Brunsviger på en lørdag

Brunsviger skal der til på sådan en skøn solskins lørdag. Denne opskrift kommer fra Anne au Chocolats lille chokoladeblog.

Brunsviger

Til dejen:

  • 2,5 dl lunken vand
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 50 g sukker
  • 5 g salt
  • ca. 450 g hvedemel
  • 40 g smør, smeltet

Til toppingen:

  • 125 g brun farin
  • 125 smør
  • 1/4 dl sirup
  • Lidt ekstra brun farin til drys

Start med at lave dejen til brunsvigeren. Rør gæren ud i vandet og tilsæt æg salt, sukker og mel. Smelt smørret i en lille gryde og hæld det ned i blandingen. Rør dejen godt sammen og stil den til at hæve i cirka 30 min.

Når dejen har hævet færdigt rulles den ud og lægges i en smurt bradepande. Stik små fordybninger i dejen med dine fingre.

I mellemtiden laves toppingen. Det gøres ved at koge alle ingredienserne sammen hvorefter blandingen hældes over dejen som nu skal hæve/stå i endnu en time og sætte sig.

Til sidst bages brunsvigeren i ovnen ved 200 grader i cirka 20 minutter. Lige inden den kommer ud drysses med lidt ekstra brun farin på toppen for at gøre den ekstra syndig.

Haps. Spises med det samme og helst lun. Brunsviger bliver hurtig tør hvis den får lov at stå.

Pæretærte

Inspireret af Anne au Chocolats pund-til-pund kage bagte jeg pæretærte til arbejdet den anden dag da der havde været overflod af pærer i vores frugtkurv. Havde jeg skulle spise kagen herhjemme havde den nok fået en klat flødeskum eller creme fraiche mhmm..

Pæretærte

  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 125 g mel
  • 2 æg
  • 3 pærer
  • 4 spsk. sukker blandet med kanel

Pisk smør og sukker sammen og tilsæt æggene et af gangen. Rør melet i dejen. Hæld dejen i en smurt tærteform.

Vask og skræl pærerne og skær dem i skiver. Anret dem som du har lyst oven på dejen. Drys til sidst med sukker og kanel blandingen og bag i oven ved 180 grader i cirka 30-35 minutter.

Tip: Kagen kan også laves med æbler eller andet frugt og man kan eventuelt tilsætte lidt revet marcipan mellem dej og frugt hvis man lyster.

Lækre chokoladekager bagt som muffins

Disse små skønne chokoladekager har jeg tidligere bagt efter Anne Au Chocolat’s chokoballadekage men som en hel kage og ikke som små chokoladekager. Denne gang var det så muffins style og kagerne blev bagt i muffinsforme.

Halvdelen af kagerne fik et Amarena kirsebær ned i midten mens de blev bagt og det blev de bestemt ikke dårligere af.

Nedestående opskrift er fra Anne Au Chocolat’s Chokoballadekage og giver ca. 8-10 kager når de bages som muffins.

Lækre chokoladekager bagt som muffins – 8-10 kager

  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 5 æg – let sammenpisket
  • 1 spsk mel

Smelt chokoladen og smørret  i en lille gryde over et vandbad. Tag gryden af varmen når blandingen er smeltet og rør sukkeret i. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt lidt ad gangen. Til sidst kommes mel i.

Bag kagern i muffinsforme i ca. 15 minuttter ved 180grader. De skal stadig være lidt bløde og “ufærdige” når de kommer ud da de skal sætte sig i køleskabet de næste 12 timer inden de serveres og spises.

Crumble kage med æbler og kanel

Crumble kage med æbler og kanel er en af de kager jeg bager igen og igen fordi den er så enkel at lave og smager fantastisk.

Det er virkelig smagen af efterår for mig.

Crumble kage med æbler og kanel

300 g mel

200 g smør

100 g sukker

1 tsk vanilje sukker

1 tsk bagepulver

1 tsk kanel

3-4 æbler

Evt en håndfuld brombær

Start med at skrælle æblerne og skær dem i halve skiver.

Smelt smørret og hæld det over i en skål hvor det røres sammen med sukker og vanilje sukker. Herefter røres mel og bagepulver i lidt af gangen indtil kagedejen bliver til crumble.

Hæld cirka 2/3 dele af dejen i en springform med bagepapir og tryk den ned i formen og lidt op af siden. Anret herefter med æbleskiverne og eventuelt brombær ovenpå dejen så de er spredt ud over bunden og drys med kanel over æblerne.

Brug den sidste 1/3 del af dejen til at smuldre over æblerne så de bliver en smule dækket.

Bag kagen i ovnen ved 160 grader i cirka 35-40 minutter. Den smager skønt både lun og kold :-)