Pizza med spinat og gedeost

Hvis jeg vælger ikke at lave spicy salami / pepperoni pizza, så må min næste favorit være pizza med gedeost og spinat.

Man kan lave pizzaen både som hvid pizza hvor man bruger creme fraiche som bund / sovs på pizzadejen eller som almindelige pizza med tomatsovs. Jeg foretrækker det sidste.

Pizza med spinat og gedeost (2 store pizza)

Pizzadej (2 store pizza):

  • 3 dl lunkent vand
  •  25 g gær
  • ½ spsk groft salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olivenolie
  • Ca. 500 g hvedemel – jeg brugte italiensk tipo 00 fra Netto

Tomat sauce:

  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk balsamico
  • 1 tsk tørret oregano
  • En lille buket frisk basilikum
  • 1 fed hvidløg
  • Salt + peber

Fyld:

  • 2 håndfulde revet mozzarella
  • En rulle gedeost skåret i skiver
  • En pose bredbladet spinat, skyllet godt
  • 1-2 fed hvidløg hakket fint
  • Olivenolie
  • Salt og Peber

Til dejen røres gæren ud i vandet sammen med sukker, salt og olie. Tilsæt det meste af melet i dejen og ælt indtil du har en elastisk dej. Dejen skal æltes i ca. 10 minutter- jeg kørte den på min køkkenmaskine hvilket blev rigtig godt men man kan også ælte dejen i hånden.

Stil dejen til hævning i 1-1½ time.

De pizzadejen i 2, og rul den ud så tyndt som muligt. Kom bundene på 2 bageplader med bagepapir.

Varm imens ovnen op til 250 grader. Jeg bruger gerne over- og undervarme når jeg bager pizza, så bliver de mere sprøde.

Til tomatsaucen blandes alle ingredienser i en bamix eller anden stavblender/køkkenhakker og mixes indtil tomatsaucen har den ønskede konsistens.

Skyl spinaten og kom den på en varm pande sammen med den finthakkede hvidløg. Vend den et par gange, men tag den af varmen før den falder helt sammen

Smør pizzabundene med tomatsauce og fordel en håndfuld revet mozzarella på hver pizza. Fordel spinaten ovenpå og læg skiver af gedeost øverst. Krydr med salt og peber og dryp til sidst med lidt olivenolie.

Bag pizzaerne i ovnen (en af gangen) i ca. 20 min.

Morgenmads Pizza

image

Vi havde en smule pizzadej tilbage i køleskabet så i morges lavede vi morgensmadspizza og det smagte mums!

Dejen vi brugte var cirka 1/4 af de køberulle-dej man kan få i supermarkedet, jeg havde så bare selv rullet dejen tyndere.

Hvis du selv vil lave dej kan du se min opskrift på pizzadej her. Til en enkelt mindre morgenmadspizza skal du bruge 1/4 del af opskriften.

Start med at smøre tomat sauce på pizzaen. Hvis du mangler en opskrift på tomat sauce kan du finde en lige her. Læg derefter enten kogt skinke, parmaskinke eller bacon oven på tomat saucen. Drys med revet ost og slå forsigtigt dine æg ud oven på pizzaen. Regn med et æg per person. Krydr med salt og peber og bag pizzaen i ovnen med over og undervarme ved 230 grader i 10-15 minutter, så bliver den super sprød!

Hvid pizza med parmaskinke og zucchini

Jeg elsker hvide pizzaer og for det meste laver vi en skøn en af slagsen med kartoffel, pancetta og rosmarin.

Denne anderledes opskrift på hvid pizza har jeg fundet hos Mira og tilpasset en anelse til vores smag herhjemme da manden min ikke er vild med gedeost.

Hvid pizza med parmaskinke og zucchini – 2 store pizza

Pizzadej (2 store pizza):

  • 3 dl lunkent vand
  •  25 g gær
  • ½ spsk groft salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olivenolie
  • Ca. 500 g hvedemel – jeg brugte italiensk tipo 00 fra Netto

Fyld:

  • 1-1½ dl. creme fraice
  • 250 g frisk mozzarella
  • 1 zucchini skåret meget tyndt på mandolinjern
  • 150-200 g parmaskinke
  • 1 håndfuld mynteblade
  • olivenolie
  • Salt og sort peber
  • Evt. revet skal af ½ øko citron

Til dejen røres gæren ud i vandet sammen med sukker, salt og olie. Tilsæt det meste af melet i dejen og ælt indtil du har en elastisk dej. Dejen skal æltes i ca. 10 minutter- jeg kørte den på min køkkenmaskine hvilket blev rigtig godt men man kan også ælte dejen i hånden.

Stil dejen til hævning i 1-1½ time.

De pizzadejen i 2, og rul den ud så tyndt som muligt. Kom bundene på 2 bageplader med bagepapir.

Varm imens ovnen op til 250 grader. Jeg bruger gerne over- og undervarme når jeg bager pizza, så bliver de mere sprøde.

Smør bundene med creme fraice og fordel mozzarellaen ovenpå. Læg de tynde skiver zucchini oven på osten og krydr med salt og peber. Dryp til sidst med lidt olivenolie og bag pizzaern i ovnen (en af gangen) i ca. 20 min.

Når pizzaen kommer ud af ovnen anrettes den med parmaskinke, mynteblade og eventuelt lidt revet citronskal på toppen. Mhmmmm det er gode sager.

Hvid pizza med kartoffel, bacon & rosmarin

Denne pizza var frokost i fredags da vi havde fri til Store bededag. Den havde nær kostet mig en tommelfinger da kartoffel-skiverne skulle rives på mandolinjern  men godt det smagte den!

Hvis man bruger en ready made pizzadej fra supermarkedet som jeg gjorde (FY!) så er der mad på ganske kort tid, ellers tager det selvfølgelig lidt længere.

Pizzabunden blev rullet ud og en smule creme fraiche blev smurt ud på pizzabunden. Herefter blev 5-6 rå kartofler revet i fine skiver på manolinjernet (3mm) og lagt ud så de dækker hele pizzabunden.

Drys med bacon og riv lidt lækker italiensk mozzarella i mundrette stykke over pizzaen. Slut af med frisk rosmarin og friskkværnet sort peber inden pizzaen bages i ovnen i cirka 20 minutter (til kartoflerne er blevet bløde). Drys med havsalt og server straks.

{Hvid pizza med kartoffel, bacon & rosmarin}