Hveder

image

imageHvis du ikke har fået bagt hveder endnu, så kan du stadig nå det. De smager også lækkert som morgenmad eller til eftermiddagskaffen. Denne opskrift er super nem og kan faktisk godt efterhæve natten over hvis du vælger morgenmads ideen.

Hveder – 8 stk

  • 15 g gær
  • 1 dl koldt vand
  • 1 dl sødmælk
  • 1 æg + 1 æg til pensling
  • 350 g hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 30 g blødt smør skåret i små tern
  1. Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt mælk og rør rundt.
  2. Tilsæt resten af ingredienserne.
  3. Rør dejen rigtig godt sammen så smørret bliver æltet helt ind i dejen. Jeg kørte min dej 10 minutter på en røremaskine.
  4. Stil dejen til hævning et varmt sted og lad den hæve til dobbelt størrelse (ca. en time).
  5. Form dejen til 8 boller og læg dem på en bageplade med 4-5 centimeter i mellem. Lad bollerne hæve igen, gerne 2-3 timer (eller natten over).
  6. Pensl bollerne med æg og bag dem i ovnen ved 180 grader i 20 minutter.
  7. Nyd hvederne lune med koldt smør.

Frosne banana bites med peanut butter

 

image

imageEn nem og lækker lille godbid opskrift som minder om mine banan sticks men hvor jeg lige har fået sneget lidt peanut butter med :-)

Frosne banana bites med peanut butter

  • Bananer
  • God chokolade (mørk, mælk eller hvid)
  • Drys/knas (mandler, kokos, frystetørret hindbær, revet chokolade mm. – kun fantasien sætter grænser)
  • Peanut butter
  • Grillspyd
  1. Skræl bananerne, og skær dem i skiver på cirka 5 mm.
  2. Læg en lille klat peanut butter på hver anden bananskive og læg herefter bananskiverne sammen to og to så du har peanutbutter i midten.
  3. Smelt chokoladen over vandbad.
  4. Stik et grillspyd i hver bananbid og dyp den i chokolade.
  5. Drys med knas eller nødder. Her brugte jeg hakket mandler, havsalt og frysetørret hindbær.
  6. Lad chokoladen stivne inden du kommer bananerne i fryseren.

Når du tager dem ud af fryseren skal de spises umiddelbart med det samme da de ellers smelter.

Crème Brûlée med havtorn

image

Crème Brûlée er min absolut favorit dessert og denne version af Nikolaos Strangas med havtorn smager af sol og sommer.  Der vokser vilde havtorn på stranden ved vores sommerhus, men hvis man ikke lige kan få fat på de friske bær kan man købe råsaft i Mad og Vin eller Meyer’s Deli.

Opskriften her stammer fra LIME magasinet, jeg har dog ændret en lille smule på tilberedelsen da jeg altid har haft mest success med at bage Crème Brûlée i vandbad, så det tør jeg ikke lave om på.

Crème Brûlée med havtorn – 4 personer

  • 4 dl piskefløde
  • 150 g havtorn eller 1 dl råsaft
  • 4 pasteuriserede æggeblommer (det er 2 små bægere)
  • 90 g sukker
  1. Start med at tænde ovenen på 150 grader og sæt en bradepande halvt fyldt med vand ind i ovnen.
  2. Hvis du bruger friske havtorn så blend dem til pure og mas dem gennem en si så du ender med havtornsaft.
  3. Cremen laves ved først at varme fløden op så den lige får et opkog. Tilsæt havtornsaften og rør rundt. Tag gryden af varmen.
  4. I en anden skål piskes æggeblommer og sukker godt sammen.
  5. Hæld forsigtigt den varme fløde og havtorn ned til æg og sukker mens du pisker med et piskeris (der skal ikke piskes alt for meget da det giver for meget luft og bobler i æggemassen).
  6. Hæld cremen i 4 små ovnfaste skåle og stil dem forsigtigt i vandbadet i ovnen.
  7. Bag dem i cirka 40 minutter. De skal være faste i formen når de tages ud.
  8. Lad dem køle af og sæt dem i køleskab i minumum 4 timer så de bliver helt stive.
  9. Ved servering drysses de kolde crème brûlée med et tyndt lag rørsukker som karameliseres med en gasbrænder.
  10. Spis med det samme.

Koldhævede morgenboller

image

Denne opskrift er simpelthen bare så nem. 5 minutter tager det at køre ingredienserne sammen på en røremaskine og så skal dejen bare “sove” i køleskabet natten over lige indtil næste morgen hvor den er klar til at blive formet til boller og bagt i ovnen.

Og voilá, friske morgenboller til morgenmaden. Så enkelt man endda kan bage dem i hverdagen.

Nedestående opskrift giver 10 boller, men hvis man vil kan man lave en ekstra stor portion og opbevare dejen i køleskabet. Så kan man tage lidt hver dag til friske boller. Dejen kan holde sig 4-5 dage på køl.

Skide smart!

Koldhævede morgenboller – 10 styks

  • 25 g gær
  • 3.5 dl vand
  • 1 tsk salt
  • Ca. 450 g mel – (jeg brugte cirka 100 g rugmel og ellers hvedemel for resten)
  1. Opløs gæren i vandet og rør salt og mel i dejen.
  2. Ælt dejen godt sammen, eventuelt på en røremaskine. Dejen vil være ret klistret. Sådan skal den være.
  3. Dæk din skål (med dejen i) med plastfilm og stil dejen i køleskabet natten over.
  4. Næste morgen forvarmes ovnen helt op til 240 grader.
  5. Form dejen til 10 boller og sæt dem på en bageplade.
  6. Bag bollerne ved 240 grader i 5 minutter. Skru herefter varmen ned til 210 grader og bag dem i yderligere 15-20 minutter til de er lysebrune.
  7. De er færdige når de lyder hult når du banker under dem.
  8. Lad bollerne køle lidt af inden de nydes med koldt smør.