Kyllingesalat Deluxe

image

I går spiste vi denne skønne kyllingesalat til aftensmad. Jeg havde i Føtex fået fingre i de mest lækre økologiske kyllingebryst på tilbud, som blev viklet ind i en skive Parma skinke, krydret med salt og peber og stegt på panden i 8-10 minutter.

Salaten var almindelig grøn salat og feldsalat, avokado og blommetomater, piftet op med verdens bedste dressing a la Meyer. Jeg har tidligere udtrykt min begestring for denne skønne dressing, og du kan finde opskriften her på bloggen.

Salaten blev serveret med et smilende æg på toppen, en smule revet parmesan samt salt og peber – mums.

 

 

 

Rødkålssalat med æbler og valnødder

rødkål

Et skønt og sprødt alternativ til den traditionelle rødkål.

Rødkålssalat:

  • Et halv hoved rødkål
  • 4 små pigeonæbler
  • En håndfuld groft hakket valnødder

Snit rødkålen meget fint, skræl æblet, og skær det i tynde skiver. Vend rødkål, valnødder, og æble sammen i en skål.

For at undgå at æblerne bliver brune, og for at give salaten et ekstra pif serverer jeg rødkålsalaten med denne vinagrette.

Vinagrette:

  • 1 del honning
  • 2 del  æblecidereddike
  • 3 dele rapsolie (til overstående salat brugte jeg cirka 2/3 dl rapsolie)
  • Salt + peber

Pisk alle ingredienserne sammen, smag til, og hæld dressingen over salaten.Vend rundt og server med det samme.

Crunchy kylling med spinatsalat

En skøn sommerret med crunchy kylling og spinatsalat. Opskriften kommer fra et gammel Femina fra 2010.

Crunchy Kylling med Spinatsalat – 2 personer

Spinat Salat:

  • 1 dl. græskarkerner
  • 150 g spæde spinatblade
  • 2 modne avocadoer
  • 1 stort rødløg i tynde ringe
  • 1 håndfuld brøndkarse

Dressing:

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. græskarkerneolie eller solsikkeolie
  • 1/2 spsk. soja
  • 1 lille fed presset hvidløg
  • Saft og skal af 1 limefrugt

Start med at lave alt klar til salaten. Rist græskarkernerne i lidt olie på en pande og drys med havsalt – lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Skyl spinaten og skær avocadoerne i terninger. Dryp dem med lidt lime så de ikke bliver brune. Skær rødløget i tynde ringe.

Nu blandes dressingen og piskes godt sammen. Smag til med salt, peber og lime. Smagen skal være kraftig. Når dressingen er færdig stilles den til side. Den skal først hældes over salaten lige inden servering.

Crunchy Kylling:

  • 1 pakke kyllingeinderfilet (260-300 g)
  • 1 æg
  • 2 spsk. rasp – gerne grov
  • 50 g grofthakkede hasselnødder
  • 2 spsk. revet parmesan
  • Salt og peber

Bland rasp, hakkede hasselnødder, revet parmesan samt salt og peber i en skål. Vend først kyllingestykkerne i sammenpisket æg og derefter i raspbandingen.

Steg kyllingen gylden i lidt smør og olie – det tager cirka 10 minutter.

Hæld dressingen over salaten og drys med brøndkarse. Server salaten sammen med kyllingen, frisk lime og sød chilisauce.

 

Forårssalat med Meyers franske dressing

Lækker forårssalat a la mig med dressing fra Meyers salatbog.

Forårssalat med Meyers franske dressing –  2 personer

  • 1romain salat
  • 1 pakke bacon
  • 2 avokado
  • En håndfuld pinjekerner
  • 1 halv baguette (eller andet brød til croutons)
  • 2 fed hvidløg
  • Timian + rosmarin
  • Revet parmesan

Meyers Franske Dressing

  • 2 past. æggeblommer
  • 1/2 spsk. dijonsennep
  • 2 spsk. æble-cidereddike
  • Salt + peber
  • 1/2 tsk. sukker
  • 1 dl. olivenolie
  • 1 knivspids hakket hvidløg

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande og stil dem til side. Steg herefter baconen sprød og lad det dryppe af på et stykke røkkenrulle. Husk at gemme baconfedet på panden da de hjemmelavet croutons skal steges heri.

Skær baguetten i små firkanter og kom dem på panden, halver hvidløgene og lad dem stege med sammen med croutonerne. Drys med masser af timian og rosmarin og rist croutonerne til de er blevet sprøde.

Vask salaten og riv den i mindre stykker. Skær avokadoen i tern og vend den i salaten. Lav nu den franske dressing. Det gøres ved at piske æggeblommer, sennep og eddike sammen med salt og sukker. Herefter piskes olien i, i en tynd stråle. Tilsæt hakket hvidløg og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten. Kom pinjekerner, bacon on croutoner ned i salaten og vend det hele godt sammen. Server straks med lidt revet parmesan på toppen.

Salaten kan også serveres med grillet kyllingebryst eller pocheret æg.