Spaghetti med chili, hvidløg og citron

Jeg er alene hjemme i aften og fik lyst til at lave en enkelt spaghetti ret med chili, hvidløg, citron og persille da jeg allerede havde alle ingredienserne i køleskabet.

Super nem spaghetti ret som tager under et kvarter at lave – så er der ingen undskyldninger.

Spaghetti med chili, hvidløg og citron – 2 personer

  • 250 g spaghetti
  • 1 tørret chili
  • 2 fed hvidløg
  • Citronskal fra en halv citron
  • Citronsaft fra en halv citron
  • 1/2 dl olivenolie
  • En håndfuld revet parmesan ost
  • En håndfuld bredbladet persille, hakket
  • Salt + friskkværnet peber

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Bland citronsaft, revet citronskal, olivenolie og revet parmesan i en lille skål så det er klar til at hælde over spaghettien. Hak chili og hvidløg og brun det på en pande i lidt olivenolie.

Hæld spaghettien over i samme pande sammen med cirka 1/2 dl. af kogevandet. Tilsæt blandingen af citron, olienolie og parmesan og vend det godt sammen. Tilsæt hakket persille og smag til med salt og friskkværnet peber.

Server straks, gerne med lidt ekstra revet parmesan på toppen.

Til dessert har jeg spist et stykke summerbird chokolade med citron fromage – så er det vidst også slut med citron for idag.

Lækre chokoladekager bagt som muffins

Disse små skønne chokoladekager har jeg tidligere bagt efter Anne Au Chocolat’s chokoballadekage men som en hel kage og ikke som små chokoladekager. Denne gang var det så muffins style og kagerne blev bagt i muffinsforme.

Halvdelen af kagerne fik et Amarena kirsebær ned i midten mens de blev bagt og det blev de bestemt ikke dårligere af.

Nedestående opskrift er fra Anne Au Chocolat’s Chokoballadekage og giver ca. 8-10 kager når de bages som muffins.

Lækre chokoladekager bagt som muffins – 8-10 kager

  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 5 æg – let sammenpisket
  • 1 spsk mel

Smelt chokoladen og smørret  i en lille gryde over et vandbad. Tag gryden af varmen når blandingen er smeltet og rør sukkeret i. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt lidt ad gangen. Til sidst kommes mel i.

Bag kagern i muffinsforme i ca. 15 minuttter ved 180grader. De skal stadig være lidt bløde og “ufærdige” når de kommer ud da de skal sætte sig i køleskabet de næste 12 timer inden de serveres og spises.

Sandwich med Confit de Canard

Efter at have spist sandwich med confit de canard hos Ma Poule i Torvehallerne har jeg haft lyst til at prøve at lave det herhjemme. Idag skulle det så være.

Det var super nemt og smagte fantastisk så det er bestemt ikke sidste gang vi prøver det. Næste gang tror jeg vi skal ud i en asiatisk andesandwich a la peking duck med hoisin sauce, agurk of forårsløg.

Sandwich med Confit de Canard – 3 små sanwich eller 2 store

  • 2 andebryst, mine var ferske og med skind på
  • 1 stort løg
  • 1 liter grøntsagsfond
  • 1 tsk. merian
  • Salt + peber

Rids begge andebryster i skindsiden og gnub derefter med salt, peber og merian på begge sider. Brun andebrysterne i lidt olie i en gryde med skindsiden nedad. Når skindet har taget farve (det tager cirka 5 minutter) vendes kødet og steger et par minutter med kødsiden nedad.

Skær løgene i store stykker og steg dem med i nogle minutter. Rør rundt i blandingen og hæld grøntsagsfond på, til kødet næsten er dækket. Læg nu låg på gryden og lad kødet koge i minimum 1 ½ time men meget gerne 2 timer. Efter cirka en time kan skindet skrabes af, lad det koge med i gryden for at give smag. Hvis alt grøntsagsfonden koger væk inden anden er færdig kan man hælde lidt ekstra vand ved.

Når kødet er kogt trevles det og krydres med list ekstra salt, peber og merian, herefter steges det par minutter i olie på panden for middel varme.

Smør din baguette eller boller med fransk sennep og anret med confit de canard. Server med en serviet omkring og spis med det samme. Det smager så fuglene (ænderne måske?) synger.

Flødekarameller med saltede pistacienødder

Jeg er så småt begyndt at lave juleknas og konfekt og et af de nye tiltag dette år er flødekarameller.

Disse skønne karameller med saltede pistacienødder er inspireret af Anne au Chocolats lækre karameller lavet på kondenseret mælk. Karamellerne er nemme at lave, kan varieres i det uendelige og så smager de virkelig lækkert. Kondenseret mælk kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder og både Bilka, Føtex og Superbrugsen fører kondenseret mælk fra Neslé som er rigtig lækker.

Næste gang jeg laver karameller tilsætter jeg lidt lakridssirup og en anden portion som skal overtrækkes med tyk mørk chokolade.

Flødekarameller med saltede pistacienødder (30-40 stk.)

  • 1 dåse kondenseret mælk (ca. 395 g)
  • 120 g smør
  • 2 spsk. honning
  • 150 g rørsukker
  • En håndfuld saltede hakkede pistacienødder

Start med at smelte smør, kondenseret mælk, honning og rørsukker ved svag varme mens du rører konstant med et piskeris så det ikke brænder på. Når blandingen er smeltet sammen og sukkeret er næsten opløst skrues der op for varmen og piskes godt i cirka 10 minutter til massen har fået karamelfarve og er begyndt at tykne. Tilsæt de hakkede pistacienødder og rør rundt en sidste gang.

Hæld karamelmassen i en lille form med bagepapir og stil den i køleskabet indtil karamellen er blevet hård og kan skæres i mindre stykker. Det tager mindst 3-4 timer.

Hvis karamellerne ikke skal spises med det samme kan de pakkes i bage- eller madpapir. Så ser de også rigtig fine ud hvis de skal gives væk :-)