Asiatiske ribs i hoisin sauce

Jeg har tidligere nævnt Ang Saraps blog som en fantastisk inspirationskilde, specielt når det kommer til asiatisk mad, og hans “Asian Style Hoisin Pork Ribs” er ingen undtagelse. De smager simpelthen fantastisk.

Jeg lavede retten med flæsk i skiver da det var hvad jeg kunne få fat på denne dag, men hvis den skal være helt perfekt skal man have fat i ribben (dem man ellers bruger til spareribs) som skæres i mindre skiver inden de marineres.

Asiatiske ribs i hoisin sauce

– Overskriften på marinaden er direkte oversat fra Ang Sarap –

  • 1,5 kg flæsk i skiver – eller bedre ribben skåret i mindre stykker.
  • 250 ml hoisin sauce
  • 125 ml flydende honning
  • 60 ml æblecidereddike
  • 60 ml soyasauce
  • 4 fed hvidløg, fint hakket eller presset
  • 3 spsk. rapsolie
  • 2 tsk. “five spice” krydderi – kan købes i asiatiske supermarkeder.
  • 1 tsk friskkværnet sort peber
  • 1/2 rød chili (til servering)

Bland alle ingredienserne sammen i en skål (undtagen gris og chili).

Hæld marinaden over grisen og gnid et godt ind i kødet. Lad de trække i køleskabet i minimum 12 timer – gerne 24 timer for maximum smag.

Når ribbenene er færdig med at trække tages de op af marinaden (gem marinaden), og anrettes på en rist med en bageplade under med vand i.

Steg ribbenene i ovnen ved 180 grader i 40-50 minutter. Hvis du har brugt flæsk i skiver skal de have lidt kortere tid – ca. 30-40  minutter. Mens ribbenene steges hældes resten af marinaden over lidt af gangen.

Anret ribbenene med chili på toppen – mums – tid til fedtede fingre :)

Portugisiske egg tarts

Jeg elsker egg tarts, de små sprøde bunde med cremet fyld af æg og vanille mhmmm… Denne her opskrift kommer fra Jamie Oliver og selvom jeg er stor fan af ham må jeg indrømme at kagerne altså ikke blev helt så gode som dem jeg har spist rigtig mange af da jeg boede i Kina eller på besøg i Hong Kong og Macao hvor kagerne oprindeligt kommer fra. Men lækre det er de nu alligevel.

Egg tarts i Macao

Portugisiske egg tarts – 6 styks

  • 1 pakke butterdej
  • 1 æg
  • 125 g creme fraiche
  • 1 spsk. kanel
  • 1 tsk. vanille
  • 5 spsk. sukker
  • 1 appelsin

Start med at rulle butterdejen ud så du har en overflade på ca 20x20cm. Drys med kanel og rul butterdejen sammen så kanelen ender op i midten, inde i rullen.

Skær kanelrullen i 6 skiver og tryk hver af skiverne ned i en muffinform. Dejen skal komme lidt op af siderne. Bag de små forme i ovnen i cirka 10 minutter til de er gyldne.

Herefter laves cremen. Det gøres ved at blande creme fraiche, æg, og vanille sammen med 1 spsk. sukker og revet appelsinskal fra appelsinen. Fyld cremen i tærterne og sæt dem tilbage i ovnen i cirka 8-10 minutter.

Jamie Oliver laver til sidst en karamel med 4 spsk. sukker og saften fra appelsinen som smeltes sammen på en pande og forsigtig hældes over kagerne når de kommer ud af ovnen. Rigtige egg tarts har ikke karamel på toppen men det smager jo meget godt, så længe man ikke kommer for meget på så overfladen ender med at blive stenhård.

Lad kagerne stivne og så er de ellers klar til at blive hapset.

Asiatisk inspireret gris med friske grøntsager og miso

Her til aften har vi spist denne skønne asiatisk inspireret gris med friske grøntsager og miso. Ikke nok med at denne ret er super nem at lave og smager fantastisk så er den også super smuk at servere. Alle de skønne farver er bare sol og sommer.

Hvis man ikke er så meget for gris kan man sagtens servere oksekød, kylling, fisk eller rejer istedet for.

Asiatisk inspireret gris med friske grøntsager og miso – 2 personer

Ca. 400 g svinekød (jeg brugte nakkekoteletter)

1 advokado, skåret i skiver

1/2 agurk, skåret i tynde stave

3 gulerødder, skåret i tynde stave

En håndfuld cherry tomater, skåret i skiver

Grøn salat

1 lime

En håndfuld koriander

En god miso dip

Ris til servering og eventuelt sorte sesamfrø

Kog risen efter anvisningen på pakken. Mariner svinekødet i en lille smule smule miso og krydr med peber. Steg det på en pande til det er gennemstegt og har taget god farve, det tager cirka 10-15 minutter. Skær i mellemtiden alle grøntsagerne i stængler eller mindre stykker og anret dem på en tallerken.

Når kødet er færdigt anrettes det på et lille fad og drysses med koriander. Server kødet sammen med salaten, miso og ris drysset med sort sesam.

Kødes spises ved at lave små pakker med salatbladene som fyldes med kød og grøntsager og dyppes med lime, miso og eventuelt soja sauce. Spis risene til ved siden af.

Lan Club, Beijing

Vel tilbage efter en uge i Beijing, og sikke en tur og en masse fantastisk mad vi har spist. Det nye favorit sted er Lan Club som er en kinesisk restaurant der serverer fusion sichuan og som er indrettet af Philippe Starck.

Sichuan er meget stærkt kinesisk mad som jeg er stor fan af og der findes på kinesisk hele ni varianter af “hot” inde for sichuan køkkenet; hot, dry hot, oily hot, mild hot, flushed hot, pungent hot, sweet hot, fragrant hot og chili bean paste hot. Sådan så ved man da hvad man har med at gøre:)

Kendetegnet for sichuan retter er den meget store mængde chili som deres retter ofte er tilberedt med, og meget ofte også i eller serveret med chili olie. Retterne kan komme med fisk, kylling, svinekød, and eller oksekød og med lidt grøntsager eller tofu ved siden af som også har fået en tur i chilien. Den mest kendte kæde af sichuan restauranter i Kina er South Beauty (mere om dette sted senere), men Lan Club er ejet af den samme (kvinde) som ejer South Beauty så nogle retter går igen bare i en lidt mere raffineret udgave. Lan Club serverer også Peking Duck som selvfølgelig skulle prøves. Her bliver det sprøde andeskind skåret tyndt i strimler og serveres med sukker og jordbær marmelade.

{Traditionel peking and og sprødt andeskind med sukker og jordbær marmelade}

Lan Club er som sagt indrettet af  Philippe Starck og stedet er VILDT!! Store antikke spejle, malerier i guldrammer som er hængt op i loftet, neon lys og kinesiske fisk, lysekroner og andet lir. Stedet har store plyssofaer og lænestole og toiletterne er indrettet i forskellige farver med Philippe Starcks eget design.

Maden smager skønt og er prismæssigt stadig ok. Udover en restaurant har Lan Club også en lounge bar hvor der hver aften spilles live musik og serveres kulørte drinks.

Det er bestemt et besøg værd hvis man tilfældigvis er i Beijing eller i Shanghai hvor de har en tilsvarende restanurant med samme navn.

  {Crispy sichuan chili kylling}

{Hel paneret fisk i sur/sød sauce}

{Wagyu beef med bønner og svampe}

{Varm chokoladekage med vanilleis}

{Honning/valnød is med dragon frugt}