Brombær dessert med hvid chokolade og lakrids

Processed with VSCOcam with f2 preset

Mit yndlings bær er uden tvivl brombær, og vi er så heldige at der vokser en kæmpe brombær busk lige ved siden af vores sommerhus, hvor man kan gå på rov.

Denne dessert med brombær, lakrids og hvid chokolade stammer fra et gammelt nummer af Femina og den er virkelig noget af det bedste jeg har smagt længe.

Brombær dessert med hvid chokolade, lakrids og is – 4 personer

Brombærsauce:

  • 300 g brombær
  • 4 spsk. mørkt rørsukker
  • 1 tsk. lakridspulver
  1. Kog de tre ingredienser sammen i en lille gryde indtil sukkeret er helt smeltet. Si saucen og stil den på køl indtil den skal bruges.

Resten af desserten:

  • 50 g hvid chokolade
  • 200 g friske brombær
  • En lille håndfuld estragon
  • God vaniljeis
  • Lakridspulver
  1. Start med at lave chokoladedrysset. Chokoladen hakkes groft og kommes på en bageplade med bagepapir. Rist den i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter indtil den hvide chokolade er karamelliseret og er blevet sprød. Lad chokoladen køle helt af inden du hakker den til fint drys
  2. Anret desserten først med brombærsauce i bunden og et par friske brombær ovenpå. Læg en stor kugle vaniljeis ovenpå og drys med hvid chokoladedrys, lakridspulver og estragonblade.
  3. Server straks.

 

Clafoutis med friske jordbær

Processed with VSCOcam with f2 preset

Sommerfrisk fransk fristelse når det er bedst – skynd dig mens der stadig er danske jordbær at få. Clafoutis-tærten kan selvfølgelig også bages med andet frugt eller bær.

Clafoutis med jordbær

  • 300-400 g jordbær
  • 2 æg
  • 80 g mel
  • 80 g smeltet smør
  • 60 g sukker (gerne rørsukker)
  • 1 ½ dl mælk
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • Evt hakket mandler eller mandelflager til at drysse på toppen
  1. Skyl jordbærrene og skær dem i halve. Læg dem i et smurt tærtefad.
  2. Lav clafoutisdejen ved først at piske æg og mel sammen, og derefter tilsætte smør, sukker, bagepulver, vaniljesukker og salt. Dejen ender med at se ud som pandekagedej.
  3. Hæld dejen over jordbærrene, drys med mandler og eventuelt en lille smule rørsukker.
  4. Bag clafoutisen i oven ved 180 grader i ca. 30-35 minutter. Den er færdig når den har sat sig helt.
  5. Spis lun sammen med vaniljeis, mums.

VELBEKOMMEN.

PS: undskylder for meget dårlig billedekvalitet – bliver jo “desværre” nok nødt til at bage og spise endnu en jordbær clafoutis så jeg kan få et bedre billede.. ;-) – God sommer derude.

Fersken Crumble

Processed with VSCOcam with f2 preset

En frisk og nem lille sommer dessert som smager skønt sammen med vaniljeis.

Fersken crumble – 4 personer

  • 100 g smør
  • 100 g mel
  • 75 g sukker
  • 50 g havregryn
  • 50 g hakkede nødder (hasselnødder eller mandler)
  • 1 tsk. rørsukker

Fyld

  • 4-5 modne ferskner
  • 2 spsk. honning
  • Revet skal fra 1 økologisk citron
  1. Start med at lave fyldet. Halver fersknerne og tag stenene ud. Skær hver halvdel ud i mindre stykker.
  2. Kom ferskenstykkerne i et ildfast fad og vend dem sammen med honning og revet citronskal. Bag dem i ovnen i cirka 10 minutter ved 175 grader. Rør rundt i blandingen et par gange undervejs.
  3. Mens fyldet er i ovnen laves crumble dejen. Kom koldt smør (i tern), mel og almindeligt sukker i en skål og mas det godt sammen med hænderne.
  4. Tilsæt havregryn og hakkede nødder og mas det sammen med fingrene – du kan eventuelt tilsætte 1-2 spsk. vand hvis dejen er en smule hård.
  5. Fordel dejen som crumble i små klumper ud over fersknerne og drys med rørsukker på toppen.
  6. Bag crumblen i ovnen i ca. 15 minutter ved 175 grader indtil den er gylden. Server lun med vaniljeis.

VELBEKOMMEN..

Mandeltærte

2 3

Denne søde mandeltærte kommer fra et amerikansk madblad som min søde mand altid køber med hjem når han har været på forretningsrejse i USA.

Tærten er super nem og super hurtig at lave. Den skal helst spises mens den stadig er lun da den ellers godt kan blive lidt tør hvis den står for længe. Den smager selvfølgelig aller bedst sammen med en kugle vaniljeis.

Mandeltærte

Tærtebund

  • 100 g koldt smør
  • 125 g hvedemel
  • 3 spsk flormelis

Mandelfyld

  • 160 g mandler (med mandelskal på)
  • 60 blødt smør
  • 80 g rørsukker
  • 2 æg
  • 1 tsk vaniljesukker

Start med at lave bunden ved at blande det kolde smør sammen med flormelis og hvedemel. Det gøres bedst ved at gnide det sammen med fingrene.

Når massen kan formes til en kugle trykkes den fladt ud i en tærteform også lidt op af kanterne. Sørg for at smøre formen med lidt ekstra smør inden du trykker dejen ud.

Til fyldet hakkes mandlerne i en blender til groft mandelmel. Pisk smør og sukker sammen i en skål og tilsær vaniljesukker og æg. Pisk igen og hæld til sidst mandlerne ned i massen.

Vend forsigtigt dejen sammen med en ske eller dejskraber og hæld den over tærtebunden.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader i cirka 20 minutter. Den skal være gylden på overfladen.

Server lun sammen med vaniljeis.