Profiteroles med is & chokoladesauce

Uhh jeg har en sød tand, og denne her dessert falder lige i min smag med hjemmelavet is, chokoladesauce og friske jordbær. Haps haps siger jeg bare.

Profiteroles med is & chokoladesauce – Cirka 8 stk

1 dl. vand

50 g smør

50 g mel

1 æg

1/s tsk sukker

Varm vand og smør op og tag gryden af blusset så snart det begynder at koge. Tilsæt melet på én gang under konstant omrøring med piskeris. Sæt gryden tilbage på blusset mens du bliver ved med at røre. Gryden skal blive på blusset og under omrøring indtil den har fået en fast konsistens.

Tag gryden af varmen og rør ægget i. Bliv ved med at røre i dejen indtil den er helt glat, rør herefter sukker i.

Beklæd en bageplade med bagepapir og form nu små boller (evt. med hjælp fra 2 skeer) som stilles på en bageplade med god plads imellem.

Bag kagerne ved 200 grader i cirka 20 minutter eller til de er blevet lysebrune. Lad dem køle helt af på en rist.

Chokoladesauce

50 g mørk chokolade

1 dl. piskefløde

Hæld fløden i en gryde og bræk chokoladen ned i. Varm det op under svag varme ved konstant omrøring. Hæld eventuelt chokoladesaucen i en lille kande når den er færdig.

Når kagerne er kølet helt af flækkes de og fyldes med is – vi spiste hjemmelavet marcipan parfait. Den varme chokoladesauce hældes over og profiteroles serveres straks – eventuelt med friske jordbær til mhhmmm….

Jordbærtærte

Denne lækre jordbær tærte, spiste vi som dessert til en påskefrokost søndag i påsken. Tærten er inspireret af den Xenia lagde ud på sin blog i starten af april og som oprindeligt stammer fra Alletiders Kogebog.

Den smagte bare mums..

Jordbærtærte

Mørdej:

100 g koldt smør

150 g hvedemel

50 g sukker

1/2 pisket æg

Marcipanfyld:

150 g marcipan

75 g blødt smør

75 g sukker

1/2 pisket æg

+ 100 god chokolade

Creme:

1/2 brev kagecreme med vaniljesmag

2,5 dl. mælk

2,5 dl. piskefløde

+ 500 g jordbær, pillet og skåret i halve eller kvarte.

Start med at lave mørdejen. Det gøres nemmest i en form for en blender men kan selvfølgelig også gøres med håndkraft:) Bland sukker, mel og smør godt sammen (smør smuldres ud i mel og sukker) og tilsæt ægget lidt af gangen så mørdejen bliver fast. Form til en kugle og sæt i køleskabet i cirka 1 time.

Tænd ovnen på 200 grader og pensl et tærtefad (Ø 26 cm) med smør eller olie. Rul nu mørdejen ud og tryk den ned i tærtefadet. Prik huller i dejen med en gaffel.

Rør nu marcipanfyldet sammen – det er nemmeste at rive den kolde marcipan ned i smør og sukker på et rivejern og så tilsætte ægget. Smør marcipanfyldet ud på tærtebunden og bag i ovnen i 20 minutter.

Chokoladen hakkes i mindre stykker og hældes ovenpå marcipanfyldet efter 20 minutter i ovnen. Bag bunden med chokolade i et minut eller to hvorefter chokoladen kan spredes ud ove hele tærtebunden med en paletkniv eller dejskraber.

Lad tærten køle af så chokoladen størkner helt. Det kan eventuelt gøres i køleskab.

Rør kagecreme pulver sammen med mælk og pisk godt, lad cremen stå og sætte sig i 20 minutter. Pisk herefter fløden til flødeskum og bland den sammen med cremen. Fordel cremen på den kolde tærte og pynt med de ordnede jordbær ovenpå. Lækkert!

Personligt synes jeg der var lidt for meget creme så jeg valgte ikke at bruge det hele, men det er jo en smagssag. Smuk ser kagen ud og den bringer i alt fald lykke hvorend den bliver serveret:)

Bananmuffins med mørk chokolade

Denne opskrift kommer fra Sarahs lækre blog Sarahs Kager. En skøn blog med de dejligeste kager, så hvis i ikke har været forbi så kig ind, det kan anbefales.

