I løbet af påsken er der blevet kokkereret rigtig meget lækkert mad herhjemme. En af retterne var denne pizza bagt i pande med salami, fennikel og chili fra Jamie Olivers nyeste kogebog.
Dejen er bagt på “selv-hævende mel” som jeg egentlig slet ikke ved om man kan få herhjemme? Jeg havde en pose fra udlandet og det gik super nemt at bage pizzaen, det smagte lækkert også med tomat salaten til. Men ellers kan man godt lave sit eget “selv-hævende mel” af almindelig mel og bagepulver.
Måleenhederne er her rimlig løse, men som en “mug” brugte jeg et almindelig kaffekrus og det var helt super. Så længe man bare sørger for vand/mel forholdet er intakt.
Pizzaen kan varmt anbefales for en anderledes pizza oplevelse.
Pizza bagt i pande med salami, fennikel og chili
Dej:
1 1/2 “mug” selv-hævende mel*
1/2 “mug” vand
1 tsk salt
1 spsk. olivenolie
*[Lav dit eget selv-hævende mel ved at blande 250 g mel med 2 1/2 tsk bagepulver og 1/2 tsk fint salt. Sigt det hele godt sammen og det er klar til at bruges. Opskriften kan fordobles op efter behov. Hvis du laver dit eget selv-hævende mel, ville jeg nok udlade andet salt i dejen]
Bland mel, vand, salt og olie i en skål og ældt dejen sammen. Det går ret nemt og hurtigt. Drys lidt mere mel på bordet og rul nu dejen ud til den er cirka 1 cm tyk.
Varm en stor pande op på et blus med en smule olivenolie. Når panden er varm, flyttes den udrullede dej fra bordet og op i panden. Dette gøres nemmest med 1) at have haft nok mel på bordet da man rullede dejen ud og 2) ved forsigtigt at folde dejen sammen til en halvmåne mens man flytter den og så folde den ud igen når den ligger på panden.
Så snart dejen er på panden er den faktisk klar til topping.
Topping:
1/2 dåse hakkede tomater
1/2 fed hvidløg
1-2 tsk. rødvinseddike eller balsamico
1-2 tsk. olivenolie
Frisk basilikum (og eventuelt lidt frisk oregano og timian hvis man lyster)
Salt + peber
Topping II
1/2-1 bøffel mozzarella
Et par skiver salami eller pepperoni
Lidt friskrevet parmesan
1 tsk. fennikelfrø (knust i morter)
1/2 rød chili
Start med at lave tomatsovsen. Den laves ved at blende hakkede tomater, hvidløg, rødvinseddike, olivenolie og krydderurter i et minuts tid. Smag til med salt + peber.
Hæld tomatsovsen over pizzaen som ligger og hygger sig på panden og riv herefter mozzarellaen i små stykker og læg den oven på tomatsovsen. Drys med revet parmesan og top pizzaen med salami, chili skåret i små skiver samt de knuste fennikelfrø.
Pizzaen skal nu have 5-8 minutter på panden. Når den begynder at sætte sig og tage farve på undersiden flyttes panden over i ovnen hvor den skal have fuld grill i ydeligere 5-8 minutter. Herefter er den klar til servering.
Vi spiste pizzaen med en enkel rucola salat som du kan se her, samt en tomat salat som Jamie Oliver anbefaler til pizzaen.
Tomat Salat
500 g friske tomater (gerne blandede sorter – jeg brugte dog kun blomme tomater)
1/2 frisk rød chili
1-2 spsk. balsamico
3 spsk. olivenolie
1/2 fed hvidløg
Frisk basilkum
Salt + peber
Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelsen og klem dem sammen i en skål, så deres saft bliver mast lidt ud. Skær chili fint og riv hvidløget og tilsæt begge dele. Riv basilikum i mindre stykker og tilsæt. Til sidt hældes balsamico og olivenolie over tomaterne og der smages til med salt + peber. En rigtig sommersalat.
Lyder super lækkert skal helt klart prøves. Tak for tippet.
Påskehilsen
Bent
http://italienskrestaurantkøbenhavn.dk/
Lyder fantastisk – når jeg får fundet melet, så skal det klart prøves! Tak ;-)
Ja det kan anbefales. Ikke kun er det lækkert men også nemt.
Så fandt jeg også løsningen på melet – hermed en gør-det-selv-opskrift på selvhævende mel:
150 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
en lille smule salt
Blande-blande og vuuupti, selvhævende mel ;-)
Super, det skulle jo være til at gå til hvis man ikke kan finde selvhævende-mel. Tippet er hermed givet videre:-)
Hej igen,
kunne det være en ide, at bruge “Share this”-funktionerne, så man fik mulighed for, at fx maile opskriften til sig selv?
Blot en tanke ;-)
/M
Hej M,
Ja det ville egentlig være ret smart. Er dog ikke helt sikker på hvordan det sættes op i WordPress!?!
Jeg kigger lige på det.
/Sandra
Hej Sandra,
Kontrolpanelet, indstillinger, sharing
Enjoy
/Mark
Cool. Man lærer noget hver dag:-)
Tak for tippet Mark, den skulle være enabled nu.
/Sandra
Jeg bruger altid opskriften fra Nigella Lawson: 215g mel, 2½ tsk. bagepulver og 3/4 tsk. fint salt.
Lækker pizza – hvordan blev bunden?
Bunden blev faktisk super sprød. Var i tvivl om den måske ville blive deep pan men det gjorde den slet ikke. Var lækker tynd og crisp.
super idé at lave pizza på pande – det vil jeg prøve næste gang! Nu er jeg heller ikke længere så ked af, at jeg ikke synes, jeg har 4 dask til at købe den pizzaovn, som Newyorkerbyheart afprøver for tiden :)
Hej Carla,
Ja jeg har også kigget på den pizzaovn meeen synes prisen er lige i overkanten. Dette er bestemt et godt alternativ.
Kh Sandra
Hvor ser det godt ud!! Det må da klart prøves :-)
Mange hilsner
Birthe
This looks so gooooood