Pasta med Chili og Chorizo

Udover at blogge om mad og opskrifter som forhåbentlig kan være til inspiration for andre så bruger jeg også cphfoodie som min egen online opskrift bog hvor jeg gemmer alle de retter som jeg er vild med og som jeg laver igen og igen.

En af mine favorit madbloggere er Nadia som skriver foodfanatic der er fyldt med skønne opskrifter. Jeg har afprøvet en hel del af hendes opskrifter, specielt på pasta, og de sidder altid lige i skabet og gør en glad i maven:-) Denne skønne pasta med chili og chorizo er ingen undtagelse.

Jeg har lavet opskriften præcis efter Nadias anvisniger da det altid giver et superb resultat. Du kan se original opskriften lige her.

Pasta med Chili og Chorizo – 2 personer

  • 250 g pasta
  • Ca. 100 g chorizo
  • ½ rød chilipeber
  • 1 lille løg
  • 3 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • ½ tsk. fennikelfrø
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 2 dl fløde
  • Salt og friskkværnet peber
  • friskrevet parmesanost

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Skær chorizoen i mindre stykker og hak løg, hvidløg og chili fint. Varm en pande op med lidt olie og rist fennikelfrøene, tilsæt chorizo, løg, hvidløg og chili og lad det tage lidt farve. Tilsæt tomatpuré og fløde og rør det hele sammen. Smag til med salt og peber. Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen ned til pastasaucen. Vend pastaen godt rundt i saucen og server med friskrevet parmesan.

Andre lækre pastaretter:

Porrer med rasp og smør

Ok jeg indrømmer jeg har aldrig været den store fan af porrer, men efter min svigermor serverede dem for mig tilberedt på denne måde så er jeg faktisk blevet ret glade for dem som tilbehør til kød, kylling mm.

Denne tilberedning med rasp egner sig godt til årstiden lige nu hvor maden gerne må være lidt tungere.

Porrer med rasp og smør

1 bundt porrer

2 spsk smør

1 dl. rasp

Salt

Start med at rense porrerne og skær dem i skiver. Kog dem i en gryde med vand i cirka 20 minutter indtil de er møre.

I en anden skål smeltes smørret hvorefter rasp og salt kommes i. Rør det sammen indtil du har en crumble. Hæld vandet fra porrerne og vend dem ned i raspeblandingen. Bland det godt sammen og server med det samme som lækker side dish.

Alzenau, Bayern i Tyskland

I efterårsferien kørte vi volven til Bayern i Tyskland hvor mine svigerforældre bor i den skønneste lille landsby i Alzenau. Området er fyldt med æbleplantager og vinmarker hvor der dyrkes lokal vin, og når solen skinner som den gjorde i Oktober da vi var forbi, ja så kan man godt et øjeblik glemme at man ikke er i Frankrig eller Italien men rent faktisk er i Tyskland.

Det er hovedsagligt hvidvin der produceres hernede og den mest brugte drue er Müller-Thurgau som de fleste af vinene er lavet på. Her kan også findes Bacchus, Riesling, Weißburgunder, Grüner Silvaner og endda Chardonnay. De seneste par år er der også kommet lidt røde vine til som laves på druerne Dornfelder, Regent, Domina og Spätburgunder men de hvide vine er klart de bedste.

En af vinbonderne hernede hedder Jürgen Simon, og udover sin vin, som han desværre ikke kan leve af så driver han også spisestedet Winzerstübchen som ligger oppe i vinmarkerne og som serverer traditionel tysk mad hvilket betyder en 3-4 forskellige slags schnitzler.

Til maden serveres naturligvis Jürgen Simons egen vin og der kan også købes et par flasker med hjem hvis det skulle være. Desuden kan man være heldig at den lokale æblebonde kommer rundt ved bordene og sælger ud af poser med friske æbler, marmelade eller hjemmepresset æblejuice.

Adresse: Schlossbergstr. 2, Alzenau-Wasserloss – Jürgen Simon

Et andet skønt spisested man ikke må snyde sig selv for hvis man er på disse kanter er Brathähnchen Farm (Hønsefarmen) som ligger oppe i bjergene i Steinau. Stedet som faktisk også er et lille hotel er altid fyldt til randen så her skal man huske at bestille bord hvis man ikke vil gå forgæves. Stedet er rustik med træmøbler, skind på stolene og åbent ildsted hvor grillkyllingen lige får en sidste tur inden den serveres. Menukortet byder på gode gedigne retter som gullash-suppe, kyllingelever, lam og grillspyd men den mest populære ret er selvfølgelig grillkyllingen som serveres enten halv eller hel, penslet med smør og med pomfitter og hjemmelavet æblemos på siden. Uha det er finde sager.

Adresse: Im Ohl 1, Steinau an der Strasse – Brathähnchen Farm

Så næste gang turen går sydpå kan det være den ikke behøver at gå helt så langt syd som Frankrig eller Italien. Tyskland og Bayern har en masse at byde på og så ligger det lige op af delstaten Hessen og Frankfurt.


Kylling og kartoffelmos med mandelmælk

Et af de bedste måltider jeg har spist i år var på B.A.R i Stockholm hvor vi var på weekend tilbage i Maj. Jeg fik kylling i cocotte som blev serveret med kartoffel/mandel mos og det smagte simpelthen så fantastisk.

Jeg har ikke fået lavet det herhjemme før nu (FY!) men nu skulle det være og det smagte skønt.

Kyllingen var lige ud af landevejen. En håndfuld pancetta, friske forårsløg (hele og i skiver), et par gulerødder i skiver, 3 hvidløg samt frisk timian og rosmarin blev anrettet i en ovnfast fad og tilsat en anelse hvidvin og vand. Kyllingen blev penslet med lidt olivenolie og krydret med salt og peber hvorefter den blev lagt på en rist oven på grøntsagerne og så i ovnen (200 grader) i en time.. Altid et hit!

Kartoffelmosen med mandelmælk tager lidt længere tid at lave.

Kartoffelmos med mandelmælk

1/2 kg kartofler

2 spsk smør

Mandelmælk

Salt + peber

Start med at lave mandelmælken. Det gøres ved at smutte mandlerne og lægge dem i blød et par timer. Herefter blendes mandlerne i en blender og vand tilsættes indtil man har den ønskede tykkelse. Der går cirka 2 dele vand til 1 del mandler. Når mandelmælken er færdig hældes den gennem en si og smages til med salt.

Skræl kartoflerne og kog dem i letsaltet vand i 20-25 minutter til de er godt møre. Hæld vandet fra og mos kartoflerne med en stor gaffel eller sådan et kartoffelmos redskab. Kom først smørret i mosen og rør rundt. Tilsæt herefter mandelmælk, lidt efter lidt, indtil mosen har den ønskede tykkelse. Mosen får en virkelig lækker cremet konsistens og bliver smuk blank.

Server den sammen med kyllingen og de lækre grønsager samt den stegesky som har samlet sig i fadet under kyllingen.