Sarah skriver opskriften er idiot sikker, og den er også ret nem at gå til. Jeg synes dog at dejen (som er tyk, rigtig tyk når den skal bages) bliver en anelse tør, lidt hurtigt så med mindre man har tænkt sig at spise alle kagerne med det samme eller fryse dem ned til senere kan man overveje en mindre portion.

Jeg kom smeltet chokolade på kagerne mens de stadig var i ovnen. Det var lidt noget griseri og chokoladen var lige bitter nok (64% mener jeg) så note til mig selv må være at 1) bruge en mindre bitter chokolade og 2) enten tilsætte den som hakket chokolade eller først når kagerne er ude af ovnen.

Bananmuffins med mørk chokolade – 12 stk

200 g valnødder

250 g mel

1 spsk. bagepulver

1/2 tsk. salt

120 g smør (blødt)

200 g brun farin

2 æg

11/2 tsk. vanilje

3-4 modne mosede bananer.

Start med at riste nødderne på en varm pande og lad dem køle af. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og rør smør, sukker og vanilje sammen i en anden skål. Når blandingen er cremet røres æggene i et af gangen og de mosede bananer tilsættes. Bland nu bananblandningen sammen med melet og tilsæt de ristede nødder. Rør rundt et par gange.

Hæld dejen i papirforme i en muffinform og bag i ca. 20-25 minutter i en 190 grader forvarmet ovn.

Så snart kagerne er kommet ud af ovnen lægges 1-2 stykker chokolade på toppen så det smelter. Den smeltede chokolade smøres ud med en bagepensel eller kniv så den dækker hele kagen.


3 x Dessert au Chocolat

Da vi havde venner på besøg i weekenden sluttede vi af med en lækker symfoni af 3 x Dessert au Chocolat. Jeg snød en lille smule og købte chokolade isen men både kagen som er Anne au Chocolat’s berømte chokoladeballade kage og chokolademoussen var hjemmelavet. Det smagte himmelsk.

Anne au Chocolat’s Chokoladeballade Kage

Jeg lavede halv portion i forhold til opskriften på Annes blog, da jeg var bange for vi ellers ville gå chokolade kolde:-)

100 g mørk chokolade

100 g smør

100 g sukker

2 æg letpisket

1 spsk. mel

Smelt chokoladen og smørret  i en lille gryde over et vandbad. Tag gryden af varmen når blandingen er smeltet og rør sukkeret i. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt lidt ad gangen. Til sidst kommes mel i.

Bag kagen i en lille form i 25-30 min ved 180grader. Den skal stadig være lidt blød og “ufærdig” når den kommer ud da den skal sætte sig i køleskabet de næste 12 timer inden de serveres og spises.

Jeg serverede den med et drys flormelis på toppen.

Chokoladeballade kage

Chokolademoussen besluttede jeg at lave med lys orangeknas chokolade for at give en lidt anden chokolade smag til min chokolade symfoni. Jeg prøvede mig lidt frem og det endte med at blive ganske lækkert.

Jeg brugte Marabou da det er Sebastians yndlingschokolade – Er der nogen som kender til andre lækre LYSE orangeknas chokolader der kunne bruges?

Mousse au Chocolat med lys orangeknas chokolade

100 g lys Marabou chokolade med orangeknas

4 past. æggeblommer (altså 2 små bægere)

35 g sukker (ca. 2 spsk. )

250 ml piskefløde

Smelt 2/3 dele af chokoladen over vandbad. Den sidste 1/3 smeltes i den varme chokolade når denne er taget af blusset. Så falder temperaturen en anelse på chokoladen hvilket jeg synes fungerer bedst når det skal blandes med flødeskum.

Mens chokoladen står og smelter piskes æggeblommer og sukker sammen til en hvid og skummende blanding, og i en anden skål piskes fløden til flødeskum – den må endelig ikke være for stiv.

Hæld nu chokoladen ned i æg og sukker blandningen og rør forsigtigt rundt. Vend herefter flødeskummen i blandingen.

Anret i portionsglas og lad den stå i køleskab et par timer inden den serveres eventuelt med chokolade eller revet appelsinskrald på toppen.

Lys Mousse au Chocolat med orangeknas