Kylling og kartoffelmos med mandelmælk

Et af de bedste måltider jeg har spist i år var på B.A.R i Stockholm hvor vi var på weekend tilbage i Maj. Jeg fik kylling i cocotte som blev serveret med kartoffel/mandel mos og det smagte simpelthen så fantastisk.

Jeg har ikke fået lavet det herhjemme før nu (FY!) men nu skulle det være og det smagte skønt.

Kyllingen var lige ud af landevejen. En håndfuld pancetta, friske forårsløg (hele og i skiver), et par gulerødder i skiver, 3 hvidløg samt frisk timian og rosmarin blev anrettet i en ovnfast fad og tilsat en anelse hvidvin og vand. Kyllingen blev penslet med lidt olivenolie og krydret med salt og peber hvorefter den blev lagt på en rist oven på grøntsagerne og så i ovnen (200 grader) i en time.. Altid et hit!

Kartoffelmosen med mandelmælk tager lidt længere tid at lave.

Kartoffelmos med mandelmælk

1/2 kg kartofler

2 spsk smør

Mandelmælk

Salt + peber

Start med at lave mandelmælken. Det gøres ved at smutte mandlerne og lægge dem i blød et par timer. Herefter blendes mandlerne i en blender og vand tilsættes indtil man har den ønskede tykkelse. Der går cirka 2 dele vand til 1 del mandler. Når mandelmælken er færdig hældes den gennem en si og smages til med salt.

Skræl kartoflerne og kog dem i letsaltet vand i 20-25 minutter til de er godt møre. Hæld vandet fra og mos kartoflerne med en stor gaffel eller sådan et kartoffelmos redskab. Kom først smørret i mosen og rør rundt. Tilsæt herefter mandelmælk, lidt efter lidt, indtil mosen har den ønskede tykkelse. Mosen får en virkelig lækker cremet konsistens og bliver smuk blank.

Server den sammen med kyllingen og de lækre grønsager samt den stegesky som har samlet sig i fadet under kyllingen.

Grøn salat med pancetta og vindruer

Endnu endnu endnu en Jamie Oliver favorit fra hans kogebog “30 Minute Meals”. Salaten har pancetta, vindruer og masser af krydderurter og smager skønt til kylling eller svinekød.

Grøn salat med pancetta og vindruer

En håndfuld pancetta

1 fed hvidløg

1 spsk. fennikelfrø

ca. 100 g vår- eller feldsalat

En kvist frisk mint

En kvist frisk estragon

En håndfuld vindruer (grønne eller røde)

2 spsk. balsamico

1/2 citron

4 spsk. olivenolie

Salt + peber

Start med at stege pancettaen sprød på en tør pande sammen med det hele fed hvidløg. Når pancettaen begynder at tage farve tilsættes fennikelfrø. Lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle og smid hvidløget væk.

Vask i mellemtiden salaten og anret i en skål. Hak mint og estragon og bland det i salaten sammen med vindruer skåret i halve. Drys pancettaen over.

Pisk olivenolie, balsamico og juicen fra en halv citron sammen i en lille skål. Smag til med salt og peber og hæld dressingen over salaten. Server straks.

Søndagsfrokost i Gilleleje Havn

Idag har vi været på tur. Selvom vejret ikke viste sig fra den bedste side besluttede vi at køre en tur til Gilleleje og spise frokost på Gilleleje Havn. Og vi var heldige.. Det var ikke høj sol og strandvejr men det var varmt nok til at sidde ude nede på havnen uden jakke og smovse lækker fisk og skaldyr.

Vi havde fået anbefalet Adamsen’s Fisk af yndlings veninden og det var super lækkert. Masser af fisk og skaldyr – frisk og lækkert anrettet og til gode priser. Jeg fik en skaldyrsplatte med krebs, 1/2 lille hummer, blåmuslinger og pil-selv rejser til 135 kroner. Gemalen fik dampet laks og rejer, begge dele serveret med lækkert hjemmebagt brød. Udover skaldyr byder Adamsen’s Fisk også på hjemmelavet fiskefrikadeller, store rejer, sushi og andet lækkert fisk. Det hele kan købes med hjem eller nydes udenfor.

Efter frokosten gik vi tur på havnen og kom også omkring flere fiskebutikker og røgeri. Vi besluttede at købe lidt lækker fisk med hjem og måtte smide 105 kroner for en varmrøget laks, en røget pebermakrel og en røget makrel med hvidløg. Vi har spist de fine sager her til aften sammen med Samsø kartofler lavet som “Papas Arrugadas” altså rynkekartofler med masser af salt.

Papas Arrugadas (rynkekartofler med salt)

500 g kartofler med skræl

1 dl vand

1/2 dl groft havsalt

Skrub kartoflerne og hæld dem i en lille gryde. Tilsæt salt og vand. Lad kartoflerne koge under låg i cirka 20 minutter. I de sidste minutter skal de koge uden låg. Alt vandet skal koge væk så kun salt og kartofler er tilbage. Tag kartoflerne af varmen og lad dem tørre i cirka 5 minutter. Børst lidt af saltet væk hvis der er for meget på kartoflerne. Server sammen med fisk og smør.

Sommer er grill, grill grill..

Når solen skinner er det lig med grill i den lille gårdhave. Man bliver bare i så godt humør af at tænde op i grillen og nyde hvordan duften af grillet kød og grøntsager breder sig mens man sipper et godt glas vin :-)

I sidste weekend stod den igen på grillmad, denne gang meget fusionskøkken agtigt da vi var ude i  noget Grækenland møder Spanien med en skøn tomat/chorizo salat som forret efterfulgt af en græsk salat, fladbrød, grillede tyrkiske peber og souvlaki med tzatziki.

Tomat/Chorizo salat

En god håndfuld tomater – vi brugte en blanding af cherry tomater og store tomater.

1/2 rød chili

1 fed hvidløg

1 lille løg skåret i tynde skiver

En lille håndfuld hakket bredbladet persille

1-2 spsk. balsamico

3 spsk. olivenolie

1 tsk. rødvinseddike

Minimum 100 g grillet chorizo skåret i skiver

Salt + peber

Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelsen og klem dem sammen i en skål, så deres saft bliver mast lidt ud. Skær løg og chili fint og riv hvidløget og tilsæt det hele. Hak den bredbladet persille og bland den i salaten. Hæld balsamico, rødvinseddike og olivenolie over tomaterne og smag til med salt + peber. Afslut med at tilsætte den grillede chorizo – uha det er gode sager :-)