Bananpandekagemuffins med chokolade og brombær

Bananpandekagerne har fået en overhaling og er blevet til bananpandekagemuffins som er noget nemmere at have med på legepladsen eller andre steder til lige at stille den lille sult.

Bananpandekagemuffins med chokolade og brombær – (6-8 styks)

  • 3 små eller 2 store bananer
  • 3 æg
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 50 gram havregryn
  • 1 håndfuld friske eller frosne brombær (eller andre bær)
  • 50 g mørk hakket chokolade.
  1. Tænd oven på 200 grader.
  2. Blend bananer med æg, vaniljesukker, bagepulver og havregryn.
  3. Vend forsigtigt bær og hakket chokolade i dejen med en stor ske.
  4. Fordel dejen i muffinforme. Enten papirforme eller de faste muffinforme. Dejen rækker til 6 – 8 muffins alt efter hvor meget man fylder i formen.
  5. Bag dem i ovnen i ca. 20 min.

Muffins med rabarber og hvid chokolade

Skønne sommermuffins med rabarber og hvid chokolade inspireret af Karolines Køkkens frugtmuffins med fraiche.

Muffins med rabarber og hvid chokolade – 12 muffins

  • 4 æg
  • 3 dl. sukker
  • 3 dl. cheasy fraiche (6%)
  • 200 g smeltet smør
  • 5 1/2 dl. hvedemel (ca. 350 g)
  • 4 tsk. bagepulver
  •  2 tsk. vaniljesukker
  • 100 g hvid chokolade
  • Ca. 250 g rabarber
  • Start med at smelte smørret. Stil det til side og lad det køle lidt af.
  • Pisk æg og sukker til en luftig og hvid æggesnaps. Tilsæt fraiche og det smeltede smør.
  • Bland mel, bagepulver og vaniljesukker sammen og vend det i dejen. Rør det hele godt sammen.
  • Vask og skær rabarberne is mindre stykker og hæld dem i dejen. Hak chokoladen og rør den i.
  • Fordel dejen i 12 muffinsforme – de skal fyldes helt op.
  • Bag kagerne på en bageplade midt i ovnen. De skal have 35-40 minutter ved cirka 170 grader.

Lækre chokoladekager bagt som muffins

Disse små skønne chokoladekager har jeg tidligere bagt efter Anne Au Chocolat’s chokoballadekage men som en hel kage og ikke som små chokoladekager. Denne gang var det så muffins style og kagerne blev bagt i muffinsforme.

Halvdelen af kagerne fik et Amarena kirsebær ned i midten mens de blev bagt og det blev de bestemt ikke dårligere af.

Nedestående opskrift er fra Anne Au Chocolat’s Chokoballadekage og giver ca. 8-10 kager når de bages som muffins.

Lækre chokoladekager bagt som muffins – 8-10 kager

  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 5 æg – let sammenpisket
  • 1 spsk mel

Smelt chokoladen og smørret  i en lille gryde over et vandbad. Tag gryden af varmen når blandingen er smeltet og rør sukkeret i. Pisk æggene sammen i en lille skål og tilsæt lidt ad gangen. Til sidst kommes mel i.

Bag kagern i muffinsforme i ca. 15 minuttter ved 180grader. De skal stadig være lidt bløde og “ufærdige” når de kommer ud da de skal sætte sig i køleskabet de næste 12 timer inden de serveres og spises.

Bananmuffins med mørk chokolade

Denne opskrift kommer fra Sarahs lækre blog Sarahs Kager. En skøn blog med de dejligeste kager, så hvis i ikke har været forbi så kig ind, det kan anbefales.

Sarah skriver opskriften er idiot sikker, og den er også ret nem at gå til. Jeg synes dog at dejen (som er tyk, rigtig tyk når den skal bages) bliver en anelse tør, lidt hurtigt så med mindre man har tænkt sig at spise alle kagerne med det samme eller fryse dem ned til senere kan man overveje en mindre portion.

Jeg kom smeltet chokolade på kagerne mens de stadig var i ovnen. Det var lidt noget griseri og chokoladen var lige bitter nok (64% mener jeg) så note til mig selv må være at 1) bruge en mindre bitter chokolade og 2) enten tilsætte den som hakket chokolade eller først når kagerne er ude af ovnen.

Bananmuffins med mørk chokolade – 12 stk

200 g valnødder

250 g mel

1 spsk. bagepulver

1/2 tsk. salt

120 g smør (blødt)

200 g brun farin

2 æg

11/2 tsk. vanilje

3-4 modne mosede bananer.

Start med at riste nødderne på en varm pande og lad dem køle af. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og rør smør, sukker og vanilje sammen i en anden skål. Når blandingen er cremet røres æggene i et af gangen og de mosede bananer tilsættes. Bland nu bananblandningen sammen med melet og tilsæt de ristede nødder. Rør rundt et par gange.

Hæld dejen i papirforme i en muffinform og bag i ca. 20-25 minutter i en 190 grader forvarmet ovn.

Så snart kagerne er kommet ud af ovnen lægges 1-2 stykker chokolade på toppen så det smelter. Den smeltede chokolade smøres ud med en bagepensel eller kniv så den dækker hele kagen.