Hvis du ikke har fået bagt hveder endnu, så kan du stadig nå det. De smager også lækkert som morgenmad eller til eftermiddagskaffen. Denne opskrift er super nem og kan faktisk godt efterhæve natten over hvis du vælger morgenmads ideen.
Hveder – 8 stk
- 15 g gær
- 1 dl koldt vand
- 1 dl sødmælk
- 1 æg + 1 æg til pensling
- 350 g hvedemel
- 2 spsk. sukker
- 1/2 tsk salt
- 1/2 tsk stødt kardemomme
- 30 g blødt smør skåret i små tern
- Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt mælk og rør rundt.
- Tilsæt resten af ingredienserne.
- Rør dejen rigtig godt sammen så smørret bliver æltet helt ind i dejen. Jeg kørte min dej 10 minutter på en røremaskine.
- Stil dejen til hævning et varmt sted og lad den hæve til dobbelt størrelse (ca. en time).
- Form dejen til 8 boller og læg dem på en bageplade med 4-5 centimeter i mellem. Lad bollerne hæve igen, gerne 2-3 timer (eller natten over).
- Pensl bollerne med æg og bag dem i ovnen ved 180 grader i 20 minutter.
- Nyd hvederne lune med koldt smør.