon i tern kan også bruges)
  • 6-8 cherrytomater
  • En halv bakke brune champignon
  • En håndfuld rucola
  • 1/2 dl. fløde
  • Salt + frikkværnet peber
  • frisk revet parmesan

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Steg pancettaen prød på en pande. Skær cherrytomaterne i halve og lad dem stege med sammen med baconet i et minut eller 2. Tag tomater og bacon af panden og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skær de brune champignon i skiver og brun dem på panden. hæld fløden ved og lad det koge op. Tilsæt pancetta og cherrytomater og hæld herefter spaghettien ned i flødeblandingen. Lad det koge sammen og smag til med salt + peber. Vend en smule rucola i spaghettien lige inden servering og drys med masser af revet parmesan og lidt friskkværnet sort peber på toppen.

 

Italienske hvidløgsbrød

Nu er det ikke fordi det er specielt svært at lave hvidløgsbrød men selvom det er enkelt er det altså ikke altid at det smager lige vellykket.

Det her er min opskrift og den falder lige i min smag. Det er lidt svært at sætte præcise mål på hvor meget man skal bruge af de forskellige ingredienser da det er lidt af en smagssag og det godt kan være forskelligt fra gang til gang hvor meget hvidløget smager så nedestående er en cirka opkrift – det er altid bedre at smage sig frem :-)

Hvidløgsbrød – 4 stks

4 skiver italiensk brød

100 g blødt smør

1-2 hvidløg (smag dig frem)

1 tsk revet citronskal

1 spsk. revet ost

Ca. 2 spsk. bredbladet persille, hakket

Salt

Hæld alle ingredienserne i en skål og blend dem sammen med en håndblender. Skrab smørret op i en lille skål og stil det i køleskabet indtil du skal bruge det.

Skær fire gode skiver brød og smør dem med hvidløgssmørret. Hvis dit brød er meget blødt kan du eventuelt riste det en anelse først.

Stil hvidløgsbrødene i ovnen hvor de skal have cirka 5-8 minutter, gerne med lidt grill, indtil smørret er helt smeltet og brødet er blevet sprødt.

Mhmmmm…. god mod vampyrer :-)

Spaghetti med chili, hvidløg og citron

Jeg er alene hjemme i aften og fik lyst til at lave en enkelt spaghetti ret med chili, hvidløg, citron og persille da jeg allerede havde alle ingredienserne i køleskabet.

Super nem spaghetti ret som tager under et kvarter at lave – så er der ingen undskyldninger.

Spaghetti med chili, hvidløg og citron – 2 personer

  • 250 g spaghetti
  • 1 tørret chili
  • 2 fed hvidløg
  • Citronskal fra en halv citron
  • Citronsaft fra en halv citron
  • 1/2 dl olivenolie
  • En håndfuld revet parmesan ost
  • En håndfuld bredbladet persille, hakket
  • Salt + friskkværnet peber

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Bland citronsaft, revet citronskal, olivenolie og revet parmesan i en lille skål så det er klar til at hælde over spaghettien. Hak chili og hvidløg og brun det på en pande i lidt olivenolie.

Hæld spaghettien over i samme pande sammen med cirka 1/2 dl. af kogevandet. Tilsæt blandingen af citron, olienolie og parmesan og vend det godt sammen. Tilsæt hakket persille og smag til med salt og friskkværnet peber.

Server straks, gerne med lidt ekstra revet parmesan på toppen.

Til dessert har jeg spist et stykke summerbird chokolade med citron fromage – så er det vidst også slut med citron for idag.