Dulce de Leche

imageDulce de leche lavet på kondenseret mælk. Der findes næsten ikke noget nemmere at lave og som smager så fantastisk når det er kogt færdigt og blevet til cremet karamel.

Kun fantasien sætter grænser på hvad den lækre dulce de leche kan bruges til, men her hjemme bruger vi den gerne på vafler og pandekager, på is, i havregrød eller i kager.

Sådan gør man:

En dåse sød kondenseret mælk kommes i en gryde og dækkes helt med vand. Vandet bringes i kog, og nu skal dåsen bare ligge og hygge sig under låg og småkoge i 3 timer.

NB: Det er vigtigt at dåsen hele tiden er dækket helt af vand da den ellers kan eksplodere. Hvis noget af vandet fordamper kan man sagtens bare hælde lidt ekstra ved.

Efter 3 timer fiskes dåsen op og den skal nu have lov til at køle af i cirka 1 time. Når den er kold åbnes dåsen og voilá, hjemmelavet karamel.

Hæld karamellen på glas og opbevar den i køleskab. Så kan den sagtens holde sig et par uger.

image

Nemme svampede bananmuffins

image image image

Jeg elsker banankage men går altså heller ikke af vejen for en god bananmuffins.

Denne her opskrift er super nem og super hurtig at bage.

Så er der altså ingen undskyldning for ikke lige at bage en omgang af disse lækre svampede bananmuffins til brunch eller eftermiddagskaffen.

Nemme svampede bananmuffins – 12 muffins

  • 3-4 modne bananer
  • 2 æg
  • 150 g rørsukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl A38 eller youghurt natural
  • 75 g smeltet smør
  • 250 g hvedemel
  • 100 g hakket chokolade (mørk eller mælk)
  1. Start med at mose bananerne og bland dem med sukker og vanillesukker.
  2. Smelt smørret og bland det i bananerne sammen med A38 og æg.
  3. Tilsæt bagepulver og mel og til sidst den hakkede chokolade.
  4. Smør en muffinsform med lidt smør og fordel dejen til 12 muffins.
  5. Bag i en forvarmet ovn ved 180 grader i 15-20 minutter.

Nyd dem mens de endnu er lune eller når de er kølet lidt af.

image

Hveder

image

imageHvis du ikke har fået bagt hveder endnu, så kan du stadig nå det. De smager også lækkert som morgenmad eller til eftermiddagskaffen. Denne opskrift er super nem og kan faktisk godt efterhæve natten over hvis du vælger morgenmads ideen.

Hveder – 8 stk

  • 15 g gær
  • 1 dl koldt vand
  • 1 dl sødmælk
  • 1 æg + 1 æg til pensling
  • 350 g hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 30 g blødt smør skåret i små tern
  1. Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt mælk og rør rundt.
  2. Tilsæt resten af ingredienserne.
  3. Rør dejen rigtig godt sammen så smørret bliver æltet helt ind i dejen. Jeg kørte min dej 10 minutter på en røremaskine.
  4. Stil dejen til hævning et varmt sted og lad den hæve til dobbelt størrelse (ca. en time).
  5. Form dejen til 8 boller og læg dem på en bageplade med 4-5 centimeter i mellem. Lad bollerne hæve igen, gerne 2-3 timer (eller natten over).
  6. Pensl bollerne med æg og bag dem i ovnen ved 180 grader i 20 minutter.
  7. Nyd hvederne lune med koldt smør.

Koldhævede morgenboller

image

Denne opskrift er simpelthen bare så nem. 5 minutter tager det at køre ingredienserne sammen på en røremaskine og så skal dejen bare “sove” i køleskabet natten over lige indtil næste morgen hvor den er klar til at blive formet til boller og bagt i ovnen.

Og voilá, friske morgenboller til morgenmaden. Så enkelt man endda kan bage dem i hverdagen.

Nedestående opskrift giver 10 boller, men hvis man vil kan man lave en ekstra stor portion og opbevare dejen i køleskabet. Så kan man tage lidt hver dag til friske boller. Dejen kan holde sig 4-5 dage på køl.

Skide smart!

Koldhævede morgenboller – 10 styks

  • 25 g gær
  • 3.5 dl vand
  • 1 tsk salt
  • Ca. 450 g mel – (jeg brugte cirka 100 g rugmel og ellers hvedemel for resten)
  1. Opløs gæren i vandet og rør salt og mel i dejen.
  2. Ælt dejen godt sammen, eventuelt på en røremaskine. Dejen vil være ret klistret. Sådan skal den være.
  3. Dæk din skål (med dejen i) med plastfilm og stil dejen i køleskabet natten over.
  4. Næste morgen forvarmes ovnen helt op til 240 grader.
  5. Form dejen til 10 boller og sæt dem på en bageplade.
  6. Bag bollerne ved 240 grader i 5 minutter. Skru herefter varmen ned til 210 grader og bag dem i yderligere 15-20 minutter til de er lysebrune.
  7. De er færdige når de lyder hult når du banker under dem.
  8. Lad bollerne køle lidt af inden de nydes med koldt smør.