Chokolade ganache med appelsin

Så kommer der lige endnu en favorit ♥ fra Jamie Olivers kogebog “30 Minutes Meals”.  Denne gang en chokolade ganache med appelsin.

På trods af appelsinen må jeg indrømme den var noget tung, næste gang må jeg hellere anrette lidt mindre portioner :-)

Chokolade ganache med appelsin – 2 store eller 3-4 små skåle

100 g god chokolade (70%)

En god klat smør

150 ml piskefløde

1 knivspids havsalt

1 stor økologisk appelsin

Småkager til at dyppe i chokoladecremen – Jamie anbefaler palmiers :-)

Start med at smelte chokoladen i et vandbad. Når den er næsten smeltet tilsættes smør, fløde og havsalt. lad det hele smelte sammen mens du rører rundt. Tilsæt nu revet appelsinskal fra 1 appelsin. Rør rundt igen og hæld chokoladecremen i små glas eller skåle når den begynder at sætte sig lidt.

Server med resten af appelsinen skåret i både og palmiers.

Til Fashion High Tea på Avenue Hotel

Igår var jeg til Fashion High Tea på Avenue Hotel sammen med en håndfuld andre mad og kage elskere og sikke en eftermiddag. Avenue Hotel havde arrangeret Fashion High Tea i forbindelse med Copenhagen Fashion Week som finder sted i disse dage, og selvom det er Fashion Week, hvor er det dog skønt så at der også er tænkt lidt på os madelskere som hellere vil spise skønne kager og drikke te end at se på stiletter og modeshows:-)

Avenue Hotel havde i dagens anledning allieret sig med konditor Nikolaos Strangas som har butik lidt længere nede af gaden og det var der kommet et overdådigt kagebord ud af.

Fingersandwich, friskbagte scones, små desserter, skønne kager og macarons i alle regnbuens farver var at finde på kagebordet, og hertil var der afternoon tea, kaffe eller bobler. Nikolaos Strangas var selv til stede for at fortælle lidt om kagerne og give et dessert tip eller to.

Med så mange søde desserter er det altså svært at vælge (og begrænse sig) og så er det jo skønt at man kan gå alle de gange man har lyst til for at komme hele vejen rundt. Min favorit må være den lille kage med chokolade og karamel eller den skønne macaron med kaffesmag.

Avenue Hotel overvejer i øjeblikket om Weekend High Tea i samarbejde med Nikolaos Strangas skal være et fast månedligt indslag. Jeg håber personligt at svaret bliver JA, og vil helt sikkert så slå vejen forbi en anden gang for at smovse skønne kager og drikke champagne – måske endda på Avenue Hotels skønne terrasse hvis solen ellers skinner :-)

Læs mere om Nikolaos Strangas

Læs mere om Avenue Hotel

Lun chokolade fondant

Lun chokolade fondant eller små chokoladekager med blødende hjerter er noget af det mest fantastiske som findes. Jeg smagte dem første gang da jeg boede i Paris og jeg var lige ved at knibe en tåre af glæde første gang jeg satte tænderne i en.. – De smagte simpelthen så skønt.

Opskriften stammer fra et gammelt Krydderi blad fra IRMA.

Lun chokolade fondant – ca. 10 små kager

175 g smør

200 g god mørk chokolade 70%

6 pasteuriserede æg

2 dl. sukker

1 dl. hvedemel

2 spsk. cognac (rom, appelsin juice eller kaffe kan også bruges alt efter smag..)

10 små ildfaste fade

Smelt smørret i en gryde og tag gryden af varmen når alt smørret er smeltet. Bræk chokoladen ned i det varme smør og rør rundt. Lad det stå og smelte helt.

Kom æg og sukker i en skål og pisk det sammen til det er gult og skummer. Pisk smør og chokolade blandingen i, herefter mel og til sidst cognac.  Stil chokolademassen i køleskab i 3-4 timer så den sætter sig lidt.

Kagerne skal laves lige inden de spises. Tænd oven på 200 grader og smør de ildfaste forme med lidt smør og drys med lidt mel. Kom dejen i formene (dejen er meget fast på det her tidspunkt), og bag dem i ovnen 10-12 minutter. Lav eventuelt en stikprøve på en af kagerne inden du tager dem ud. Kagerne skal være flydende i midten, men være faste rundt i kanten (ca. 1 cm ind). Tag kagerne ud af ovnen og vend dem ud på en tallerken. Hvis de absolut ikke vil komme ud, kan de eventuelt spises med en ske direkte fra skålen.

Server straks, gerne md god vanilje is og friske bær. – Mon Dieu ♥

{My favourite french style chocolate cake – the fondant. A little hot chocolate cake with a warm chocolate liquid middle – it is so good.}

Jordbær & Rabarber

Det er ved at være sidste udkald for friske danske jordbær og rabarber så igår hamstrede vi en hel del af slagsen for at lave marmelade der kan gemmes til efterår og vinter. Et minde om sommer på glas.

Jeg har idag lavet to slags marmelade en jordbær-rabarber og en ren jordbær. Da planen er at gemme dem til senere på året brugte jeg syltesukker som virker som konserveringsmiddel og gør at marmeladen kan holde flere måneder. Hvis man planlægger at spise marmeladen inden for nærmeste fremtid kan man sagtens bare bruge almindelig sukker. Ellers kan man også tilsætte atamon og eventuelt melatin for en mere syltetøjs-agtig konsistens.

Jordbær-rabarber marmelade

Til denne marmelade brugte jeg lige dele jordbær og rabarber og 2/3 dele syltesukker. Nedestående giver cirka 500 ml marmelade.

225 g friske jordbær

225 g friske rabarber

ca. 300 g syltesukker

Vask jordbær og rabarber grundigt og skær dem i mindre stykker. Hæld dem i en gryde og lad dem koge 2-3 minutter. Tilsæt herefter syltesukker og lad det koge sammen i 5-10 minutter.

Tag gryden af varmen og skum marmeladen hvis nødvendigt. Hæld marmeladen på varme, skoldede glas og luk dem grundigt. Opbevar marmeladen mørkt og køligt indtil den skal spises.

Jordbær marmelade

Til jordbær marmeladen brugte jeg jordbær og cirka halvt så meget syltesukker som jordbær. Nedestående opskrift er på to små glas eller cirka 4oo ml.

350 g friske jordbær

175 g syltesukker

Vask jordbærrene grundigt og skær dem i mindre stykker. Hæld dem i en gryde og lad dem koge 2-3 minutter. Tilsæt herefter syltesukker og lad det koge sammen i 5-10 minutter.

Tag gryden af varmen og skum marmeladen hvis nødvendigt. Hæld marmeladen på varme, skoldede glas og luk dem grundigt. Opbevar marmeladen mørkt og køligt indtil den skal spises.