Grillet sandwich med avokado og mozzarella

Åhh fredag. Solen skinner og himlen er blå og det er weekend. Jeg håber vi får en masse dejlig sol i weekenden. Jeg savner det gode vejr.

Er jeg forresten den eneste som ikke har orket at lave rigtig mad mens det har været så varmt? Vi har levet af grillmad og salater og ellers sandwich.

Denne her grillet sandwich med avokado og mozzarella er en af mine favoritter. Sådan lidt Joe and the Juice agtig (uden at koste en halv månedsløn..!!)

Sandwichene kan enten grilles i en toast/panini grill eller på en pande. Hvis man bruger en pande kan man med fordel lægge en tallerken oven på sandwichene for at trykke dem sammen på panden mens de griller. Så skal de selvfølgelig vendes og grilles på begge side.

For at få lidt ekstra grønt kan man servere lidt gnavegrønt sammen med sin sandwich. Agurker, gulerødder og peberfrugt skåret i stave samt små tomater. De smager rigtig godt sammen med den her dip.

Grillet sandwich med avokado og mozzarella – 2 personer

  • 2 grove eller rug sandwichboller. Rugklappere kan også bruges.
  • 1 avokadoer skåret i skiver.
  • 2 tomater skåret i skiver.
  • 1 bøffelmozzarella skåret i skiver.
  • 2 tsk. pesto
  • Olivenolie
  • Salt og Peber

Gør sådan:

  1. Fyld bollerne med avokado, tomat og mozzarella og dryp med 1 tsk. pesto i hver, lidt olivenolie, salt og peber.
  2. Grill dem på en pande eller i en panini/toaster grill.
  3. Server dem straks, gerne med gnavegrønt og ostedip til.
Reklamer

Tirsdags lykke og sommersalat

I går fejrede vi fars dag og grundlovsdag i det blå hus og det var bare en helt igennem fin dag. Vi startede dagen med at spise byens bedste croissanter fra Brød ved Enghave Plads, hentet og bragt af mindstemanden og undertegnede. Derefter pakkede jeg miniholdet sammen og så tog vi hjem og spiste tidlig frokost og kage med mormor og morfar mens far arbejdede lidt. Han havde nemlig kun halv fridag.

Da vi kom hjem igen stod den på slentretur ned på Frederiksberg Allé iført stråhat og spise isvafler hos Frederiksberg chokolade som btw dypper deres vafler i chokolade og laver en mean guf med flere forskellige smage. Det var lige noget der kunne bruges. Da vi kom hjem soppede ungerne i haven mens vi tilberedte aftensmad. Vi havde egentlig planlagt at gå ud at spise i anledningen af fars dag, men blev enige om at det ville blive alt for varmt og vi meget hellere ville grille hjemme i haven.

På grillen havde vi flank steak og grillet salat og nektariner. Dertil pomfritter af sød kartoffel og så en skøn sommer salat på frugt og feta. Opskriften kommer her.

Sommersalat med melon, jordbær, fersken og feta.

  • ½ pose rucola skyllet og tørret.
  • 1 halv melon (honning eller galion) skåret i tern.
  • 10 små jordbær, renset og skåret i halve
  • 2 ferskner skåret i tern
  • ½ pakke feta skåret i tern
  • 1 håndfuld cashewnødder
  • En lille håndfuld mynte og basilikum hakket fint.
  • Olivenolie, citronsaft og sort peber til ”dressing”
  1. Anret alle ingredienserne på et fad.
  2. Dryp med olivenolie, citronsaft og sort peber. Server med det samme.

Grøn kartoffelsalat

Det er sommer i disse dage og det betyder grillmad. Denne her grønne kartoffelsalat er en ny favorit hjemme hos os.

Grøn kartoffelsalat

  • 500 g kogte kartofler skåret i halve
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1-2 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1 tsk Dijon sennep
  • 1 buket basilikum
  • 1 buket persille
  • 1 buket purløg
  1. Start med at skære kartoflerne i halve og kog dem møre. Lad dem køle helt af.
  2. Spred kartoflerne ud i et fad eller en skål med skæresiden opad.
  3. Pres hvidløget ned i olivenolien og krydr med salt og peber. Dryp hvidløgsolien ud over kartoflerne.
  4. Rør mayonnaisen sammen med Dijon senneppen og læg små klatter ud rundt omkring på kartoflerne.
  5. Hak alle krydderurterne og anret dem øverst på den kartoffelsalat. Krydr med peber og eventuelt lidt citron.
  6. Spis med det samme.

Bagte radiser med feta og friske krydderurter

Denne her lille lækre side dish er med inspration fra en gammel opskrift fra Politiken af Ditte Ingemann. Den gør det super godt til en stor lækker grillet bøf eller helstegt kylling mums.. Måske kunne man endda grille radiserne på grillen i et grillfad – det må jeg prøve næste gang.

Bagte radiser med feta og friske krydderurter

  • 1 bundt radiser
  • 100 g feta
  • God oliveolie
  • Havsalt
  • Friske krydderurter, hakkede (jeg brugte timian og basilikum men alt kan bruges).
  • Friskkværnet peber
  • Lidt citronsaft
  1. Vask radiserne og skær toppen af. Skær dem i skiver (ca. 3 skiver per radise så de ikke bliver for tynde).
  2. Vend radiserne med olivenolie og havsalt og spred dem ud på en bageplade.
  3. Bag radiserne ved 200 grader indtil de har taget lidt farve. Det tager ca. 20 minutter.
  4. Anret radisserne på er fad, dryp med lidt citronsaft, friskkværnet sort peber, hakkede friske krydderurter og smuldret feta.