Gudmors hvide gløgg

2

Her kommer opskriften på en skøn hvid gløgg som vores skønne gudmor har introduceret os til.

Hvid gløgg – 4 personer

  • 1 flaske hvidvin
  • 1 dl hvid portvin
  • 1.5 dl vand
  • 1.5 dl sukker
  • 1 lang kanelstang eller 2 små
  • 1 vaniljestang skåret over på midten.
  • 1 økologisk citron
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 fingerspids revet ingefær

Kom sukker og vand i en gryde og varm det op til kogepunktet. Tilsæt citron- og appelsinskal samt saft fra begge frugter.

Tilsæt kanel, vaniljestang og  ingefær og og lad det koge i 1-2 minutter.

Skru ned for varmen, og lad siruppen småsimre i cirka 30 minutter.

Sigt krydderierne fra sukkerlagen eller lad dem blive i den krydrede lage. Tilsæt hvidvin og portvin og opvarm gløggen forsigtigt uden at koge.

Servér hvid gløgg sammen med andre gode julelækkerier – måske julekarameller eller julekonfekt.

New York Ice Coffee

Iskaffe skal der til for at slukke tørsten på disse varme dage.

Her kommer min favorit opskrift inspireret af bloggen The Pioneer Woman. Kaffen bliver brygget på koldt vand da man derved undgår at kaffen bliver bitter hvilket ellers godt kan være tilfældet hvis man bare brygger en normal omgang kaffe og lader den blive kold.

New York Ice Coffee – Ca. 1 liter kaffeekstrakt

Kaffeekstrakten skal blandes med mælk efterfølgende så du får cirka en 6-9 glas iskaffe ud af denne mængde kaffeekstrakt alt efter hvor stærk du laver din iskaffe.

  • 60 g god malet kaffe
  • 1 liter koldt vand

Hæld kaffe og vand i en skål og rør godt rundt indtil kaffen er opløst. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet i minimum 8 timer.

Når kaffen har trukket i 8 timer skal alt kaffegrumset sies fra. Det gøres bedst gennem et kaffefilter men det tager altså lidt tid. Det er nemmest hvis du har en si eller en tragt som eventuelt kan hvile på en anden skål eller flaske.

Når kaffen er løbet gennem filteret er den klar til iskaffen.

Fyld et glas med isterninger og hæld derefter halv kaffe og halv mælk i glasset. Smag til med sukker, sirup eller andet sødt og server med sugerør – MUMS!

 

Hong Kong style iste

Så blev det Indian Summer hvilket for mig er en oplagt mulighed for at drikke en Hong Kong style iste. Jeg plejede at drikke milk ice tea da vi boede i Kina og hvis man ikke er så meget for kaffe eller simpelthen bare har fået nok af is-kaffe så er denne variation måske sagen.

Bryg en kande sort stærk te, hæld den på en glasflaske og lad den køle helt ned i køleskabet.

Til servering fyldes et stort glas med isterninger og sirup eller flydende sukker tilsættes efter smag. Fyld nu glasset op med ca. 1/3 del kold te og top op med iskold mælk. Smagen kan justeres med mere sirup eller te alt efter behag.

SLURP!

Banana Shake

Et lækkert lille mellem-måltid eller som en let morgenmad som altid får mig til at drømme mig tilbage til Boracay på Filippinerne hvor vi drak dem på en af de mange strandbarer med bare tæer i sandet.

Banana Shakes – 1 person

1-1/2 meget moden banan

1 tsk. honning

1-2 dl. mælk

Skær bananen i skiver og kom den i en blender. Tilsæt honning og top op med cirka halvdelen af mælken. Blend drikken og hæld mere mælk i indtil drikken har den ønskede tykkelse. Server med sugerør og drik straks. Drikken begynder at skille hvis den for lov at stå for længe.

{Banana Shake som på Boracay}